I anledning af 30-året for “Crisis on Infinite Earths” stiller Marvel-Morten og Kim Helt skarpt på mini-serien og dens konsekvenser i seneste afsnit af “Supersnak” på Nummer 9
Hej og velkommen til et nyt afsnit af podcast-serien “Supersnak” med Marvel-Morten og Kim Helt. I dette afsnit markerer vi et aktuelt og for superheltefans uomgængeligt jubilæum.
I år er det nemlig 30 år siden, at en kolossal begivenhed indtraf i amerikansk superheltehistorie. Eller rettere — at en kolossal begivenhed blev udgivet. Over 12 numre og 12 måneder blev alt i 1985 forandret i den største og ældste af superhelteverdenerne; DC-universet blev rystet i sin grundvold, en streg blev tegnet i sandet, der var et før, og der blev et efter.
Det jeg vrøvler om er selvfølgelig mini-serien “Crisis on Infinite Earths”.
Hvis du ikke har hørt om den før, kan det til nøds tilgives, for “Crisis on Infinite Earths” er desværre aldrig blevet udgivet på dansk. Det er surt, for den ændrede meget. DC-universets mange paralelle universer blev slået sammen til ét, superhelte døde, bestsellerserier (som for eksempel “Superman”) blev lukket og startet forfra. Kronologi fik en langt mere fremherskende betydning, og et nyt begreb opstod: “Event comics” — begivenhedstegneserier.
Begivenhedstegneserier? Ja, som i “Den-her-mini-serie-(og-gerne-alle-dens-mange-tie-ins)-skal-du-simpelthen-læse-for-at-gøre-dig-håb-om-at-kunne-følge-med-i-hvad-der-sker-med-dine-favoritsuperserier-og-vi-lover-at-det-bliver-stort-kæmpe-stort-måske-dør-nogen-igen-det-bliver-stort-intet-vil-nogensinde-blive-det-samme-igen”.
Begivenhedstegneserier er noget, både fans og (nok især) forlagene kan lide i USA.
“Crisis on Infinite Earths” er rent udgivelseshistorisk en begivenhed i sig selv. Den er meget mere end DC-universets reboot (det første af mange) eller Big bang 2.0. Og heldigvis er den både strålende skrevet og uovertruffent tegnet.
Så som du nok kan forstå, er der rigeligt at tale om. Lyt med herunder:
Du kan abonnere på podcastet på iTunes og på Soundcloud.
Og så kan du selvfølgelig høre det her på siden.
Bedste hilsner
Kim Helt