Slut med Inkalen. Tredje bind af “Den Sidste Inkal” kigges efter i sømmene af Christian Aarestrup, der samtidigt prøver at finde hoved og hale i selve fænomenet Jodorowsky.
Alejandro Jodorowsky kan være svær at karakterisere som kunster og forfatter. På den ene side er hele hans værk og virke og hippiespirituelle samfunds- og religionskritik så anakronistisk, at den snarere hører hjemme i historiebøgerne end i nutidige udgivelser. På den anden side er ”Jodoverset”, hvori bl.a. serierne “John Difool”, “Metabaronernes kaste” og “Teknofædrene“ udspiller sig, noget nær et multinationalt og tilsyneladende særdeles levedygtigt koncernkoncept, der kværner det ene kulturprodukt efter det andet ud til den massive fanskare, som kræver mere, mere af den samme økoshamanistiske, vulgærpsykologisksymbolske space opera-ramasjang, der er blevet den aldrende avantgardists primære produktion. Jodorowsky blev med “El Topo” (1970) og “Holy Mountain” (1973) den nok første egentlige kultfilminstruktør, da hans blanding af surrealisme og (s)explotation fandt vej til amerikanske biografers midnatsforestillinger og promovering af selveste John Lennon (og senere andre musikere, der gerne ville fremstå lige så spirituelt dybe) for så at forsvinde helt i årtier grundet distributionsrettighedsmæssige forviklinger.
Den jødisk-chilenske surrealist, der nu var bosat i Paris, hvor han var blevet uddannet til (af alt) mimiker, havde dog gjort sig bemærket nok på filmscenen til at få carte blanche til sit næste projekt. Uden at have læst en eneste af sci-fi-stjerneforfatterens bøger udvalgte han sig Frank Herberts nyklassiker “Dune” til dette. Og som en senere transcendental-spirituel instruktør også for sent måtte sande, indså ”Jodo”, at man ikke kan vride en velfungerende film ud af det univers, så derfor digtede han blot sit eget ovenpå, hvilket i grove træk er det Jodovers (eller Metabaronens univers), som indtil videre danner grundlag for godt 30 tegneseriealbums. Og så hiver Jodorowsky en fransk tegner ved navn Jean Giraud med sig til Los Angeles for at illustrere filmens storyboards for de producenter, der skulle tilvejebringe det på daværende tidspunkt helt urealistiske budget. Pink Floyd, der er i gang med at indspille “Dark side of the moon“, siger ja til at lave musikken, Salvador Dali indvilliger i at spille den onde kejser, Mick Jagger og Orson Welles kandiderer til rollelisten, og Dan O’Bannon, der senere skriver manuskriptet til “Alien”, skal stå for de visuelle effekter med hjælp fra bl.a. en schweizisk surrealist, H.R. Giger, som Jodorowsky er faldet for. Jodorowsky falder også for den spirende Moebius i Girauds penneføring under det månedlange arbejde med at konkretisere filmprojektet, der uundgåeligt falder på gulvet, fordi den store avantgardekunstner selvfølgeligt hverken har respekt for romanforlægget eller Hollywod-pengemændene. Den legendarisk italienske producer Dino de Laurentiis ender med at købe rettighederne og hyre David Lynch til at sætte sin første plet på cv’et med filmatiseringen af “Dune“, der stadig i dag må være en værdig kandidat til titlen ”laveste kvalitet pr. anvendt pengeenhed i produktionen”, hvis man korrigerer for den generelle prisudvikling i filmbranchen.
Jodorowsky og Mobius realiserer i stedet Jodoverset i tegneserieform med de seks album om “John Difool” i løbet af 1980’erne, og Jodorowsky udbygger det siden sammen med Beltran (“Megalex”, “Teknofærdrene”), Zoran Janjetov (“Teknofærdrene”, “Før Inkalen”), Gimenez (“Metabaronens kaste“) og senest José Ladrönn i “Den sidste Inkal”. “Gorgo Snavs“ er tredje og sidste album i sidstnævnte serie, der foregår i direkte forlængelse af den oprindelige Inkal. I hvert fald formelt. De facto og for at blive i filmsproget er der i højere grad tale om et remake af den slags, som dominerer det større lærred i disse tider. John Difool er på flugt fra det undertrykkende teknokrati, mens dets præsident, der erstatter den onde kejser som overskurk, tager bolig i en perfekt, uovervindelig og i dette tilfælde uorganisk krop med en plan om at erstatte alt liv med maskiner. I modsætning hertil står den frugtbare, feminine natur i form af Modertræet og Johns udkårne Loez samt de tapre og knap så tapre modstandsgrupper, anført af general Kill Wolfhead, rumpiraten Kaimann og kloakhøvdingen Gorgo Snavs. Der er åndelige (og personlighedsspaltende) rejser (i modsætning til den overfladiske tv-underholdning i maskinmetropolen), robostrømere og pukkelrygge at slås med, teknopaver, der konspirerer i kulisserne, og eder og skældsord som ”mekabastard”, ”biolort” og ”må du smelte i palæohelvede”. Der er Deepo, som trofast følger John Difool rundt på hans færd og sluger og brækker Inkalen, som er en lille åndemanerkrystal indeholdende verdensaltets ægte visdom, op ind imellem. Der er en anseelig mængde techno-babble og new age-mysticisme og vrængen af organiseret religion og myndighedsudøvelse og den fordummende og dovne forbrugerkultur. Og så der selvfølgelig det generøse skvæt bare bryster og den spiseskefuld med top voldtægter, som også indgår i standardopskriften. Som der nu skal være i Jodoverset, og som man så kan holde af eller holde sig fra.
Det eneste egentligt nye i “Den sidste Inkal” er tegneren José Ladrönn, der i 2006 modtog en Eisner for ”bedste maler/multimediekunstner”, og som Jodorowsky i et interview sidste år (Vulture, 23. Maj) kaldte ”bedre end Moebius, bare vent og se”. Så vælger man sgu selv at lægge starten midt på en uden for kategorien-stigning. Som mexicanske Ladrönn dog kommer ganske fint fra, for han er vitterligt en enormt teknisk dygtig tegner og photoshop(-eller-hvad-han-nu-bruger)-maler. Han er bare ikke primært tegneserietegner og har overvejende levet af at lave forsider til amerikanske superhelteserier. Forrygende flotte forsider. Men noget helt andet at bruge tre uger på at pusle med og perfektionere én tegning, der skal stå alene og for sig selv, end at tegne adskillige hele tegneseriesider med 5-10 tegninger hver om ugen og få dem til at hænge sammen og guide læserens blik rundt mellem elementerne i den rigtige rækkefølge og alt det, der skal til, for at afvikle og fortælle et handlingsforløb i dette medie.
Set over de tre album i serien fremstår det ret tydeligt, at Ladrönn lægger ud i sin egen ekstremt detaljerede, digitalt knivskarptslebne og givetvis voldsomt tidskrævende tegnestil, som er vældigt imponerende, men som også kan have sine problemer i forhold til dynamik og bevægelighed i fortællende forløb i modsætning til en enkeltstående forsideillustration. Men så er han stille og roligt, side efter side, album efter album, rude nr. 117 efter nr. 116, kørt sur i det og endt et sted, hvor det mere handler om at blive færdig og få afleveret noget, og som sikkert har været langt mere utilfredsstillende for ham at lave, end det er for os at se på. Som en specialiseret enkeltstartsrytter kæmper staklen sig igennem tre bjergetaper i et tiltagende ujævnt tråd, og her på den sidste stigning har man egentlig mest ondt af den snart 50-årige Ladrönn, der har påtaget sig en opgave og/eller deadline, han burde have sagt ”jamen, jeg er jo ikke den type rytter” til. Måske sagde han det ikke, fordi det var Jodorowsky – som også er et stort navn i Mexico, hvor den unge instruktørs første spillefilm fik verdenspræmiere og blev forbudt under stor mediehysteri og forsvaret af Roman Polanski, der deltog på filmfestivallen i Acapulco med “Rosemary’s baby” det år – som spurgte.
Det er svært at bedømme en udgivelse som “Gorgo Snavs“ selvstændigt. Ikke blot fordi serien “Den sidste inkal” bliver så uensartet i takt med, at Ladrönn glider ned gennem og bagud af feltet. Men også fordi den kun er en mindre del af det omfattende Jodovers-værk, som hviler på vitterligt én af de væsentligste tegneserier i mediets historie. Jodorowsky er, hvad end man måtte mene om hans tarotkortslægninger for Nikolai Winding Refn og omfavnelse af Kanye Wests “Holy Mountain“-inspirede Yeezus-tour og whatnot, en betydningsfuld kulturpersonlighed både for tegneserien og for hele den moderne kulturproduktion, især i latinsktalende lande, hvor hans ganske mange bøger om psykoterapi-shamanisme også bliver læst flittigt. Jeg synes så personligt, at han er lidt af et vrøvlehoved, der uinstrueret kunne optræde som parodi på en progressiv avantgardekunstner i de fleste komedier og sit-coms med en sådan rolle indskrevet, blot den ikke lå alt for langt fra aldersmæssigt, men det bliver med netop så betydende personligheder også bare lidt uinteressant, hvad en eller anden tilfældig anmelder måtte synes om vedkommende. Verden er da ligeglad – og det er den ikke med, hvad Alejandro Jodorowsky skriver og siger og gør.
“Gorgo Snavs” gør nok hverken fra eller til i den henseende. Så hvis du allerede er på Jodoverset, bliver du sikkert ikke (særlig) skuffet. Men hvis du ikke er på og måske ikke engang har læst de forudgående serier og album, så er det denne udgivelse, denne sidste Inkal, på ingen måde stedet at starte, det siger næsten sig selv. Og du skal heller ikke købe den, fordi du er faldet på halen over nogle af Ladrönns forsider og gerne vil se, hvordan han håndterer ”indmad”; i så fald har han stået for den slags på “Spider-man”, “Cable” og “Hip Flask”, hvilket alt andet lige må have været bedre, siden han fik sin Eisner for sidstnævnte.
Karakter: 3/5
Titel: Den sidste Inkal 3 – Gorgo Snavs
Forfatter/tegner: Alejandro Jodorowsky/José Ladrönn
Forlag: Faraos Cigarer
Format: 48 s., farver
Pris: 148,- kr.
ISBN: 978-87-93274-11-2
