To nye konkurrencer lover kontante præmier for “grafiske noveller” om belgiske hoteller og polarnætter.
“Brussels in Shorts” er navnet på en tegneseriekonkurrence udskrevet af Bruxelles’ anerkendte litteraturhus Passa Porta. De er for anden gang på udkig efter serieskabere, der kan “fange nutidens Bruxelles i en 12-siders grafisk novelle” og forlanger denne gang også, at et eksisterende hotel i EU-hovedstaden optræder på de tegnede sider.
Kan man opfylde de krav, er det bare at sende et pitch til Passa Porta, der lokker med ophold i Bruxelles og honorarer på 2200 euro til de ti deltagere, hvis serier tilsammen vil udgøre en antologi med udgivelsesdato engang i 2014. Ansøgningsfristen er 20. november.
Hvis det kniber lidt med paratviden om Belgiens hovedstad, kunne Oulu Comics Competition 2014 være et alternativ. Her skal man blot forholde sig til “polarnatten” som tema – og udelukkende konkurrere med tegnere fra norden og de baltiske lande – men vinderchancen er så også mindre: Kun tre vindere præmieres med henholdsvis 2500, 1000 og 500 euro. Og de udvalgte findes på baggrund af færdige serier, så det kræver mere arbejde at deltage.
Hvis appetitten alligevel er til at lave en fortælling på enten 8-20 sider eller 20-40 striber, så er der god tid at løbe på. Ansøgningsfristen på den store finske tegneseriekonkurrence hedder 15. august 2o14.