Det nye aarhusianske forlag Æter leder efter tegneserier til antologien “Undergang”, efter planen den første i en serie.
Siden 2012 som bekendt er året, hvor det hele får en ende, virker det kun passende med en apokalyptisk antologi. Forlaget Æter fra Aarhus træder beredvilligt til senere på året med en samling tegneseriefortællinger i albumformat, men først skal der lige findes nogle bidrag.
Forlaget kalder selv processen for en konkurrence, selvom præmien foreløbig “kun” er indlemmelse i antologien og udstilling af originaler på kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus. Uanset terminologien er forløbet skruet sådan sammen, at der mandag den 4. juni er deadline for manus, storyboard og koncepttegninger til ti-siders historier tiltænkt “Undergang”. Bidragene skal forholde sig til antologiens tema og være i sort/hvid, og slutformatet er A4. Redaktørerne på Æter udvælger så fem vindere, der siden får to måneder til at tegne deres bidrag færdig.
“Undergang” er tænkt som en prøveballon fra forlaget, der håber at sende en tegneserieantologi på gaden årligt.