Med de samlede Dr. Albert Merlings bedrifter er en glemt dansk tegneserieklassiker igen tilgængelig. Manden bag hedder Anders Hjorth-Jørgensen.
Allerede i 80’erne troede bibliotekar, tegneseriesamler og -historiker Anders Hjorth-Jørgensen, at han havde fundet et godt hjem til Dr. Albert Merlings bedrifter. Knud V. Larsens episke avisserie om mystikeren Albert Merlings eventyr i 1800-tallets Europa havde gået i 70’ernes Berlingske Tidende, men var aldrig blevet samlet i albumform. Nu skulle det være, aftalen med Stavnsager var underskrevet – og så gik forlaget konkurs.
I stedet gik der et kvart århundrede mere, før Dr. Albert Merling blev reddet fra glemslen. I dag kommer serien i tykke samlebind fra Forlaget Forlæns – bind 2 kom i februar, og bind 3 er på vej. Nummer 9 har taget en snak med initiativtageren om det livsprojekt, der nu endelig ser ud til at komme i mål.
Anders Hjorth-Jørgensen, fortæl lidt om dit forhold til Albert Merling som først læser og siden formidler …
– Selvom Albert Merlind, som den hed i 1970’erne, blev bragt dagligt i Berlingske Tidende, havde jeg til en start kun stiftet sporadisk bekendtskab med serien. Det var ikke lige den avis, jeg læste dagligt. I 1971 begyndte jeg imidlertid at købe den svenske tegneserieavis Serie-Pressen, og heri kunne man allerede fra nr. 1 – ved siden af hæderkronede amerikanske avisserier som Flash Gordon, Mandrake og Dick Tracy – læse Dr. Merling, som den hed i den svenske udgave. Inden avisen gik ind året efter, var både første episode, “Monstrumet Mesmer”, og den anden, “Spøgelset på Wolffsburg”, bragt i bladet til stor fornøjelse for ikke blot mig, men også for de øvrige læsere. En afstemning i læserskaren, hvor mere end 2000 stemte, bragte serien ind på en førsteplads.
– Det, der i første omgang fangede mig ved serien, var den unikke, meget pertentlige tegnestil blandet med omhyggeligt indarbejdede xylografier fra gamle magasiner. Xylografier fra netop den tid, hvor serien foregik:
– Det mindede ikke om noget, jeg havde set før. Oven i købet blev det unikke visuelle udtrykt brugt til med glimt i øjet at fortælle tydeligvis gennemarbejdede historier, hensat til en tid og en del af Europa, hvor der endnu var plads til mysticisme og eventyr, og hvor tegneren kunne udfolde sin fascination af datidens arkitektur og påklædning, så jeg blev fanget af serien. Velfortalte danske episke tegneserier havde i mange år været en mangelvare – kun Tage Andersen og Aage Grauballe holdt stadig fanen højt i Willy på eventyr, og det kun til 1977.
– I dag ser det anderledes ud, for nu er der flere danske tegneserieskabere, der har lyst til at fortælle gode historier. Men jeg er sikker på, at mange læsere ligesom jeg keder sig gudsjammerligt over de mange fortænkte tegneserier, der også udgives i dag. Der er med garanti mange, som har lyst til at dykke ned i en tegneserie, der på trods af sit episodiske præg fortæller én lang, logisk gennemarbejdet handling om en rejse igennem Midteuropa i nogle måneder i 1871.
– I årene efter Serie-Pressens ophør opsøgte jeg ikke Berlingske Tidende for at følge serien videre, og da jeg ville følge op på den i starten af 1980’erne i forbindelse med arbejdet med “De danske tegneseriers historie”, var det for sent. Albert Merlind var et par år før stoppet i avisen, og alle spor efter dens tegner, Knud V. Larsen, endte blindt. Dog kun indtil december 1985, hvor jeg fik en opringning fra pensioneret skolebibliotekar Emil Johansson, som kunne fortælle mig, at han kendte Knud V. Larsen og havde besøgt ham i hans lejlighed i Älmhult i Småland. Emil Johansson gav mig Knuds telefonnummer og adresse, og kort tid efter havde Knud og jeg kontakt med hinanden.
Hvorfor skal “Merling” genudgives?
– Tegneserier har det med at forsvinde pga. det dårlige papir, de ofte har været trykt på, og fordi meget originalmateriale går samme vej. I Dr. Merlings tilfælde havde vi adgang til samtlige original-strips, men da Knud V. Larsen i disse ofte indsatte dårligt fikserede reprokopier af allerede tegnede figurer og xylografier i sine strips, er dele af dette originalmateriale blegnet med tiden.
– I andre tilfælde har han skåret figurerne fri og kopieret en på forhånd omhyggeligt tegnet baggrund – som blev anvendt flere gange i samme episode – ind i sit reprokamera. Reprokopien blev så sendt til avisredaktionen, som efter brug kom den i papirkurven. Her er et eksempel på en stribe først i originaludgaven og så fra avisen:
– Med andre ord er Dr. Merling et stykke dansk kultur- og tegneseriehistorie, som truede med at forsvinde – i hvert fald delvist. Derfor har jeg i mange år haft et ønske om en genudgivelse – simpelthen for at sikre, at en unik dansk tegneserie blev bevaret for eftertiden.
– Havde det stået til Knud V. Larsen og mig, var serien allerede udkommet i albumform i 1980’erne på forlaget Stavnsager. Kontrakten var udformet og parat til underskrift, da forlaget gik konkurs. Siden forsøgte vi på forskellig vis at få andre interesseret i udgivelsen, men forgæves.
– Derfor udgav jeg selv via tegneseriemuseet hæftet “Knud V. Larsen og Monstrumet Mesmer” i 1995.
– Desværre døde Knud V. Larsen i 2001, men inden da havde vi talt om muligheden for at lægge hele serien sammen med interviews, artikler m.m. ind på CD-rom, et arbejde, jeg derefter gik i gang med. Men da jeg var halvt igennem scanningen af de 2905 strips, foreslog jeg Forlaget Forlæns’ Torben Hansen at placere en lille Merling-episode i tegneseriebladet Free Comics. Da han havde set denne – og en del andre af seriens strips – foreslog han at udgive serien i tre bind på sit forlag. Og sådan blev det! Det er årsagen til, at serien udkommer lige nu og ikke for 20 år siden.
Hvordan ville du indplacere Merling i den danske stribeseries historie? Var den en del af en bølge eller tendens i sin tid – eller stod den lidt udenfor det hele?
– Dr. Albert Merling er for mig at se en enestående avisstrip indenfor den danske tegneserietradition – og for den sags skyld indenfor den vestlige tegneseriekultur. Jeg kender i hvert fald ikke andre tegneserier i strip- eller albumformat, som bare minder om den, hverken i udtryksform eller indhold. I sin grundform bruger den selvfølgelig samme klassiske fortælleteknik som andre episke avisstrips, men tegnestil og produktionsform gør den til noget specielt. Heller ikke indholdsmæssigt ligner den andre. Selve handlingsrummet med blandingen af mystik, okkultisme, illusionskunst og helt dagligdags familiehygge – indsat i en tidsperiode, hvor arkitekturen blomstrede i Prag, Budapest og Wien, tre af de byer, familien lægger vejen forbi i bd. 3 – mindes jeg ikke at være stødt på hverken før eller siden.
Knud V. Larsens visuelle udtryk er meget slående med sin kombination af cartoony konturstreger og ofte fint detaljerede, til tider klippe-klistrede baggrunde. Hvem eller hvad var Larsen inspireret af som tegner?
– Knud havde en uddannelse som skilte- og dekorationsmaler. En uddannelse, som inspirerede ham at bruge en kraftig konturstreg i sine tegninger. Senere arbejdede han bl.a. i Bent Barfoeds tegnefilmsstudie. Hvad han lærte her, brugte han senere i tegneserien, hvor han som nævnt tegnede en baggrund/kulisse én gang for alle, og derefter kopierede ind i sine strips via reprokameraet. Tegnefilmtiden lærte ham også at kopiere figurer, når der ikke var behov for at tegne dem på ny. Og så havde Knud læst tegneserier fra sin tidligste barndom, hvor han specielt var begejstret for tegneserierne i Familie-Journalen – specielt To Lystige Fætteres Rejsedagbog, Bamse og Dukke Lise og Willy på Eventyr, som alle havde engelsk oprindelse, en tegnetradition, han gerne indrømmede påvirkningen fra.
Hvordan mener du, at serien udviklede sig undervejs? Var der storhedsperioder og mere tynde perioder undervejs?
– Knud V. Larsen var en arbejdsnarkoman, som i dén grad levede med sin tegneserie igennem 10 år. Han var samtidig pertentlig helt ned i detaljen og gik ikke på kompromis. Jo, han lettede sit arbejde ved at anvende reprokameraets kopimuligheder undervejs, men kun fordi det gav ham mulighed for at kæle for detaljerne i tegninger, som krævede lang tids research og tid ved tegnebordet. Eksempelvis arbejdede han en uge på tegningen af det lokomotiv, som i strip 2008 indleder familiens Merlings tilbagerejse til København:
– Egentlige tynde perioder oplever jeg ikke i serien. Der er perioder, hvor Knud har haft lyst til at lege med mediet og udfordre læsernes tålmodighed, som eksempelvis i sidste episode i bd. 2, hvor der går absurd Alice i Eventyrland i historien – en regulær showstopper. Ligeledes tillader han sig i episoden i kælderen under “Alkymistrestauranten” at afstå fra sit ellers udprægede brug af skyggeraster for i stedet at bruge en blød bred blyant til at lægge skygge – en proces, som har været noget hurtigere. Men form og indhold holder samme høje standard igennem hele serien takket være Knuds ønske om altid at give sit publikum det bedste.
Hvilke særlige udfordringer har der været forbundet med genoptrykningsprojektet?
– Allerede i 1994 overlod Knud samtlige 2905 originalstrips sammen med en række kulissetegninger til tegneseriemuseet. Efter hans død blev jeg kontaktet af hans søster, Lillian, som bad mig hente den del af hans omfattende samlinger, som var efterladt til tegneseriemuseet. Heriblandt Knuds udklippede, avispapir-grumsede Merling-strips fra Berlingske Tidende.
– Som sagt var mange af de originale strips blegnede pga. dårlig fiksering af det reprokopierede materiale, ligesom mange originalstrips havde fritskårne figurer på tom baggrund og derfor manglede ”kulisser”. Det betød, at det var nødvendigt at ty til de eneste tilstedeværende ”originaler”, de grumsede avisstrips. Det blev min opgave at farvescanne dem i 600 dpi og sætte scanningerne ind i den Merling-Dropbox, jeg deler med Torben. Derefter blev det Torbens opgave at rense de scannede strips – og sætte de anvendelige dele fra de originale strips sammen med de rensede scanninger. Et stort arbejde, men resultatet af Torbens arbejde er overvældende. Det kan tit være svært at se, hvor de rensede strips er anvendt.
Når Merling er komplet, venter der så andre genudgivelsesprojekter for dig?
– Ikke umiddelbart, bortset fra at jeg har planer om at udgive en bog om kravlenissernes ”opfinder”, Frederik Bramming. Efter planen skal den også genoptrykke hans få tegneserier, samtidig med at den selvfølgelig skal give eksempler på hans opfattende cartoon-produktion og så selvfølgelig alle hans juletegnerier. Den udgiver jeg selv – formodentlig i slutningen af 2013.
