Opfindsomme kunst-entreprenører har skabt et moderne gesamtkunstværk i Næstveds gader. “Gadens hårdeste hævn” er inspirerende uden at være helt vellykket.
At starte anmeldelser med forbehold er en akademisk uvane, der sjældent varsler godt for teksten, der følger. Men nu og da er der ingen vej udenom:
I en tid, hvor den visuelle kultur knopskyder og indtager nyt terræn, bliver gamle grænsedragninger sværere at opretholde. ”Gadens hårdeste hævn” er et ambitiøs bogudgivelse, der forener street art, musik og dokumentation. Den kan anmeldes på Nummer 9, fordi billederne låner fra tegneseriens formsprog, men den kunne lige så godt anmeldes i et kunstmedie, på et hip hop-site eller i avisernes litterære spalter. Tegneseriepurister må søge deres fix andetsteds.
Kort fortalt er ”Gadens hårdeste hævn” en realisering af kunst-entreprenør og breakdancer Steen Koerners drøm om at genfortælle ”Romeo og Julie” gennem en serie vægmalerier, hip hop-beats og -rim.
Graffitikunstner CMP One har begået en lang række små perler på Næstveds vægge, der forener en kantet, skitseagtig tegneseriestreg med stiliseret, dramatisk farvelægning og klassiske graffiti-tags. Sammen fortæller de en tragisk historie om ung kærlighed på tværs af etniciteter tilsat tekst forfattet af Steen Koerner og sat i rim af MC Clemens. Sidste led i kæden er soundtracket, begået af DJ Phase 5 og med Karl Bille som fejlcastet speaker.
Lad det være sagt med det samme: Malerierne, de smagfulde fotos og den elegante grafiske tilrettelæggelse trækker læsset i ”Gadens hårdeste hævn”. Det er en nydelig coffee table book, Koerner og hans kumpaner på Næstved Ungdomsskole har skruet sammen, men som fortælling er den ikke voldsomt effektiv.
Selvom CMP Ones mange vægmalerier repræsenterer en jætteindsats, så rækker de ikke langt som billedruder i en tegneserie. Helheden får karakter af en billedbog, hvor billederne mere sætter stemningen end egentlig fortæller historien, også selvom dynamikken i de enkelte billeder trækker åbenlyse veksler på tegneseriens billedsprog. Grafikerne (der er tre) spæder op med skitser og fotos af de samme billeder i forskellige udsnit og fra forskellige vinkler, men det tjener snarere til at accentuere bogens karakter af kunstkatalog end til at fremme historiefortællingen. Samme effekt har alt ”bonusmaterialet” om projektets tilblivelse.
Koerner og MC Clemens’ tekst er heller ikke uproblematisk. Rimene virker stedvist onkelagtige (”sådan Johan”) og sprogbrugen altmodisch (”jargon”, ”på’et”), og der flirtes lidt for hedt med det blåøjede – som da hovedpersonen i en rap-battle foreslår, at street-kunstnerne organiserer sig og får en plads i byrådet! Den efterfølgende jubel fra publikum ligner ønsketænkning.
Omvendt bekræfter fortællingen måske lidt for bekvemt de gængse fordomme om indvandrerbander med sydlandsk temperament. Sådan har Koerner det lidt svært ved at holde sig fri af klichéerne, også dem, der følger naturligt med, når man tager afsæt i ”Romeo og Julie”.
Samlet set er ”Gadens hårdeste hævn” som bog en lækker pakke, der efterlader et indtryk af, at man skulle have været der. Som (tegneserie)fortælling er den på det jævne og musiksiden forbigår vi i tavshed, men projektets potentiale står klart aftegnet på bogens veltilrettelagte sider – og ”behind the scenes”-bonusmaterialet gør den til inspirerende læsning for alle, der gerne selv vil sætte mange kulturformer på spil i bybilledet.
Karakter: 2/5
Titel: Gadens hårdeste hævn
Forfatter/tegner: Steen Koerner, MC Clemens og CMP One
Forlag: Gaden taler
Farve og form: 128 farve- og s/h-sider i hardcover
Pris: 250
ISBN-13: 9788792580481
Udgivelsesår: 2013
Udgivelsesland: Danmark