Gamle nyheder på nye flasker – velkommen til ugens varmeste tegneserielinks!
Den forgangne uge bød på et par historier, vi har hørt før, bare i nye aftapninger. Måske især dén om digitaliseringen af tegneserieverdenen, der gjorde fremskridt på to væsentlige områder: Stribeserier og graphic novels.
Hvad avistegneserierne angår, har Universal Uclick netop lanceret en app-udgave af deres Gocomics-hjemmeside, hvor en lang række striber kan læses kvit og frit – fra Steen og Stoffer til Radiserne. Og Doonesbury, Cul de Sac og Freddie (!). Og mange flere.
Mere mystik er der om indholdet i britiske Panel Nines “Sequential”-app, der er tænkt som et graphic novel-centreret alternativ til superheltefokuserede størrelser som ComiXology. App’en blev annonceret i denne uge på den britiske Comica-festival og skulle blive tilgængelig næste uge. Panel Nine har en række glimrende apps bag sig, f.eks. iOs-udgaven af den herlige britiske børnetegneserieantologi The Phoenix, så teknikken har de styr på – spørgsmålet er, hvilke forlag, de har kunnet sikre sig aftaler med.
En anden historie, vi har set før: Den om manden, der bliver straffet ved en domstol for at læse erotisk manga eller se ditto anime. Seneste tilfælde er fra New Zealand, hvor tre måneders fængsel venter en mand, der har downloadet en tegnefilm, hvor “elvere, nisser og andre fantasivæsener dyrker sex”. Dybt suk.
Flere highlights:
Fede superskurketegninger i en god sags tjeneste – Seth, Chester Brown og Michael Deforge er blandt kunstnerne.
One Panel U Submit er en fin og morsom tegneserie-Tumblr.
Et charmerende essay fra Matthew Jent om dengang han flyttede til Vermont, fordi han havde læst American Elf.
Skønlitteratur på P1 tackler David Mazzucchellis nyklassiker “Asterios Polyp”.
Og så den virkelig fjollede: En Batman-autostol til ungerne!