Nummer9 har besøgt det fejende flotte museum tilegnet Tintins skaber
Nyt og nyt… Musée Hergé åbnede i 2009, og har dermed allerede et par år på bagen – men det føles spritnyt, som det tårner sig op i Bruxelles-forstaden Louvain-la-Neuve, med sine rene linjer (!) og klare flader. Museets arkitektoniske stil er en imponerende, men samtidig lidt spøjs blanding af ny og gammel modernisme. Udefra ligner museet lidt en form for potent 60’er-retromodernisme, bygninger som sjovt nok blev gengivet med stor fascination i samtidige Tintin- og Splint & co-albums.
Går man indenfor, ændrer perspektivet sig lidt – nu står man i højere grad i et imponerende og stilrent byggeri af den moderne, internationale og efterhånden noget generiske stil, man kender fra nyere museer over hele verden, f.eks. Arken i Ishøj. Man kan mene om den slags byggerier hvad man vil, men det er indlysende et passende match for Hergé, skaberen af den berømte ligne claire-stil.
Det første indtryk er den store, luftige og demonstrativt ødsle forhal, med let Hergé-dekorerede elementer. Anslaget antyder, at man på dette museum ikke nærer ambitioner om at overfylde kvadratmeterne med effekter, men også – helt i tidens ånd – prioriterer rummet, sammenhængen.
Og dette ‘anslag’ bekræftes da også med det samme: man tager elevatoren op til tredje sal, hvor den store, permanente udstilling starter, og arbejder sig derfra rum for rum, etage for etage (relativt) kronologisk ned mod receptionen, hvor udstillingen slutter, og hvor der samtidig er faciliteter for skiftende udstillinger (under Nummer9s besøg var det en ret ligegyldig Tibet-udstilling, med meget lav Tintin-relevans).
Den permante udstilling, derimod, er ret pragtfuld, næsten perfekt på en eller anden måde. Den byder på et hav af gode overvejelser. Den starter med en lidt gimmick-præget gang med massevis af små, runde skærme, der viser tilfældige billeder fra hele Tintin-oeuvret, men så dukker side 1 i ‘Tintin i Sovjet’ op, altså originalen, selveste den ALLERførste side med Tintin på. Dermed anslås en kronologi, der er nyttig, men som der heldigvis afviges kraftigt fra undervejs.
En anden god overvejelse er balancen mellem kunstmuseum, dvs. fokus på Hergés tegninger og originaler på den ene side, og mere effektprægede udstillingsindslag på den anden. Et meget fint rum byder således på nærstudier af butleren Nestor, møgungen Abdallah, Dupont og Dupond, Rastapopoulos og flere andre, som på fascinerende vis kombinerer blow-ups på væggen, der sidestiller ansigstudtryk med originalsider i montrer, med højdepunkter fra en given karakters bane.
Ser man Hergé som den store Gud i den klassiske tegneserie, betragter man nok originalsiderne som hellige objekter. En sådan indstilling imødekommes i meget høj grad i udvalget af originaler, som er stort, men med måde, og hvor der er strøet rundhåndet ud med “små Mona Lisaer”, som Cav Bøgelund så rammende formulerede det. Flere stadier af forsiden til ‘Castafiores juveler’ (tidligere ‘Det gådefulde juveltyveri’) kan beses, originalen med det absolut uhyggeligste øjeblik i samtlige Tintin-albums, hvor mumien Rascar Capac kravler ind ad Tintins vindue og smider en krystalkugle er der, siden med de crazy forvrængede tv-billeder fra ‘Tournesol-mysteriet’ (tidligere ‘Det hemmelige våben’) er der, højdepunkter fra månealbummene og ‘Enhjørningens hemmelighed’/’Rackham den rødes skat’ er der, og meget meget mere.
For et par år siden besøgte Nummer9 en fremragende Hergéudstilling i Pompidoucentret i Paris (men vi laver altså også andet end at besøge Hergé-udstillinger!), hvor et spektakulært indslag var et stort rum med samtlige originaler fra den oprindelige ‘Den blå louts’. Sådan er taktikken ikke på Hergémuseet, og det er en rigtig beslutning.
Det lille rejseselskab diskuterede undervejs i udstillingen, om mon hajubåden fra ‘Rackham den rødes skat’ ville være at finde udstillet på et så fint og sobert museum – det var den! Særligt i udstillingens sidste halvdel øges fokus på effekter som modeller af bemeldte hajubåd og måneraketten, samt en montre med 3d-udgaver af ikoniske effekter som Kong Ottokars scepter, ‘Enhjørningen’ som modelskib, fetichen med det knuste øre osv., og søreme om ikke mesterens eget tegnebord var udstillet i rummet med fokus på studio Hergé.
Alt i alt en fremragende afstemt museumsoplevelse, som på afbalanceret vis imødekommer besøgende med forskellige Tintin-forudsætninger. Mislyde vil der altid være, og dem var der da også et par stykker af. For eksempel en reol, der tilsyneladende havde til hensigt at vise Hergés egne kulturpræferencer, men hvor alle hans bøger blot var paprygge, hvorimod hans lp-samling var “ægte”, men med et lige lovligt smart fokus på moderne musik (for sin tid): Bob Marley, Beatles, Pink Floyd – altså, hvem siger Hergé faktisk hørte de plader hele tiden, og det gjorde han jo så i hvert fald ikke i 20erne, 30erne, 40erne og så videre.
Et andet tvivlsomt indslag – og her er jeg ikke nok inde i sagerne, så tilgiv mig, hvis jeg har misforstået noget – er et meget svulstigt fokus på Andy Warhols portrætserie af Hergé, som er udstillet i tre billeder, der kombinerer seriegrafi med maleri. Så vidt jeg har forstået – og som det bl.a. skildres i Fahrenheit-albummet ‘Hergés oplevelser’ (af Bocquet, Fromental og Stanislas) – bestilte Hergé portrætserien af ret forfængelighedsmæssige årsager, og skønt Andy Warhol kom til Bruxelles og præsenterede billederne, var sidstnævntes engagement udtryk for høj professionalisme snarere end næsegrus beundring, hvorfor det store “endorsende” Warhol-citat om Hergés fortræffeligheder, som er blæst op på væggen ved siden af de tre billeder virker sådan lidt ufrivilligt sølle…
Museet ligger i en forstad præget af masser af nyt byggeri, ved en smuk, lille park, en skole, der skaber liv udenfor de lidt sterile fysiske rammer – og har en flot, velassorteret butik med bøger og merchandise og en fin restaurant hvor man får både foie gras OG trøffelsmør på sin bøf, bum!
Få udøvere indenfor populærkultur i det 20. århundrede er begavet med så storslåede og nænsomme rammer som Hergé her har fået – i sig selv spektakulært – men at museet ovenikøbet er lykkedes så optimalt i sin formidlingsgerning er en decideret stor bedrift.
Dommen er klar: der er ingen vej udenom Museé Hergé.
MUSÉE HERGÉ
Rue du Labrador 26
1348 Louvain-la-Neuve
Belgien
Link: Musée Hergé
