Aarhus Sommeropera holder verdenspremiere på “½leluja” 27. august i Den Gamle By.
Striben Egoland, der startede 1984 i Information og sluttede 2009 i Politiken, går for at være én af Danmarkshistoriens mest raffinerede. Serien om Divus Madsen, der tror, han er Gud – og resten af slænget på den lukkede afdeling – favnede alt fra lavkomik til filosofi, og bagmand Ivar Gjørups streg var aldrig mindre end udsøgt.
Nu bliver tegneseriehovedværket til en opera. Gjørup selv står for ordene og komponist John Frandsen (“Tugt og Utugt i Mellemtiden”) leverer tonerne, når Aarhus Sommeropera 27. august blænder op for uropførslen af den akavet betitlede “½leluja”. Med arrangørens egne org:
I 2013 bliver der i sandhed STOR OPSTANDELSE på Aarhus Sommeropera, når Divus Madsen rejser sig fra de døde til nyt liv – som operafigur. Her vil han sammen med sin Sandra og med datteren Gaia på ny gå på jagt efter Godheden, Livsglæden, Lykken – kort sagt: Meningen Med Det Hele. Halleluja! Eller: 1/2leluja?
Mere om operaen, spilletider og anden praktik på Aarhus Sommeroperas hjemmeside.