I morgen er det international smølfedag, i anledning af smølfernes ophavsmand Peyos fødselsdag. I år bliver dagen markeret særligt aggressivt, fordi en relancering er lige om hjørnet, anført af en kombineret live-action og animeret spillefilm, primært rettet mod USA. I Danmark markeres dagen i Tivoli i København, hvor man bl.a. kan komme udklædt og deltage i forsøget på at slå rekorden i Guinness Rekordbog for den ’Største samling af mennesker iklædt Smølfe-kostumer’ (rekorden er 2.510 smølfer).
Derudover kan nysgerrige prøve ansigtsmaling, møde Smølfine, Klumpesmølf og Gammelsmølf, deltage i store danseoptrin, skattejagt, og lignende.
I resten af verden fyres der op under lignende arrangementer, men det mest spektakulære finder nok sted i Abu Dhabi, hvor Nummer9 erfarer, at man opfører hele smølfelandsbyen. Nummer9s læsere er meget velkomne til at linke til fotos af dette prægtige arrangement, vi har ledt forgæves.
Filmen får dansk premiere 25. august.
Link: Mere om International smølfedag
Illustration fra ‘Pengesmølfen’, netop udkommet på Cobolt (anmeldelse lige om hjørnet)