Henrik og Hagbart – Samlede eventyr
De to sidste samlebind med Peyos klassiske historier om Henrik og Hagbart byder både på et perfekt tegneseriealbum og en ubehagelig jødisk karikatur.
Når man som granvoksen genlæser et værk, der gjorde stort indtryk på én som barn, bliver det uvægerligt med en form for dobbeltblik. Man genkalder sig de dybe følelser, værket vakte dengang for flere årtier siden, men må også erkende, at magien er sværere at finde i værket nu – fordi det opstod i barnets påvirkelige læsning.
Giv en 10-årig dreng en røverbande i en skov, et dunkelt troldmandshus, en hemmelig løngang, og det er alt nok. Nu lever han i dén verden en tid.
De to læsninger, barnets og den voksnes, er ikke længere til at skille fra hinanden, og dermed bliver det også svært at stole på sine egne vurderinger. Virker det, eller genkalder jeg mig bare, at det virkede engang? Der findes ingen første læsning længere.
Jeg har i to samlebind (gen)læst de sidste syv album i belgieren Peyos (Pierre Culliford, 1928 – 1992) serie om Henrik & Hagbart. Han var en produktiv herre, men ridderserien var det ene af hans to hovedværker. Det andet er naturligvis Smølferne, de små, blå nisser, der første gang optrådte i den niende længere historie med Henrik & Hagbart, Den fortryllede fløjte, men hvis enorme succes snart skyggede for resten af værket.
Det er en oldschool belgisk eventyr- og humorserie for børn, der foregår i en uspecificeret middelalderverden, og følger den unge ridder Henrik og hans anarkistiske kompagnon Hagbart. Et klassisk setup med en eviggod og noget anonym helt og en temperamentsfuld makker, der står for mange af morsomhederne. Tintin skal have sin Haddock, Asterix sin Obelix, Splint sin Kvik. Han er en stærk figur, Hagbart, opfindsom og fuld at elskelige dårskaber og gale streger.
Hagbart ser sig selv som en stor musikant. Resten af verden er mestendels uenig. Fra “Krinkelspirs ring”.
Drengebogs-middelalder
De første historier kom i 1950’erne i et Europa stadigt præget af konservative værdier, og det farver serien. Det er en mild, munter og renfærdig drengebogs-middelalder, der tegnes frem, som snarere står i gæld til datidige drengebøger og eventyrfilm om Robin Hood og Ivanhoe end det virkelige Europa i 1400-1500-tallet. Vi er langt fra den beskidte, voldelige fortid, Hermann siden skildrede i Tårnene i Maury-skoven og François Bourgeon i Tusmørkets Kammerater.
Jeg forestille mig, at Henrik og Hagbart, allerede i sin samtid, da de vilde 60’ere kom stormene, begyndte at føles en smule bedaget. Mens Lucky Luke kunne spejle sig i de nye, rå spaghettiwesterns og nyde godt af forfatter Goscinnys sans for samtidssatire, og Splint og Co altid holdt sig opdateret i den virkelige verdens nutid, hvor de stilige tressere tog sig elegante ud i tegner Franquins lækre streg, var Henrik og Hagbart fanget i en ædelmodig og romantisk middelalder, der havde meget lidt at gøre med Beatles-hår, ungdomsoprør og rejser til månen.
Peyo må have mærket det selv, for knapt var 60’erne begyndt, før det tyndede ud i historierne om middelalder-makkerparret. I stedet lagde han sin energi i den nye serie om verdens stærkeste dreng, Benny Bomstærk, og særligt i kæmpehittet Smølferne, hvis allegoriske og satiriske potentiale holdt Peyo relevant og populær i en ny tid.
(Sidespring: Den ublu kommercialisering af Smølferne med grimme amerikanske filmatiseringer, Johnny Reimar-plader og alskens figurer og bamser og lagner har plettet de oprindelige albums ry. De ligner børnehistorier og kan med stor fornøjelse læses af små mennesker, men de er forbløffende sofistikerede satiriske fabler om magt, drømme og dårskab. Læs Smølf den Store, Astrosmølfen eller borgerkrigsfablen Smølfe for smølfe bag, hvis du ikke tror mig.)
Den næstsidste historie med Henrik og Hagbart, Det glemte land, tegnes i 1961-62, og herefter der kun én længere middelalderfortælling tilbage i Peyo, Trolddom og Hundekunstner, tegnet fra 1967 til 1970.
Men hvor bedaget serien end ender med at være i sin samtid, går det ikke ud over kvaliteten. Trolddom og Hundekunster, hvor Henrik og Hagbart må hjælpe en forelsket prins, der er forvandlet til en hund af sin skumle rival, er i mine øjne et noget nær perfekt tegneseriealbum, opfindsomt, velkonstrueret, spændende, actionmættet og skidesjovt.
Her var megen kluklatter under læsningen, for Peyo er en fremragende humorist, og det skyldes ikke mindst, at han er så præcis en fortæller. Humor handler om timing, og Peyo er altid på beatet i sin levering.
Som tegner kender han sine begrænsninger. Han er ikke virtuos som eksempelvis Franquin eller Asterixs’ Uderzo, hvis humor ofte bygger på stregens charme. Peyos kvalitet er en anden: Han fortæller med en forbilledlig klarhed, hvor hvert eneste billede er let aflæseligt, og fortæller lige præcist det det skal, alene og i forløb. Han er ingen fornyer af tegneseriens sprog, men han mestrer det visuelle alfabet og fortæller effektivt og ubesværet med det, hvad enten det handler om kampscener, gags eller kampscene-gags.
Borgerlig bagside
De to samlebinds andet højdepunkt er også en af de sene historier, Krinkelspirs ring. Som ofte før er det Hagbart, der driver mange af løjerne, denne gang i mødet med den skurkagtige, temperamentsfulde og dog rørstrømske ridder Fritz Fänghul, der i modsætning til alle andre i serien elsker Hagbarts sang og harpespil. Det er skidesjovt.
Mellem de to højdepunkter ligger det mest problematiske album. Som barn var det ikke noget jeg bed mærke i, men som voksen læser er det svært at overse, at skurken i Det glemte land, en grisk dragetæmmer, der slavebinder smølfer for at få dem til at mine diamanter, er en jødisk karikatur, fuldt udstyret med tætte, sorte krøller, bløde læber og buet næse.
Skurken Monulf i Det glemte land.
Her ses bagsiden af Peyos borgerlige ordentlighed: Her er ædelmod og anstændighed, ingen humor der kan støde, ingen vold der kan skræmme. Og så et drys racisme.
Forordsforfatter Alain De Kuyssche forsvarer Peyo i sin indledning, og bringer den jødiske stjerneforfatter Rene Goscinny (Asterix, Lucky Luke) som sandhedsvidne, men han har ingen stærk sag. Billederne taler sit eget tydelige sprog, og tilmed lod Peyo oprindeligt sin griske, piskesvingende skurk bande på jiddisch. Vi er på den anden side af anden verdenskrig og holocaust. Peyo burde vide bedre.
Møgcharmerende
Af de to samlebind er det fjerde, der foruden de tre ovennævnte fortællinger indeholder spøgelseshistorien Balladen om de syv kilder, det bedste og mest interessante.
Bind tre dækker seriens mellemperiode, hvor historierne ikke længere besidder de første fortællingers charmerende, ungdommelige energi, men hvor Peyo endnu ikke har nået den zenagtige mestring af sit håndværk som i de bedste af de sidste historier.
Ikke desto mindre er bundniveauet højt. Røverhistorien Den sorte pil er til den forglemmelige side, men forvekslingskomedien Greven af Gyllingelund, hvor Hagbart indsættes som adelsmand, er møgcharmerende, og så introduceres de små blå nisser som nævnt i Den fortryllede fløjte.
Ungdomseliksir
Her er tale om samlebind, og derfor er der, som det er kutyme, en del ekstramateriale: en perspektiverende indledning, foruden originalsider, vignetter og reklamer, foto af Peyo med familie og kollegaer, og så videre. Alt sammen godt.
Jeg kunne dog ønske mig, at der i samlebind som disse var mulighed for nyskrevne danske indledninger af vidende skribenter. Alain De Kuyssches (tegneserieforfatter, journalist) tekst er fin nok, men også til den frankofile side, hvor vi som læsere forventes at havde et forholdsvist stort forhåndskendskab til fransk-belgisk tegneseriehistorie inklusive en række serier og tegneserieskabere, der aldrig er udkommer på dansk, samt have forklaret en del sproglige finurligheder, der alligevel er gået tabt i Mogens Dalgårds fordanskning.
Den er for resten både mundret og melodisk. Det er, som jeg lige kan gennemskue det, den originale oversættelse, og her er ingen fejl at finde.
Det er historier skabt som let og munter underholdning for børn og barnlige sjæle, men sammenlignet med eventyr-historierne i dag kan tempo og ramasjang synes noget bedaget. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad de 10-årige af i dag vil synes om Henrik og Hagbart. Om de overhovedet gider give serien en chance. Jeg gjorde det, i embeds medfør, og så skete det magiske med mellemrum: at jeg var 10 år gammel. Se, sådan en ungdomseliksir er også noget.
