Smølferne toppede tidligt i deres karriere, og man kan diskutere, om der er deciderede mesterværker i Smølferne 1967-1969. Men hvad der ikke står til diskussion er, at kvalitetsniveauet er uhørt højt både på tegne- og historiesiden i denne periode af smølfernes liv. Der var efterhånden kommet så meget gang i Peyos miniudgave af Studios Hergé, at andet bind af Cobolts samleudgave med smølferne kun behøver dække en periode på tre år.
Med mere eller mindre hjælp undervejs fra Delporte, Matagne, Walthéry og primært Gos blev der skabt to længere historier “Smølferne og Kraxelikroxen“ og “Astrosmølfen“ samt en række kortere historier på ca. 20 sider, nemlig “Den falske smølf“, “Den spejlvendte smølf”, “En smølf ikke som de andre“ og “Vejrmaskinen“. Dertil kommer to endnu kortere historier, hvoraf den ene ikke tidligere har været udgivet på dansk, “En forsmølfet påske“ samt seks eventyr på to sider udelukkende i tekst, skrevet af Delporte med illustrationer af Matagne.
Mest markant i “Smølferne 1967-1969“ står naturligt nok de to længste historier. I den første “Smølferne og Kraxelikroxen“, trues det lille smølfesamfund på eksistensen af en ydre fjende, det selv har skabt. Den flyvende ondskabsfulde Kraxelikrox vokser sig stor næret af Gammelsmølfens fejlslagne supergødning, da to smølfer var for dovne til at grave den ned i ørkenen. I det ellers glimrende forord af Hugues Dayez trækkes der paralleller fra “Smølferne og Kraxelikroxen“ til Mary Shelleys “Frankenstein“, hvilket dog virker som en overfortolkning, da der er flere forskelle fra Shelleys fortælling om at gøre sig til herre over liv og død, end der er ligheder. Derudover fungerer historien dog som en glimrende gyser for de mindste med et fuldt ud skrækindjagende monster, der kræver at smølferne ligefrem griber til våben for at bekæmpe den.
Anderledes poetisk er “Astrosmølfen“, oprindeligt et reklamealbum for et kiksefirma, hvilket dog ikke har fået indflydelse på handlingen om smølfen, der så gerne vil rejse ud i rummet. Da raketten kikser(!) må smølferne slå sig sammen og skabe en snydeversion af en fremmed planet, så de kan lade astrosmølfen leve sin drøm ud i et par dage uden at opdage snyderiet.
I begge disse historier – som i resten af samlealbummets materiale – får Peyo god hjælp fra sine assistenter, hvilket Dayez fornemt gør rede for i det fyldige forord, der også viser masser af billeder fra perioden. Faktisk fik Peyo så meget hjælp af Gos, at denne ligefrem krævede at blive krediteret på forsiden af “Smølferne og Kraxelikroxen“. Igen en direkte parallel til Studios Hergé, hvor E.P. Jacobs også krævede sin del af æren for arbejdet. I begge tilfælde med det resultat at samarbejdet ophørte, men Gos nåede dog at komme på forsiden forinden.
Samlet set viser “Smølferne 1967-1969“ den fransk/belgiske tradition for børnetegneserier fra den absolut bedste side. Man kunne godt have ønsket sig, at der var flere lange historier, men omvendt giver de kortere mulighed for at få ideer ud, som ikke ville kunne bære et helt album. Der er ingen deciderede skæverter i perioden, selv om fx den hidtil uudgivne “En forsmølfet påske“ bestemt er en bagatel.
Tegningerne er til gengæld super skarpt håndværk fra ende til anden. Man kan sagtens undervejs se, at tidspresset for at få de populære smølfer klar til Sprirou magasinet har fået medarbejderne til at tage let på baggrundstegningerne til tider. På den måde tåler det ikke sammenligning med Studios Hergé, men der er et liv og en charme over såvel smølfelandsbyen samt dens indbyggere, som det bare ikke har været muligt at genskabe for de forskellige tegnere, der siden har holdt liv i serien efter Peyos død.
Karakter: 4/5
Titel: Smølferne 1967-1969
Forfatter/tegner: Peyo
Forlag: Forlaget Cobolt
Form: 272 sider, hardcover, farver
Pris: 348 kr.
ISBN: 9788770855617
