Vind en 10 dages rejse til Japan med alt betalt af den japanske regering.
Hov, her er en interessant konkurrence, for de af jer derude der skaber tegneserier med inspiration fra japansk manga.
Det japanske udenrigsministerium afholder for 10. år i træk konkurrencen “International Manga Award”, for ikke-japanske mangategnere.
En jury præmierer de bedste internationale mangaværker, og uddeler en guldpris, tre sølvpriser og en række bronze-priser (eller “blonze awards” som der skrives på konkurrence-hjemmesiden, med vanlig japansk flair for engelsk). Guld- og sølvvinderne inviteres til prisceremonien i Tokyo på en 10 dages tur med alt betalt.
De indsendte værker skal være på engelsk eller japansk og kan være både ikke-publicerede og tidligere publicerede. De være skal være på mindst 25 sider, og arrangørerne skal have dem i hænde senest 17. juni. I trykt form og i to eksemplarer.
Blandt sidste års vindere var værker fra blandt andet Israel (guld-vinderen), Ukraine og Elfenbenskysten, samt en række asiatiske lande, så deltagerfeltet var ganske bredt.
Læs mere om konkurrencen og konkurrencebetingelserne her.