Den canadiske tegneserieskaber Darwyn Cooke er død i en alder af blot 53 år. Med sin letgenkendelige streg og helt særlige retrostil var han en unik stemme i den amerikanske mainstream.
I en verden, hvor det ofte kan være lidt svært at skelne den ene superheltetegner fra den anden, er det ekstra sørgeligt at miste en original stemme som Darwyn Cooke. Det føltes på ingen måde som om, han var færdig med sit livs arbejde, så det er et stort hul, han efterlader på tegneseriehimlen.
Darwyn Cooke forsøgte at bryde igennem på tegneseriefronten i 80erne, men endte som så mange andre håbefulde tegnere i stedet som grafiker. Det var først efter at have arbejdet som designer på blandt andet ”Batman The Animated Series”, at han fik hul igennem hos DC Comics med ”Batman: Ego”. Derefter kom der godt gang i karrieren.
Cookes stil var på mange måder ret retro-lækker, men alligevel ikke blot pastiche. Hans figurer og miljøer emmede af nostalgi og forgange tider uden at virke gammeldags eller bedagede. En moderne stil, der eksisterede uden for både det moderne og fortidens tid og rum. Personlig, varm og stemningsfuld. Interessant er det også at bemærke, at hans superheltekostumer oftest lignede rigtigt tøj komplet med krøller og folder i stedet for det bodypaintede look, man er vant til fra mindre disciplinerede tegnere. Cookes tegninger eksisterede i et rum af nostalgi og ren tegneserieenergi, men der var altid en forbindelse til noget stofligt, virkeligt og genkendeligt. Ved at kombinere en fornemmelse for ikonografien i superhelte med en helt særlig jordbundethed, mindede Cooke os som læsere om, at superhelte både er guder og mennesker. I hvert fald, når de er BEDST!
Han var dog ikke blot en glimrende tegner med en let genkendelig stil, men også en ferm forfatter, hvilket man blandt andet kan opleve i hovedværket ”New Frontier”, der ikke alene er en fed fortælling om DC-universets superhelte, men også en velresearchet metafortælling om den amerikanske tegneseries overgang fra golden age til silver age. Der er tale om en visuelt overdådig og ærkeamerikansk krønike.
Som sagt er “New Frontier” et hovedværk, men nævnes skal så sandelig også tegneserieudgaven af Richard Stark/Donald E. Westlakes hårdkogte kriminalromaner “Parker”. Cooke versionerede med stort held fire af romanerne til stemningsfulde graphic novels og tog hermed en fin pause fra superheltene. Cookes stil var perfekt til det hårdkogte Mad Men møder Philip Marlowe-agtige krimiunivers. Hans skyggefulde, enkle farvelægning bestod af blot en enkelt farve, og hans sidelayouts var dynamiske, afslappede, men alligevel stramme.
Enkelte afstikkere til Marvel Comics blev det til. Blandt andet som verdens vildeste fill-in-artist på Peter Davids X-Force, men ellers har han mest slået sine folder hos DC. Sammen med forfatter Ed Brubaker genopfandt han for eksempel superheltenes femme fatale over dem alle, nemlig Catwoman. Her kom hans evne til at tegne sexede, men ikke objektiviserede kvinder med seriøse ben i næsen kom til sin ret. Selina Kyle var nu som taget ud af klassiske noir-film og var endda iklædt et mere praktisk kostume og ikke bare det kostume, der nu engang fremhævede hendes figur mest. Det skal man ikke tage for givet, når man har med superhelte at gøre!
I DCs antologiserie, “SOLO”, bød Cooke ind med et hæfte, hvor han nærmest skabte et lille univers af fiktion. Som undertegnede skrev i anmeldelsen af den samlede udgave af serien, så rammede Cooke sit hæfte ind i en historie om et slags fristed for fiktive figurer. En bar, hvor ikke-virkelige skabninger kan mødes og nyde en kold. Og så blærede han sig ellers noget så gevaldigt ved at skifte stilarter (men stadigvæk bevare sin Darwyn Cooke-hed) i alt fra crime noir-historier til barndomserindringer og – bedst af alt – en historie om en mand, der er forelsket i en støvsuger. Cookes Batman-historie ”Deja Vu” afslutter hæftet, og den er så fin, at den også er trykt andetsteds.
Det er også lykkedes Cooke at kaste sig over et par hellige køer uden at miste ansigt. Man kunne godt fristes til at tænke at en opdatering af Will Eisners klassiske figur “The Spirit” ville være en mindre god ide, men Cooke kastede sig alligevel over det, og hvis det endelig skulle være, så er det svært at komme på en mere passende æstetik til denne serie end Darwyn Cookes. Han var også en del af det store hold af supertegneserieskabere, der mere eller mindre frivilligt deltog i relaunchet af Alan Moore og Dave Gibbons superhelteklassiker over dem alle, “Watchmen”. Cookes bidrag til “Before Watchmen”-serierne regnes for nogle af titler, der trods alt var til at holde ud, og især “Minutemen” skulle faktisk hæve sig over blot at være et grådigt cash-in fra DCs side. Historien foregik i 1940erne og 1960erne, og man kan sådan set godt forstå, at DC tænkte på Cooke til en superheltehistorie, der foregik i disse perioder.
Senest har Cooke leveret tegninger til Gilbert Hernandez’ “The Twilight Children”, hvor magisk realisme møder science fiction. Hernandez og Cooke var et uventet makkerpar, der i hvert fald fik denne skribent op ad stolen, da Vertigo annoncerede serien, og serien skuffede heller ikke. Det føltes nærmest som om, de havde arbejdet sammen i årevis.
At et talent som Darwyn Cooke kun fik cirka 16 år som bidragsyder til tegneseriekunsten føles som en stor uretfærdighed. Da hans familie annoncerede, at han var syg (blot en dag før han faktisk forlod os), var titlen på blogindlægget meget passende: “Fuck cancer”.
Det vil vi her på Nummer9 også gerne skrive under på.
