Hieronymus Bosch døde for 500 år siden. Marcel Ruijters har lavet en biografi om den mystiske maler.
Om renæssancemaleren, de kaldte Hieronymus Bosch, ved vi meget lidt. Ikke engang hans fødselsdato har vi helt styr på. Jeroen Aken blev boende hele sit liv i fødebyen Den Bosch, som han tog navn efter, og han fik aldrig børn. Kun 24 malerier kan med nogenlunde sikkerhed tilskrives hans hånd.
Men hvilke malerier! Bosch’ surrealistiske skildringer af himmel og helvede myldrer af bizarre skikkelser: Fisk med menneskeben, dæmoner med hjortekroppe, skamløse syndere af alle slags.
Mesterens særegne billedunivers har fænget og fascineret lige siden hans død for 500 år siden, og jubilæet fejres eftertrykkeligt i disse dage, blandt andet med en stor udstilling i Den Bosch – og en tegneseriebiografi fra landsmanden Marcel Ruijters’ hånd.
Ruijters er bedst kendt for ordløse skrøner om menneskers og menneskelignende væseners dårskab. Herhjemme har vi fået ”Sine Qua Non”, som fulgte en hoben nonners forgæves kamp mod en middelalderlig verdens fordærv. I ”Hieronymus” trækker Ruijters veloplagt på en fascination af datidens fabelvæsener og overtro, som han helt tydeligt har til fælles med Bosch.
Bogen markerer første gang, serieskaberen har kastet sig ud i en længere, dialogbåret fortælling, og han slipper fra udfordringen med visse begyndervanskeligheder.
”Hieronymus” er enkel i sin opbygning. Fortællingen om Bosch skrider kronologisk frem fra omkring 1982, hvor maleren var midt i tyverne og arbejdede under sin bror Goessen, til han døde som en feteret mester i 1516. Undervejs skildrer Ruijters skelsættende begivenheder fra malerens liv, som vi nu kender dem – en brand i Bosch (skildret i flashback), splid blandt brødrene, en mislykket verdenserobring og mere til.
Ulykker og sorg er der nok af, præcis som i så mange andre liv levet på den tid.
I fraværet af en dramaturgisk stærk livshistorie forsøger Ruijters at spore, hvor Bosch’ unikke motivverden kom fra. Hvor fandt han sine syndere og fabelmonstre? Og, nok så interessant, serieskaberen giver et bud på, hvordan maleren forholdte sig til det fordærv, han skildrede så mindeværdigt. Nød han at svælge i det, eller var han en samtidskritiker, der pegede fingre med sin pensel? Mest det sidste, fornemmer vi.
Mesteren skildres som lidt af en besserwisser, der filosoferer højlydt og med strakt pegefinger over sine medmenneskers moralske utilstrækkelighed i ordsprogsagtige observationer som ”mennesket ser […] ret frem og tror, at ingen ser det fra siden.”
Når monolog bliver til dialog, er pantomimespecialisten Ruijters udfordret. Det er ofte svært at gennemskue, hvorfor én replik følger en anden. Som i scenen, hvor Bosch er på markedet med sin kone for at købe fisk som modeller til sine mareridtsmonstre:
– De fæleste havuhyrer smager ofte bedst. Det ved man i de bedre familier, hævder hustruen.
– Der findes to slags uhyrer, Aleid. Jeg foretrækker den malede slags … For her på markedet har jeg aldrig set de flyvende fisk, der dukker op af havets bund og for en stund ledsager skibene på rejsen, konstaterer Hieronymus.
– Men de findes, eller påstår De noget andet? spørger en munk i nærheden.
– Det ved maleren naturligvis. Jeg kender ham som en lærd mand, indskyder en forbipasserende.
– Min mand er blot så ubeslutsom, at han overlader det til mig at vælge aftensmaden, forklarer hustruen.
Hvad er det, Hieronymus prøver at sige her? At han foretrækker maleriets fantasiverden frem for virkeligheden? Hvis ja, hvad skal vi i så fald bruge munkens protester til? Og den forbipasserendes kommentar om maleren, der i tegneserien for længst er etableret som en kloge-Åge? Og hvordan er Aleids forklaring en forklaring på noget som helst?
Det står noget uklart, og sådan går der en hel del sider af ”Hieronymus” med dialog, som er tung at læse og ikke gør os markant klogere på figurerne eller deres samtid.
Bogen står stærkest som en skildring af Bosch’ samtid. Ruijters zapper rundt i de sociale lag, fra dårehuset til rådhuset. Nogle gange fungerer mestermaleren som guide – under mere eller mindre anstrengte påskud – andre gange forlader vi helt vores hovedperson for at se et oprør blive slået brutalt ned af soldater, for eksempel, eller overvære en debat i magtens øverste cirkler om alle de fattige og invalide, der ligger og roder i byens gader.
Rundvisningen er fascinerende, men har også så mange stop, at den biografiske fortælling taber pusten på vejen.
Visuelt har Ruijters fundet en ekstremt karikeret stil, hvis groteske, Basil Wolverton-agtige karakterdesigns – Bosch’ næse er større end hans hage – matcher malerens billedunivers uden at efterabe det. Serieskaberen er til tider udfordret på perspektiv, anatomi og gestik, og i massescenerne løber alle de fede konturstreger lidt ud i ét. Alt sammen til at leve med, når nu hans tegninger oser af personlighed og farverne er smukt afstemte.
Underligt er det, at Ruijters ikke har valgt at gengive Bosch’ malerier nogen steder i bogen, evt. i sin egen stil. ”Hieronymus” vrimler med visuelle citater, men en reel introduktion til malerens værker – à la den, Steffen Kverneland brillerer med i ”Munch” – dét får vi ikke. Som forudsætningsløs læser må det være svært at følge de tråde, serieskaberen trækker fra malerens indtryk til hans udtryk.
Sådan er det med ”Hieronymus”. Den vil mere, end den kan. Som en skildring af mesterens liv savner den konflikt og karakterudvikling. Som en undersøgelse af hans billedverden er den upædagogisk.
Men som en original, billedstærk fejring af kunstnerens tid og værk kan den absolut noget.
Karakter: 4/6
Værkets titel: Hieronymus
Forfatter/tegner: Marcel Ruijters
Forlag: Forlæns
Form: 159 sider i farver og stift bind
Vejl. Pris: 249,-
ISBN: 9788791611568
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark
Oprindeligt udgivelsesår: 2015
Oprindeligt udgivelsesland: Holland
