Forfatterikonet skal give det engang så stilskabende tegneseriemagasin nyt liv fra februar 2016.
Grant Morrison er bedst kendt som forfatteren bag en lang række komplekse amerikanske serier, fra Invisibles og The Filth til Doom Patrol og Animal Man. Nu skal den flamboyante tegneseriepersonlighed prøve kræfter med en helt ny rolle: Chefredaktør på Heavy Metal.
Antologimagasinet blev lanceret i 1977 som en aflægger af det franske Metal Hurlant og præsenterede i de følgende år amerikanske læsere for øjenåbnende europæiske nyklassikere, som adræt kombinerede tankevækkende og komplekse genrefortællinger med sex og vold til husarerne. Siden er balancen tippet afgørende til fordel for blod, bryster og baller, og Heavy Metal er blevet en lidt støvet og lummer størrelse.
Bag hyringen af Morrison som chefredaktør og reddende engel står Jeff Krelitz, tv- og filmproduceren, som sidste år købte magasinet af den daværende ejer Kevin Eastman (Teenage Mutant Ninja Turtles).
– Den første DC-tegneserie, jeg nogensinde læste, var [Grant Morrisons Batman-fortælling] Arkham Asylum, og jeg tænkte bare “holy shit, der er gået Heavy Metal i Batman!” forklarer Krelitz til Entertainment Weekly.
Morrison nævner også inspirationen fra de europæiske genreserier og vil efter udsagn dedikere de næste “1-2 år” til at genrejse magasinet, både som chefredaktør og bidragyder:
– Vi vil prøve at finde tilbage til bladets punkede energi fra 70’erne, men opdatere og forny den, fortæller forfatteren, også til Entertainment Weekly.
– En af mine foretrukne beskæftigelser er at genoplive gamle universer og dykke helt ned i deres æstetik, finde ind til kernen af, hvad der får dem til at virke, og så rode med motoren og lege med det. Så for mig er det først og fremmest en æstetisk ting. Jeg er vild med tanken om at fordybe mig i Heavy Metals æstetik. Jeg kommer til at gå med noget andet tøj, skrive på en anden måde; det bliver som en skuespillerpræstation for mig.
Første Heavy Metal-blad med Morrison som redaktør udkommer februar 2016, og coveret er allerede klar – det er det, der pryder denne artikel.