Copenhagen Comics løber af stablen 25.-26. februar, og en del af årets væsentligste danske udgivelser er henlagt til tegneseriefestivalen.
Æther publishing spiller ud med to af slagsen: Ana ved verdens ende af Michael Lindal og Peder Riis om androiden Ana og hendes forsøg på at forstå mennesker og Fuck Facebook af Jakob Albrethsen om det, der ligger i titlen.
Ondskabens Flydende Vatikan skulle også gerne nå at blive klar med stumantologien The Silent Album med deltagelse af bl.a. også Peder Riis.
Helt nystiftede Comic Factory har sine to første udgivelser klar til CopCom: den første trykte og dansksprogede albumudgave af Tatiana Goldbergs internetserie Kijara samt Fætter Klams (u)lækre monsterkogebog, skrevet af Thomas Schrøder og illustreret af Jan Kjær.
Cobolt barsler med et enkelt, men til gengæld murstenstung dansk udgivelse til CopCom: Johan F. Krarups Styrelsen om en ærkekrarupsk funktionær i udlændingestyrelsens dagligdags fortrædeligheder og fortabelse.
desAHJn byder ind med pingprisvinder Thomas Nøhrs personlige beretning om sin vej gennem behandlingssystemet i Når jeg tegner …
Fahrenheit har ladet festivalløbet med Søren Mosdals fremtidsdystopi Metrozone, opsamlingen Pulp magma af meget af tegneserieKunstneren Zven Balslevs mest tegneseriede arbejde igennem et årti og Danske Bladtegneres portrætsamling Tegnere tegner tegnere.
Senere på foråret følger samme forlag op med det andet og afsluttende bind i Palle Schmidts og Chris Miskiewicz’ fortælling om Manhattens skytsengel Thomas Alsop. Og senere endnu, måske først hen på sommeren, udkommer både de sidste to bind i det dansk-belgiske samarbejde mellem Peter Snejbjerg og Jerry Frissen om dommedagseposset World War X og makker- og ægteparret Terkel Risbjerg og Anne-Caroline Pandolfos Karen Blixen-biografi Løvinden.
Politiens forlag har også Palle Schmidt på forårsplakaten; for dem har han omsat krimiforfatterne, der går under navnet A.J. Kazinskis, debutroman Den sidste gode mand fra 2010 til streger, ruder og talebobler: Den rammer de forhåbentlig lune gader den 30. marts.
Den 23. marts udkommer desuden endnu en ombæring af Rasmus Julius’ Økuller, nu udgivet af Zoom.
Januar
Martin af Tom Kristensen (Eksistensen)
Uledsaget af Halfdan Pisket, Karoline Stjernfelt, Lars Horneman, Tom Kristensen og Adam O. (Svendborg Graphic)
Februar
Metrozone af Søren Mosdal (Fahrenheit)
Pulp magma af Zven Balslev (Fahrenheit)
Tegnere tegner tegnere af Danske Bladtegnere (Fahrenheit)
Styrelsen af Johan F. Krarup (COBOLT)
Ana ved verdens ende af Michael Lindal og Peder Riis (Æther publishing)
Fuck Facebook af Jakob Albrethsen (Æther publishing)
The Silent Album med deltagelse af Peder Riis m.fl. (Ondskabens Flydende Vatikan)
Kijara af Tatiana Goldberg (Comic Factory)
Fætter Klams (u)lækre monsterkogebog af Thomas Schrøder og Jan Kjær (Comic Factory)
Marts
Thomas Alsop af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt (Fahrenheit)
Den sidste gode mand af Palle Schmidt (Politikens forlag)
Økuller af Rasmus Julius (Zoom)
Senere
World War X af Jerry Frissen og Peter Snejbjerg (Fahrenheit)
Løvinden af Anne-Caroline Pandolfo og Terkel Risbjerg (Fahrenheit)
Tankespil – En Sherlock Holmes-antologi af diverse danske tegneserieskabere (Fabel)
Nummer 9’s forårsforskræp reflekterer de oplysninger forlagene har udleveret. Udeladelser kan forekomme, hvis Nummer 9’s henvendelser ikke besvares.