Femi-nichen behandler denne gang et kerne-feministisk emne: vold mod (især) kvinder og hvordan det strukturerer ikke blot tegneserier, men vores samfund.
Kender I det, når man læser to helt forskellige ting, som man ikke troede havde noget med hinanden at gøre – og de så pludselig viser sig at handle om det samme? Sådan havde jeg det for nylig, da jeg læste først den akademiske tegneserie-antologi Portraits of Violence og derefter Neil Gaiman og Dave McKeans ikoniske Black Orchid. Egentlig gik jeg til dem, som jeg tit går til min læsning, dvs. som en kombination af ”noget klogt” og ”noget sjovt”. Ikke dermed sagt, at man ikke bliver klog af at læse fiktion, eller at man ikke kan være underholdt af teori, men altså – I ved, hvad jeg mener. Jeg troede, at jeg bare skulle have noget at veksle imellem. I stedet havnede jeg i en alt-andet-end-afslappende (men stadig ret fed) situation, hvor jeg krydslæste til langt ud på natten og griflede noter på post-its, der snart fyldte hele min seng.
Både Black Orchid og Portraits of Violence handler nemlig om vold (for den sidstes vedkommende ligger det endda i titlen). Ikke så meget om fysisk vold, men i højere grad om vold som noget, der gennemsyrer vores samfund. Den vold, der ligger til grund for undertrykkelse af kvinder, af ikke-hvide mennesker, af seksuelle minoriteter. Den vold, der nogle gange manifesterer sig i et konkret slagsmål, et konkret overgreb eller et konkret mord, men som oftest bare ligger og sitrer.
Superhelten skal dø
Det lyder – ja, voldsomt. Og det er det egentlig også. Black Orchid er en dyster historie om menneskers vold mod naturen og mod kvinder. Den er også en del af den bølge af tegneserier fra slut-80erne (tænk Watchmen, Arkham Asylum, Swamp Thing, The Dark Knight Returns og den slags lækre sager), der piller superheltegenren fra hinanden for at udstille dens voldsforherligelse.
Kort fortalt handler den om plante-menneske-hybrid-superhelten Black Orchid, der kæmper mod korruption, kriminalitet og miljøødelæggelse, men bliver dræbt (af flere omgange) af mænd. Gaimans tekst kombinerer det mytologiske med det smudsige og giver McKean rig mulighed for at udnytte den kombination af fotorealisme og overnaturlige akvareller, han med rette er blevet kendt og hyldet for. Black Orchid kombinerer den kvindelige superhelt, miljøaktivisten, moderen, søsteren, voldsofferet og akademikeren i sin hovedperson, der lider tab efter tab og overgreb efter overgreb ved hånden af de mænd, der styrer hendes verden. Alligevel er hun vor helt. Alligevel er det hendes sartviolette stemme, der er et lyspunkt midt i al volden.
Black Orchid ender ikke ligefrem lykkeligt (så meget kan man vist godt sige uden at spoile). Vores helt bliver ved med at genfødes og møde mændenes vold, der bliver hendes endeligt, men ulig andre (mandlige) superhelte dør hun faktisk. Hendes bevidsthed lever dog videre i andre plante-hybrid-kloner, der overtager kampen mod de mænd, der vil destruere Black Orchid og den ikke-voldelige verden, hun symboliserer.
Voldelige strukturer
Portraits of Violence består af 10 portrætter af kulturteoretikere, der beskæftiger sig med vold. Samlingen er en blandet landhandel, da der er to forfattere og seks tegnere fordelt over kapitlerne, og det er ikke alle, der formår lige godt at finde balancen mellem at skulle formidle komplekst stof på 10 sider og lave en interessant tegneserie. Indholdet er dog en fin indføring i, hvordan tænkere som Michel Foucault, Judith Butler og Susan Sontag har undersøgt voldsstrukturer i vores samfund. Vold forstås ikke som fysisk vold, men som et begreb, der har mange facetter, og findes i alle dele af vores liv, mere eller mindre synligt.
Volden kommer af vores manglende evne til at genkende hinanden som ligeværdige mennesker. Det viser både teoretikerne og kunstnerne.
Fælles for antologiens kapitler er, at de er styret af en stemme, som strukturerer argumentet og læsningen. På den måde minder de om Black Orchid, der er styret af fortællerstemmer, oftest Black Orchids egen. I begge værker vidner disse stemmer om den vold, de har set og oplevet, om de undertrykkende strukturer, der udmønter sig i sexisme, racisme, partnervold, slaveri, krig. Volden kommer af vores manglende evne til at genkende hinanden som ligeværdige mennesker. Det viser både teoretikerne og kunstnerne.
Øje for øje?
I forordet til min udgave af Black Orchid skriver Mikal Gilmore, at værket er så effektivt, fordi det finder ind til kernen af, hvad tegneserier – især dem med superhelte – kan: at fremstille vold. Gennem superheltetegneserier dvæler vi ved volden, ser den udpenslet og æstetiseret. Black Orchid er en form for oprør mod den tradition, fordi den gør volden til noget med reelle konsekvenser. Hos teoretikerne i Portraits of Violence diskuteres det, hvorvidt konsekvenserne ved vold bør være mere vold. Svarene er mange og forskelligartede, men jeg er særligt vild med Judith Butlers: At besvare vold med vold er at normalisere vold og gør det til en legitim handling. Det fravælger Butler og det er det samme fravalg, vi finder i Gaiman og McKeans værk.
At besvare vold med vold er at normalisere vold og gør det til en legitim handling.
Black Orchid og Portraits of Violence er ekstremt forskellige, men deres budskaber falder sammen til noget kerne-feministisk: at vold rammer især dem, der i forvejen er udsatte i samfundet, og at den vold ikke er nødvendig, men tværtimod kan standses ved at lytte til de stemmer, der vidner om volden og taler imod den. Så prøv at holde øje med, hvad det er for en slags vold, I møder, næste gang I læser en voldelig tegneserie. Hvem ved? Måske jeg ikke er den eneste, der kunne lære noget nyt, når jeg bare leder efter underholdning.
