En kæmpebutik på strøget, et nyt tegneseriegalleri, og en boghandel med queer-comics på hylderne. Nye butikker i Danmarks største byer sælger tegneserier og det der ligner.
Bogdetailbranchen har været under pres i en årrække. Da man i 2008 afskaffede de faste bogpriser, kom de små boghandlere i skarp konkurrence med supermarkederne og siden er online boghandlere som Saxo og Amazon kun blevet større. Smid så en global pandemi og en nedlukning oveni og så skulle man tro det var godnat.
Men Faraos Cigarer har netop åbnet en ny stor butik på Strøget, og for ikke længe siden butikker i Odense og Aarhus, ComicGarden har et nyt galleri på vej i København og Nordens første LGBT+ boghandel åbner snart i Aalborg, med bl.a. tegneserier og graphic novels. Vi har talt med initiativtagerne.
Faraoerne udvider igen
“Ja, der er mange superliberalister og andre blå smølfer, der siden årtusindeskiftet løbende har afgivet dommedagsprofetier i forhold til detailhandelen,” siger Sivert Ibbo fra Faraos Cigarer. En virksomhed, der gang på gang udvidet med nye lokaler i København, Århus, Odense og Lyngby.
“Faraos Cigarer købte for lidt over 3 år siden aktiemajoriteten i Dragons Lair, der havde to butikker, en i Aarhus og en i Odense,” siger Ibbo. “Dragons Lairs og Faraos Cigarers fællesmængde rent varesortimentsmæssigt var dengang brætspil, figurspil, kortspil, rollespil samt liverollespil. Dermed var det oplagt at fordoble sortiment, ved at tilføre hele Faraos Cigarer Københavns tegneserieudvalg og tegneseriemerchandise. Dog måtte vi flytte til nye lokaler i centrum af Odense samt udvide med et lokale mere i Aarhus for at få plads til det hele. For 6 uger siden blev et lukrativt butikslokale på Lyngby hovedgade ledigt og vi kunne ikke sige nej idet vi i de seneste 7-8 år har haft brug for mere plads i Lyngby, men vi har svært ved at finde et egnet butikslokale.”
Og her i sommer er Faraos Cigarer så rykket ind i en tre-etagers butik på Københavns shoppegade nr. 1: Strøget, nærmere betegnet Vimmelskaftet 47-49.
Det er vist for tidligt at analysere på resultaterne, men som Sivert Ibbo siger: “Helt overordnet er Faraos Cigarer jo en både-og virksomhed, altså består vi både af en online butik og vores fysiske butikker. Det tror vi på er det stærkeste koncept i forhold til den knowhow/erfaringsgrundlag medarbejdere og ejerkreds besidder.”
Kunst og kaffe
ComicGarden er et tegneseriegalleri, der siden 2008 har eksisteret som webshop. Men i januar 2022 åbner de cafe og galleri i lokaler på Sankt Peders Stræde 20 – Lige ved siden af Fantask, der jo for ganske nyligt har holdt deres 50-års jubilæum som tegneseriebutik.
Frans Boch Waldorff fra ComicGarden siger: “Da vi så lokalerne i Sankt Peders Stræde var vi solgt på stedet og købte den gamle frisørsalon og det brune værtshus nedenunder – i alt 138 kvadratmeter. Vi er i gang med en kæmpe renovering, som vi håber at være færdige med i december, så vi kan åbne i januar.”
Udover galleri vil butikken også være et samlingssted for tegnere og der er planer om forskellige workshops og udstillinger omkring tegning og tegneserier. Der vil blive etableret café i det gamle værtshus, hvor man kan få kaffe, øl og vin og lidt tapas. Her vil der være masser af original kunst at kigge på.
“Vi har f.eks. original Spirit side af Will Eisner, Prins Valiant fra Cullen/Foster perioden, Jack Kirby, Corben og Mignola,” siger Frans Boch Waldorff. “Men der vil også være en masse danske tegnere -både gamle så som Storm P, Ungermann, Wilhelm Hansen og Claus Deleuran. Af nyere vil man kunne se Peter Madsen, Tatiana Goldberg, Sussi Beck, Mårdøn Smet og mange flere. I cafeen vil der være mulighed for at lave oplæg omkring og med tegnere.”
Queer-litteratur i Aalborg
I Aalborg kan man snart få tegneserier med queer tema, når nordens første LGBT+ boghandel åbner i 1/12 Maren Turis Gade 12.
Bag Buens Bogcafé står Emma Mai Petersen og Kristine Sofie Høje, der syntes der manglede et kurateret sted at købe regnbuerelateret litteratur – herunder også tegneserier og graphic novels.
“Vi tror på at man selv må gøre noget,” siger parret, der har været venner i årtier. Det er ingen hemmelighed, at det er både dyrt og krævende at holde en butik kørende, hvorfor Buens Bogcafé da også er startet som online butik. “Vi vil hellere fejle, end ikke at have gjort forsøget”. Hvis tidsplanen holder, kan man altså købe julegaver i den fysiske boghandel i Maren Turis Gade 12 allerede i år.
I et interview med BT fortæller de to lidt om baggrunden for projektet. “Inspirationen opstod, da jeg selv stod ude på bibliotekerne og ledte efter litteratur til LGBT+-familier og til udstillinger, og det var virkelig svært at finde,” siger Kristine Sofie Høje. “Da det gik op for os, at der ikke findes et eneste LGBT+-tilbud i regionen, så vi bliver de første boghandlere med LGBT+-fokus i både regionen og i Norden, så vi håber, det kan være med til at gøre en forskel med gode og nøje udvalgt litteratur om LGBT+, som man kan tage med hjem og beholde.”
Spurgt til hvordan ser fremtiden, i forhold til at kunne overleve i et benhårdt marked siger de to fra Buens Bogcafé: “Vi tror på at vores koncept kommer til at kunne overleve fordi vi ikke “kun” er en butik. Vi er også et samlingssted for en gruppe der ikke har andre fysiske steder at gå hen. Vi har et kurateret udvalg, lavet af kompetent personale i en “genre” der ikke er andre der har fokus på. Sidst men ikke mindst fokuserer vi benhårdt på at skabe en sammenhængskraft med arrangementer af alle slags til en målgruppe der hedder 0-99 år.”
Vi her på Nummer 9 ønsker de tre nye butikker held og lykke! Og vi vil samtidig opfordre til, at I kontakter redaktionen hvis I kender til andre steder eller events, der har med tegneserier at gøre. Skriv til kontakt@nummer9.dk.