Anmeldelse
Stinestregens Forklædt som voksen tilbyder et humoristisk take på de typiske problemer i den periode, hvor man som ung kvinde lige er flyttet hjemmefra.
Med en ung kvindelig hovedperson og mænd i ret perifere roller henvender tegneserien sig overvejende til yngre kvinder, der trænger til noget at spejle sig i og grine af. Lad derfor to ting være sagt med det samme. For det første indrømmer jeg gerne, at jeg ikke hører til kernemålgruppen, langtfra endda, så der vil utvivlsomt være nogle situationer, der bare er sjove(re), hvis man rent faktisk gør. For det andet er den skuffende lidt morsom, og uanset hvordan jeg vender og drejer den, så rammer den bare ikke samme niveau som hendes Corona dagbog gjorde.
Hver enkelt side i Forklædt som voksen udgør stort set sin egen lille humoristiske gag med et enkelt eller op til fire mindre sammenhængende billeder. Samlet er der også en vis udvikling og kronologi. Man følger en navnløs kvinde fra hun flytter hjemmefra. Derefter er der nedslag i hendes liv med studier, fritidsarbejde, kæreste, brud med selvsamme kæreste, fester med veninderne og hvad der ellers fylder hendes liv ud.
Problemerne i hendes liv er basis for langt hovedparten af tegneserien, mens det kun i ganske korte glimt lykkes hende at hvile i sig selv og nuet. Skuffelsen over at livsindholdet ikke er som forventet, fylder en del. Der følger nemlig pligter med. Hun orker ikke at vaske tøj. Hun orker ikke at rydde op. Til gengæld orker hun pludselig at kunne spise is og hoppe i sengen. Samtidig, naturligvis.
Drøm og virkelighed støder med andre ord sammen, hvilket skal være basis for en række sjove situationer, det lykkes bare ikke for alvor. Der er virkelig langt imellem et grin eller bare en trækken på smilebåndet undervejs. Her dog et eksempel på en af de vellykkede, hvor det filosofiske punkteres med en overraskende punchline:
Under læsningen mindede den mig på sin vis om salig Will Eisners krampagtige forsøg ud i en humoristisk håndhjælpsbog Forældre, altså! På den konto har Stinestregen/Stine Spedsbjerg dog et forspring, da hun er rundet af humoren og de pointebaserede tegninger. Det har tidligere givet pote, både på sociale medier og for nylig da hun vandt Politikens konkurrence om en ny daglig tegneserie med sin stribe Vox Populi.
Alligevel forfalder Stinestregen for ofte til lette løsninger eller halvsløje efterligninger fx af Kim Casalis ”Lykken er…” tegninger, der var overalt i ugeblade i min barndom. Som da kvinden og hendes kæreste står med hver sine høretelefoner på og ledningen danner et hjerte imellem dem. Nedenunder står teksten : ”Lykken er … at lave playlister til hinanden”. Det er jo hverken stor livsvisdom eller hylende morsomt, så man skal også være forberedt på en del af disse klicheprægede indslag.
Det hele er dog heller ikke ment til det store grin. Stinestregen giver i sine stilsikre, enkle tegninger også plads til mørkere tanker og sorg. På en af siderne sidder kvinden med et billede af sin bedstemor i hånden og siger: ”Hvordan kan livet være så langt og så kort på samme tid?”. Så spændet er vidt, og det går fra det banale til det tankevækkende, fra det forceret sjove og til det ganske morsomme.
Desværre efter min smag med en slagside til det mindre vellykkede. Moralen er måske heller ikke altid lige fin i kanten. På et tidspunkt ser kvinden alkohol som løsningen på at få kontakt med en mand, hun gerne vil have sex med – det er måske ikke så politisk korrekt, at det gør noget. Omvendt giver det noget af den kant og de overraskende pointer, der generelt er for få af.
Forlaget kalder den en ”stribebog”. Man kunne også kalde den en håndbog til teenageren, der er på vej til at flytte hjemmefra, en oplagt eksamensgave, eller hvad anledningen nu kan være. En bog man trygt kan give videre til næste generation, selv om den som helhed er for lidt nyskabende og for lidt sjov.
Del på
