Målbart
Målbart er en hårdt optrukken satire over en selvoptaget forældregenerations svigt af deres børn i jagten på det perfekte liv.
Nogle gange kan et vigtigt budskab blive leveret på en måde, så noget af ens sympati damper af. Det er desværre tilfældet i Målbart, hvor pointerne skæres så meget ud i pap, at kun Jørgen Clevin ville have været stolt over det. De er ellers gode nok, pointerne. Forældre kan være så optagede af karriere og sundhed i form af kost og motion, at de presser en livsstil ned over deres børn, der ikke levner plads til andet end målbare værdier. Hvor gode karakterer får de i skolen? Hvor meget har de motioneret? Hvad skal der spises til aftensmad?
Netop dette udsættes 11-årige Georg for, da hans mor flytter sammen med sin nye mand, Sten og dennes søn Aksel. Aksel er nemlig 11 år, 2 måneder og 3 dage, vejer 31 kilo, løber 5 kilometer på 23 minutter, spiser 2000 kalorier om dagen, har en IQ på 112 og går mellem 10.000 og 20.000 skridt, selv i weekenden. Dermed er intet overladt til tilfældet, for Aksels far, Sten, er perfektionist udi en sund livsstil. I hvert fald en overfladisk og målbart sund livsstil.
Kan man alene ved at se på billederne lure, hvem der er de “onde” i historien?
Klicheerne og kontrasterne leveres bombastisk. Georgs rigtige far er nemlig utroligt afslappet. Far og søn elsker at tage på fisketur sammen og binder selv deres kreative fluer til samme formål. Sten derimod træner til maratonløb, måler alles blodtryk, løbetræner med sin egen søn efter aftensmaden og fører en fælles familiekalender på toilettet, hvor alle kan notere, hvornår de har lavet stort og småt. Det gælder om at holde gang i kroppen, hovedet og undgå forstoppelse 24/7. Det er den sundhedsfanatiske optimeringsstrateg overfor hyggefaren, den sidste naturligvis udstyret med fuldskæg og lidt ekstra på sidebenene.
De to fædre er altså så diametralt modsatte, de kan blive. Det samme er drengene Georg og Aksel. Og moren? Hun køber fuldkommen ind på alt Sten foreslår og tromler i blind forelskelse hen over sin egen søn i enhver henseende. Til Georgs fødselsdag giver hun ham derfor et par løbesko og laver en lagkage med hele gulerødder stukket ned i – det hele er så karikeret, som det overhovedet kan blive.
Tegner Rasmus Meisler supplerer på alle måder de fastlåste persontegninger med sin realistiske og let karikerede tegnestil. Sten er hele vejen igennem bistert alvorlig og har kun antydningen af et smil i ansigtsfolderne en enkelt gang, nemlig ved tanken om, hvor hårdt hans maratonløb bliver. Georgs ansigt er ofte højrødt og sammentrukket i boblende, frustrerende vrede, når den nye livsstil igen og igen er ved at tage pippet fra ham. Målbart lanceres som en graphic novel, men reelt er der ikke mere end en god håndfuld sider, der decideret kan karakteriseres som en tegneserie. Resten er mere som en rigt illustreret billedbog, suppleret med en taleboble her og der. Målgruppen er børn i samme alder som Georg og Aksel på hhv. 10 og 11 år, hvor de uddannelsesmæssigt allerede er i fuld gang med at blive målt.
Forfatter Sabine Lemire har, sammen med Rasmus Bregnhøj, successerien Mira liggende tungt i bagagen, hvor Målbart ikke kommer til at udløse et gebyr for overvægt. Kritikken af en forældregeneration, der er alt for optaget af sport, superfood og sig selv er sympatisk. Leveringen af budskabet er dog så hårdtslående og unuanceret, at man slår sig på det i stedet for at omfavne det.
