Mira 4: #rejse #paris #savn
Powerduoen Sabine Lemire/Rasmus Breignhøi er fin form i fjerde bind om tween-pigen Mira. I #rejse #paris #savn lærer Mira om savn og tab, da hun mister sin elskede mormor.
Hjemme hos os, mor Malene på 43 år og datter Nora på 9-et-halvt, er Rasmus Bregnhøis tegninger i høj kurs: de suger vores blikke til sig som magneter. Blandt Breignhøi-favoritterne er hans og forfatter Sabine Lemires serie om tweenpigen Mira, og Nora havde allerede læst fjerde bind #rejse #paris #savn fire gange, inden anmelderen her fik det gjort.
Mira-serien har altid handlet om at finde ud af hvem man er, som ungt menneske – allerede i første bog ønskede Mira sig brændende at lære sin ukendte far at kende. Men her i bind fire bliver handlingen lige et nøk mere eksistentiel, idet døden som begreb introduceres i form af mormoderens død.
Hvordan føles det at miste nogen rigtigt tæt på og hvad er savn for en størrelse? Også dette bind af Mira-serien er en mini-bildungsroman med temaet hjem-ud-hjem, denne gang både fysisk, København-Paris-København, men også som en modningsrejse indeni for Mira, der gradvist og nænsomt kommer til at forstå lidt mere af verden.
Solidaritet og varme
Der er som altid i Mira-serien en varme og solidaritet i beskrivelsen og forståelsen af, hvordan det er at være et yngre menneske i sin vorden. Christianshavns kanaler danner rammen om historien, som bydelen har gjort det siden Mira og mor i bind to flyttede sammen med morens habile håndværkerkæreste Joakim, med den lækre husbåd. Fokus er dog på forholdet mellem Mira, mor og mormor, med afstikkere til faderens nye familie, skolen og vennerne.
Mira var i bog 1 en tween og som hun bliver ældre og ældre i de næste bøger, som for øvrigt udgives med stor hast, bliver hun naturligvis mere og mere teen. Nu ser vi, hvordan hun for alvor bliver træt af sin mor. Og indrømmet, hun virker noget emsig og ude af trit med Miras stigende lyst til selvstændighed. Der er en rørende scene, hvor det lykkes Joakim at være omsorgsfuld på en ikke-anmassende måde. Noget, som er væsentligt sværere for moderen, der er forvirret over at Mira nogle gange forventer at hun smører hendes madpakke, men at hun samtidig ikke må have en holdning til hendes valg af valgfag. Er Mira et barn eller en voksen? Tja, tjoh, vel netop noget midt imellem.
Handlingsmæssigt kommer historien også ind på både pigefnadder og de sociale medier, som Mira benytter sig flittigt af. Der er nogle fine beskrivelser af pigegrupperinger og de dynamikker, som kan opstå. Her spiller Instagram en stor rolle!
Afvekslende og appetitlig
Mira-serien er en rigtig graphic novel, en længere historie, og et forholdvis avanceret narrativ. Men den selvlæsende tween kan stadig fint følge med, mere eller mindre bevidst forholde sig til vores ven Aristoteles’ berettermodel, om tweenen er sig det bevidst eller ej, og kan krydsreferere frem og tilbage og værdsætte, at vi fx møder mormors kat jævnt drysset ud over bogens struktur, som jo indeholder et følelsesmæssigt voldsomt point of no return, da Miras elskede mormor pludseligt dør. Katten ender med at blive Miras, selvom det ikke var meningen.
Der er den kendte Bregnhøiske finurlige detaljerigdom i afbildningen af arkitekturen i såvel København, som boulevardernes Paris. Faktisk klæder Bregnhøis streg i høj grad den franske metropol, selvom man kunne tænke, at de ville være et umage par. Langtfra! Tværtimod går de rigtigt godt i spænd og man genkender byen gennem hans personlige take på den.
Det er også dejligt og afvekslende for både narrativ og visuelt, at bogen veksler mellem små klassiske tegneserie-bokse med dialoger hvor der handlingsmæssigt sker meget, til mere visuelt afslappende sekvenser, hvor øjet simpelthen får lov til at dvæle ved et større helbillede, af f.eks. Christianshavn med Vor Frelsers Kirkes tårn eller Seinen set fra Île Saint Louis med La Défense i baggrunden, hvor man selv kan bestemme, hvor meget detalje, man vil gå ned i.
I det hele taget er #rejse #paris #savn en appetitlig bog at bladre igennem med sine tykke sider, for børn som for voksne. La piece de resistance er helt sikkert krea-siden sidst i bogen, noget der altid er i værker af Lemire-Bregnhøi-powerduoen, som simpelthen er guld værd for børn. Det fornægter sig ikke, at Lemire har en formgiver-baggrund. Kreasiden er formidlet så godt visuelt, at det kribler og krabler i de små fingre efter selv at komme i gang med at knytte det dér labre venindearmbånd.
Persongalleriets præsentation danner i starten rammen om bogen, som afsluttes med et tværsnit af husbåden og krea-siden. At personerne præsenteres er også smart, idet man sagtens kan stå på her, som læser, eller hvis man bare vil have genopfrisket hvad personerne lige hedder og hvem de er i relation til Mira.
Herfra skal helt sikkert lyde en stor anbefaling fra både den store og den lille anmelder og vi håber, der snart kommer flere bind i serien!
