Senest annoncerede gæst er en belgisk tegner med fornemmelse for sværd og sandaler.
På dansk er Philippe Delaby bedst kendt for Forlaget Faraos Murena-serie. Her lægger belgieren dreven streg og detaljerede baggrunde til en stort opsat og højdramatisk fortælling om den notoriske kejser Neros vej til magten i Rom.
Men Delaby har mere i pennen end sværd og sandaler. Til foråret er det ham, der står for tegningerne i den genstartede fantasy-serie om Den forsvundne hedes sang. Seriens “anden cyklus” er forhåbentlig og sandsynligvis klar til signering, når Delaby giver prøver på tegnetalentet som Forlaget Faraos-sponsoreret gæst på årets Copenhagen Comics-festival 1. og 2. juni.