Nummer 9s Sveriges-korrespondent anmelder én af de mest hypede tegneserier i broderlandet: En 600 sider lang “coming of age”-fortælling om fascisten Erik.
“Smålands mörker” af Henrik Bromander var en af de mest roste og omdiskuterede udgivelser i Sverige i 2012, og fuldt forståeligt: Tegneserien kræver opmærksomhed med sine plus 600 siders fortælling om følsom fascisme og fremmedgørelse. “Smålands mörker” tager sig selv så tilpas seriøst, at man som læser ikke kan undgå at føle en næsten ydmyg ærbødighed overfor projektet. Man fornemmer umagen.
Bromanders fortælling drejer sig om drengen Erik og hans liv som utilpasset enspænder i det svenske Småland. Eriks liv skildres i scener fra de tidligste barndomsminder og frem, men seriens primære fokus ligger på teenageårene. Som læser får man lov at følge en rivende, men ikke desto mindre meget troværdig udvikling hos Erik, han opdager litteratur og musik, udforsker sin homoseksualitet, bliver interesseret i filosofi og politik, danner venskaber, tegner tegneserier og springer ud som fuldt realiseret selverklæret fascist.
Her er altså tale om klassisk hverdagsrealisme, dog med det twist, at Erik er en karakter, der i dén grad udfordrer den hverdag, han eksisterer i. Han danner sit første dybe venskab, har problemer med at passe ind i sin familie, flytter hjemmefra og oplever sit første mislykkede kærlighedsforhold, men alle disse meget genkendelige hverdagssituationer er alle konstant farvede af den store ubekendte, der er Erik som karakter. Konsekvenserne af de situationer, han sættes i, bliver ofte langt mere radikale, end man som læser har vovet at forudse, og dette er en af tegneseriens store styrker.
“Smålands mörker” er tegnet i en yderst simpel og naiv streg, i en stil, der lader til at være meget inspireret af John Porcellino og især hans glimrende tegneserie fra 2000, “Perfect Example”. I modsætning til hos Porcellino fornemmer man dog ikke et specielt tegneteknisk overskud under de naive billeder. Stregerne er så tilpas udynamiske, at serien må formodes at være tegnet med gode gammeldags filtpenne (og, det skulle ikke overraske, på A4 kopipapir). Der er intet virtuost over Bromanders tegninger. De er skrabede og formidler kun det absolut nødvendigste, men de er konsekvente og tjener historien udmærket.
Tegneseriens force er den facetterede og komplekse personskildring af karakteren Erik. Han fremstår så ægte og plausibel, at jeg efter endt læsning blev i tvivl om, hvorvidt tegneserien kunne være selvbiografisk. Det er den ikke, men der er ingen tvivl om, at Bromander vitterligt formår at puste liv i sin karakter.
Et af de greb, Bromander benytter sig af gennem serien, er at lade i alt fem tegneseriezines forfattet af Erik selv indgå i fortællingen. De fem zines fungerer som spejle af fortællingen og udstyrer læseren med Eriks tanker og idéer i førsteperson, hvilket er med til at skabe en meget intim læseoplevelse – og en god fornemmelse af Eriks person og indre liv.
Udover at “Smålands mörker” altså formår at skabe interesse og identifikation på karakterplanet bliver serien også, specielt mod slutningen, decideret spændende. Jeg vil undlade at afsløre for meget, men vil dog bemærke, at det er forfriskende, at en alternativ serie som Bromanders tør at give sig i kast med et så begivenhedsrigt handlingsforløb, som er tilfældet, og så rent faktisk lykkes med det.
Til trods for alle disse ting, der så absolut leverer og fungerer i “Smålands mörker”, efterlader tegneserien et overraskende rodet helhedsudtryk. For det første møder Bromander en række udfordringer i forbindelse med sin tegnestil, ufordringer der ikke altid lader sig løse lige elegant. Et problem er, at karaktererne er meget gummiagtige og barnlige i deres udseende. I seriens første og lettere halvdel udgør dette ikke et problem, men jo større kvaler og følelsesmæssige strabadser især Erik må gå gennem, desto mere klodset virker hans uformelige barnekrop.
Bromander har også taget et valg om at lade natur og bybilleder fylde en stor del af tegneseriens ruder. I mine øjne fungerer den slags stemningsbilleder direkte dårligt i hans tegnestil. Fraværet af detaljerigdom gør ruderne mere eller mindre redundante, og man kan ikke lade være med at slutte, at tegneserien med lethed kunne have været en hel del kortere.
Og så er der Eriks zines. På sin vis er inkluderingen af disse et meget originalt og interessant greb, der som nævnt er med til at udbygge fornemmelse af slægtskab mellem læseren og Erik, men det er også en idé, der i realiteten ikke altid virker. For det første har Bromander valgt at tegne Eriks tegneserier i samme stil, som han selv benytter, bare mere sjusket. Dette resulterer i, at en stor del af “Smålands mörker” er tegnet ikke bare naivt og simpelt, men dårligt. Man forstår, at Bromander har valgt at ændre på stilen for at skelne mellem tegneseriens hoveddel og Eriks egne tegneserier, men æstetisk fungerer løsningen dårligt. Dertil kommer, at Erik ofte i sine tegneserier genfortæller dele af det plot, man som læser allerede har læst én gang. Når han får tilføjet et nyt perspektiv til begivenhederne fungerer disse dobbelt-fortællinger eksemplarisk, men resten af tiden er det bare ren gentagelse, denne gang med dårligere tegninger. Dette fungerer i sagens natur slet ikke.
“Smålands mörker” er fantastisk, men kun i glimt. Det der fungerer, fungerer virkeligt godt, men der er store dele af tegneserien, der vitterligt trænger til at blive strammet op eller tænkt om. Stadig: Hvis du kan leve med at læse en aldeles uperfekt tegneserie, har du en læseoplevelse til gode i “Smålands mörker”.
Karakter: 3 af 5
Titel: Smålands Mörker
Forfatter/tegner: Henrik Bromander
Forlag: Ordfront Förlag
Udstyr: Paperback, 621 sider
Pris: 192 SEK
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 9789170376580
Udgivelsesland: Sverige
