Robert “Bob” Harras, der i mange år har arbejdet i den amerikanske mainstreambranche, både som forfatter og redaktør, er netop blevet udnævnt til chefredaktør for forlaget DCs tegneserierafdeling. Det sker efter at koncernen i sidste uge delte sine afdelinger mellem sin gamle base i New York (forlaget) og Burbank, Californien (audiovisuelle medier, digital, merchandise). Harras skal varetage forlagets samlede produktion, dvs. underafdelingerne DC Comics, DC Universe, MAD Magazine og Vertigo.
DC har ikke haft sådan en chefredaktør siden den indflydelsesrige Jeneatte Kahn fratrådte stillingen i 2002 og ansættelse skal helt klart ses i lyset af den gennemgribende omstruktuerering, firmaet netop nu er ved at gennemgå. Harras selv har stor erfaring på området: han var chefredaktør hos konkurrenten Marvel Comics 1995-2000 — forlagets måske sværeste år. Beslutninger taget i den øverste ledelse om bl.a. opkøb af underselskaber som legetøjsfirmaet ToyBiz og forsøget på at omgå det normale distributionsnetværk til fordel for egen distributør, førte i den periode Marvel tæt på fallittens rand.
Forud for det, havde han med succes været redaktør på Marvels succesrige X-Men-titler, der netop i hans tid blev storsællerter langt ud over det sædvanlige. Han har også fungeret som tegneserieforfatter, bl.a. på Avengers mellem 1992-1995. Efter sin tid hos Marvel var han i en kort periode redaktør hos det nu lukkede WildStorm, hvorefter han beklædte stillingen som redaktør for samlebind hos DC.