”Death Note” er en anderledes dyster manga i Carlsens mangaserie. Over seriens 12 bind svinger den fra nervepirrende spændende til håbløst repetitiv.
Hvis tegneseriers kvalitet skal måles i salgstal, må mangaen ”Death Note” siges at være af uovertruffen kvalitet. Over 25 millioner kopier er der blevet solgt af seriens 12 bind. Foruden mangaen er der lavet en anime-serie, flere live-action film, videospil, romaner og selvfølgelig dukker, bamser og hvad der ellers hører sig til af merchandise – kort sagt, den store guldrandede behandling for en succesfuld mangaserie.
Men det er nu engang ikke kvalitet, men popularitet, som måles i salgstal og spin-offs, og selvom ”Death Note”, når den er bedst, er gribende og spændende som en god krimi, lider serien også af en del problemer.
Lige nu sidder tusindvis af mangaka’er i Japan og prøver at udtænke et koncept, der kan blive det næste store hit i den ugentlige mangaantologi Shōnen Jump. Et sådant koncept udtænkte Tsugumi Ohba i 2003, og deraf blev ”Death Note” til.
Vi følger i serien gymnasieeleven Light, hvis liv ændrer sig radikalt, da han en dag finder en notesbog på jorden. Notesbogen er ’tilfældigvis’ tabt der af dødsguden Ryuk og er seriens navnkundige ’death note’. Denne death note – ’dødsnotesbogen’ lå nok ikke så godt i munden på den danske oversætter – fungerer således, at hvis man skriver en persons navn ind i den, samtidig med at man tænker på personens ansigt, vil vedkommende dø af hjertestop efter 40 sekunder. Der er mange andre regler, faktisk i alt 56 regelsider, ofte med adskillige regler på hver, men blandt de vigtigste er, at man kan ændre personens dødsårsag og tidspunkt og i nogen grad styre vedkommende inden døden.
Da Light lærer at bruge death noten, er han ikke i tvivl om, hvad han skal bruge den til: at gøre verden til et bedre sted. Det forsøger han i første omgang at opnå ved at dræbe alle forbrydere, der har undsluppet loven, siden også dem, der er fængslet, og endelig dem, der prøver at fange ham. Parallelt følger vi politiholdet, der prøver at fange Light (eller Kira, som han bliver kendt i medierne), ledt af ”verdens bedste detektiv” L – endnu en gymnasieelev.
I hvert kapitel introduceres nye regler, og til sidst er spillet mellem Light og L en matematisk mastermind-session, hvor træk og modtræk må tænkes mange skridt frem. Det fungerer rigtig godt, og man får som læser fornemmelsen, at Ohba eksperimenterer med konceptet for at se, hvad det kan bære. Det uforudsigelige og komplekse plot er spændingsmættet og medrivende.
Sådan forløber de første fire bind i serien – seriens første story arc. Så tager historien en dramatisk drejning, og pludselig arbejder L og Light sammen om at finde Kira, og Light har tilsyneladende glemt, hvad der skete, mens han var Kira. Det er en meget brat og svag slutning på en ellers stærk historie. Den næste story arc virker påklistret og umotiveret. Her bliver seriens begrænsede udnyttelse af tegneseriemediet også tydelig. Når man ikke labber plottet i sig, ligger man mærke til, at tegningerne ikke rigtigt bidrager med noget særligt – andet end at drive plottet frem så gnidningsfrit som muligt. Tegningerne er flotte, men en anelse generiske: Der må være hundredvis af paneler, alle skåret efter samme model, af en japansk mand med svedperler på panden og en indre monolog, der pædagogisk fremstiller figurens ræsonnementer. Langt størstedelen af panelerne fremstiller en af de gennemgående personer, med et af en håndfuld forskellige ansigtsudtryk og med ens beskæring. Det er immervæk en smule kedeligt at kigge på, især når man føler at plottet kører i ring.
Man svinger mellem at regne Light for megaloman og psykopatisk massemorder, og at anse hans projekt for prisværdigt, og selv om jeg i sidste ende absolut tilslutter mig den første vurdering, er det svært ikke at heppe på ham alligevel. I det hele taget er ”Death Note” ikke så etisk og moralsk, som man skulle tro, og det er også helt fint. Personerne har ikke nogen psykologisk dybde eller troværdighed, og det er også acceptabelt i en plotbåren historie. Men skaberne har en irriterende vane med at give de forskellige figurer en række excentriciteter, som de så dyrker i hvert eneste panel figuren optræder i. Der er fx den lille dreng, der snurrer sit puddelhundehår og leger med lego og transformers, alt imens han uddeler ordrer til toptrænede CIA-folk, og superskurken, der konstant spiser en plade chokolade. En gang imellem er det sjovt, men mest af alt er det fjollet, især fordi det ikke matcher den ellers dystre stemning.
I de sidste bind genfinder Ohba noget af fortælleglæden fra seriens start, og slutningen er faktisk ganske fin. Men historien som helhed bærer stærkt præg af, at den er blevet trukket ud over for mange bind. Hvis de bedste dele var blevet komprimeret i 4-6 bind, ville serien stå meget stærkere. ”Death Note” adskiller sig fra mange andre Shōnen Jump serier ved at have en begrænset andel action, meget dialog (også for meget) og en moralsk ambivalent hovedperson. Samtidig er tonen langt mere dyster end andre lignende serier. ”Death Note” er som helhed betragtet meget ujævn, og den gode og spændende historie bliver desværre overskygget af de mange problemer, der plager serien.
Christian Jess Rasmussen
Karakter: 2/5
Værkets titel: Death Note 1: Kedsomhed, Death Note 2: Duel, Death Note 3: Nedtælling, Death Note 4: Kærlighed, Death Note 5: Hvid storm, Death Note 6: Byttehandlen, Death Note 7: Nul, Death Note 8: Målet, Death Note 9: Kontakt, Death Note 10: Udslettelse, Death Note 11: Åndsfælle og Death Note 12: Afslutning
Seriens titel: Death Note
Forlag: Carlsen
Forfatter/tegner: Tsugumi Ohba / Takeshi Obata
Oversætter: Alex Jørgensen
Farve og form: s/h og paperback
Sidetal: ca. 210 sider pr. bind
Pris: 69,95 kr. pr. stk.
Originalt udgivelsesår: 2003-2006
Aktuelt udgivelsesår: 2008-2010
Originalt udgivelsesland: Japan
Aktuelt udgivelsesland: Danmark
Del på
