Enmandsforlaget Aben maler fejrer femårs-jubilæum i disse dage. Nummer 9 har taget en god, lang snak med forlægger Steffen Rayburn-Maarup.
Aben maler gjorde sit indtog på det danske tegneseriemarked med Edward Goreys “Gravengrum-ungerne” (“The Gashlycrumb Tinies”) i 2005 og har siden udgivet alt fra Scott Pilgrim til “Jimmy Corrigan”. En lang række af tegneseriens mest feterede amerikanske auteurs er udkommet på forlaget – Chris Ware, Daniel Clowes, Jim Woodring – men også danske talenter har fået plads, især i de kvadratiske 676-hæfter.
Forlægger Steffen Rayburn-Maarup beskæftiger sig ud over Aben maler med oversættelse, blandt andet af tegneserier, ligesom han er bestyrelsesmedlem af Dansk Tegneserieråd og i øvrigt også en del af holdet bag Nummer 9.
Kan du opridse, hvorfor og hvordan du startede forlaget?
– En ven havde nogle år forinden introduceret mig for Edward Goreys fabelagtige små bøger. Jeg syntes, han var helt fantastisk, ulig noget jeg havde set før, og så var han tilsyneladende komplet ukendt i Danmark. En dag slog det mig så, at jeg da kunne udgive ham. Jeg arbejdede allerede som oversætter og kendte de nødvendige layoutprogrammer, så det krævede bare, at jeg læste lidt om forlagsdrift.
– Da beslutningen var truffet, var det pludselig indlysende at udgive nogle af de nye tegneserier fra bølgen af grafiske romaner. Fordi jeg synes, mange af dem er fantastiske, og fordi dén bølge for fem år siden glimrede ved sit næsten komplette fravær i Danmark.
Hvis forlaget blev grundlagt for at udgive Gorey-bøger, hvorfor kom der så kun to, egentlig?
– Tja, det var min plan at udgive en Gorey-bog om året, men der har hele tiden været andre spændende projekter, der pressede sig på. Jeg vender absolut tilbage til ham næste år. Der er så mange af hans bøger, jeg gerne vil udgive.
Hvordan kom du rent praktisk i gang med at indhente rettigheder til at udgive udenlandske værker?
– Dengang som nu består indhentning af rettigheder sådan set bare af at finde ud af, hvem man skal fyre en email af sted til. Det foregår uden dramatik, og der er meget sjældent bidding wars mellem forlagene, når det handler om tegneserier. Man aftaler en procentsats af udsalgsprisen og et forskud. Royalties og trykkeri betales først, så udkommer bogen, og man krydser fingre for, at pengene kommer hjem igen og meget gerne med flere oveni.
Hvordan husker du den første tid som forlægger?
– Som en rus af tilfredsstillelse. Min første titel – Goreys ”Gravengrum-ungerne” – var en rigtig bog i hardcover, Politiken kaldte den “et mesterstykke i mørke”, og to måneder senere havde jeg en stand på Bogmessen, hvor folk kom hen og var begejstrede.
Hvad var rettesnoren for dine valg af bøger til udgivelse dengang – og har den forandret sig siden?
– Ét mål har været at gøre opmærksom på tegneseriens slægtskab med billedkunsten, hvilket har været tydeligst i nogle af 676‘erne, men overordnet set har jeg altid bare udgivet det, jeg syntes, var fedt inden for kategorien tegneserier og billedfortællinger for voksne læsere.
– Jeg synes, udgivelslinjen har været ret konsistent. Eneste justering er, at jeg er blevet mere opmærksom på danske tegneserier, først med 676-serien og senere med en række selvstændige titler, ”From Wonderland with Love”, ”Tegn eller dø”, ”Sprit” og på fredag ”Stejl fart” af Christoffer Zieler.
– Der er også kommet lidt mere fart på. 2005-2007 udgav jeg henholdsvis 3, 2 og 3 titler, og siden er tallet vokset til 11, 13 og i år hele 17 titler. Det hjælper selvfølgelig med otte 676‘ere om året …
Hvad er du mest stolt af, når du ser tilbage på de sidste fem års forlagsdrift?
– Jeg er stolt over at have udgivet nogle af verdens bedste tegneserieskabere, selvfølgelig Chris Wares ”Jimmy Corrigan”, som er den bedste tegneserie, der findes, men også alle de andre. Jeg er stolt over det væld af gode danske tegneserier, jeg har udgivet i en periode, hvor der ellers ikke kommer voldsomt mange ting af danske tegnere. Og så er jeg sgu også stolt over at have fået ”From Wonderland with Love” ud i USA på Fantagraphics, som jo altid har været det fede indie-forlag derovre.
Hvad er du mindst stolt af?
– At jeg ikke altid får besvaret emails i ordentlig tid. Det er ubehøvlet.
Hvilke udgivelser topper Aben malers “bestsellerliste”?
– ”Gravengrum-ungerne”, ”Jimmy Corrigan” og den allerførste 676‘er: Vibe Bredahls ”Der var engang” er bestsellerne.
Var der udgivelser, hvis modtagelse hos anmeldere og publikum overraskede dig særligt – positivt eller negativt?
– Den titel, hvor der er størst uoverensstemmelse mellem salgstal og min personlige vurdering, er Ron Regé Jr.s ”Piger mod smerte”. Jeg synes, den er et bittelille mesterværk, og den har solgt ganske lidt. Men anmelderes og publikums veje er generelt uransagelige, så det er aldrig til at vide på forhånd, hvordan en ny tegneserie bliver modtaget. Jeg bliver glad og overrasket, når jeg får en helsidesanmeldelse i et af dagbladene og rygende arrig, når det ikke sker.
Hvad har været sjovt at arbejde med som forlægger – og hvad har været surt?
– Noget af det sjoveste har været de danske ting, hvor jeg får lov at følge den kreative proces fra et tidligere skridt, end når jeg udgiver oversatte tegneserier, og nogle gange ligefrem kan være fødselshjælper på et projekt. Det er til gengæld også der, man kan blive grænseløst irriteret. Når f.eks. en tegner springer fra kort før deadline på en 676‘er eller truer med at forlade et projekt, hvis de ikke får deres vilje, hæ hæ …
Hvad har det betydet for dig på det personlige plan at arbejde med Aben maler?
– Mit arbejde med Aben maler har betydet, at jeg har fået tjanser for Carlsen, Cobolt og Rosinante! Og når jeg nu ikke selv udgiver Tove Jansson, Gilbert Hernandez, Seth og Posy Simmonds er det rart at kunne være involveret alligevel.
– Derudover har det været det mest tidskrævende og givende projekt, jeg nogensinde har haft. Det er guld værd at sidde med fingrene i fremragende tegneserier og at præsentere dem for et publikum.
Hvordan har forlaget (og forlæggeren) udviklet sig i de fem år, der er gået?
– Da jeg begyndte, tænkte jeg kun få måneder frem. Nu overvejer jeg flere år ud i fremtiden. Det ender som regel alligevel med at brænde på op til deadline, men sådan skal det åbenbart være.
– I begyndelsen opsøgte jeg selv alle nye projekter. Nu kommer folk også til mig, og jeg har svært ved sige nej, når noget lyder spændende og sjovt, så det er virkelig ikke let at presse det hele ind.
Hvordan ser du det danske tegneseriemarkeds generelle udvikling over de sidste fem år? Har Aben maler ”gjort en forskel”, synes du?
– De forløbne fem år har konsolideret udviklingen i retning af tegneserien som et nichemedie for voksne. De klassiske album bliver stadig mere irrelevante; vi ser stort set kun genoptryk og fortidens serier overtaget af ringere kræfter. Tegneserier til børn har i en periode været varetaget af mangaen, men dem findes der ikke mange tilbage af. Også Serieforlagets blade går ind et efter et, desværre. Serieforlaget og det andet store forlag, Carlsen, er efter sammenlægningen ved at lide en fælles død som tegneserieforlag. Det er en stor skam.
– Til gengæld har de grafiske romaner slået sig fast, og der er vitterligt kommet nogle mesterværker på dansk de sidste fem år. Den udvikling har Aben maler bidraget til.
Hvad med den danske tegneseries tilstand – hvordan vurderer du den?
– Der bliver ikke lavet nok og nok gode danske tegneserier, og situationen i mediebilledet og hos boghandlerne er til at græde snot over. Men den slags praktiske forhold har jo intet med den kunstneriske nødvendighed at gøre, så jeg så gerne nogle flere tegnere skrue op for ambitionsniveauet, leve af pasta og ristet brød og få tegnet, tegnet, tegnet. Vi har dygtige folk; de laver bare ikke nok tegneserier.
– De skulle tage på nogle udenlandske tegneseriefestivaler, så de kunne se, at folk omkring i verden får noget fra hånden, og så de kunne netværke med dem og tage hjem igen fulde af inspiration. Jeg har for nylig oplevet den der elektriske summen på Helsinkis tegneseriefestival og fik straks lyst til at give alle herhjemme – mig selv inklusive – et spark i røven!
Hvad bringer fremtiden for Aben Maler?
– Mere af det samme, vil jeg tro: Danske og udenlandske tegneserier for voksne læsere. Til januar kommer en forrygende godt fortalt selvbiografisk tegneserie af Rikke Bakman. Hun debuterede i den allerførste kollektion af 676‘ere med ”Tag mig med”, og nu har hun altså færdiggjort en fuldfed grafisk roman, som i øvrigt allerede er solgt til Sverige. Jeg har aldrig været en lille pige ved Vesterhavet i 80’erne, men når jeg læser Rikkes tegneserie, forstår jeg helt ind under huden, hvordan det var.
Sidste spørgsmål: Hvorfor var det nu lige, forlaget kom til at hedde “Aben maler”?
– Der er flere fordele ved navnet: Det står som regel forrest på alfabetiske lister, det får folk til at studse, og det har givet anledning til et nuttet logo med et dyr på. Det er jo dybest set ligegyldigt, hvor navnet stammer fra, men jeg har i årenes løb fortalt forskellige løgnehistorier om det. Jeg kan ikke lige finde på én i dag.
– Eneste ulempe ved navnet er, at jeg bliver ringet op af annoncesælgere fra telefonbøger, som tror, jeg er maler …
Del på
