Hele 704 tilfælde har tyske forskere talt sig frem til i albumserien om den gæve galler.
Det ligner sjov og ballade, når de gæve gallere i Asterix pløjer igennem legioner af legionnærer, dopede til op over begge ører med tryllesaft. Men volden har alvorlige konsekvenser, vurderer et hold tyske forskere i den nyeste udgave af det videnskabelige tidsskrift European Journal of Neurosurgery (Acta Neurochirurgica).
Symptomer som strakt og sidepegende tunge (“paresis of the hypoglossal nerve”) og “vaskebjørnsøjne” (periorbital ecchymoses) indikerer alvorlige hjerneskader på den anerkendte Glasgow Coma Scale, anfører forskerne. I den samlede albumserie har de fundet 704 eksempler på voldsofre, hvis symptomer indikerer hjerneskade, 390 i særligt alvorlig grad, 89 i moderat omfang og 225 i mild grad.
Volden udøves i 87,1% af alle tilfælde af en galler, heraf tegner Asterix og Obelix sig alene for mere end halvdelen, nemlig 57,6%. De øvrige episoder må romere og en enkelt pirat tage på deres kappe. Tyskerne har også opgjort, hvem volden rammer, og det er ikke overraskende mestendels (63,9%) romere. Derudover gik det udover gallere i 120 tilfælde – her må i høj grad være tale om vold galler og galler imellem – 59 gange stod pirater eller banditter for skud, 20 gange gotere, 14 normannere, otte vikinger, fire briter og fire rumvæsener.
Til gengæld noterer forskerne sig med nogen overraskelse, at ingen i Asterix omkommer som følge af hjerneskaderne. “Generelt fortog symptomerne sig indenfor få minutter eller timer,” noteres det i undersøgelsen, ” dette er forbløffende, eftersom prognosen for hjerneskade i romertiden menes at have været dårligere end i dag og også, fordi ingen diagnostiske eller helbredende indgreb foretages.”
Læs mere om det akademiske frikvarter på The Guardian.