FIBD ANGOULÊME: Manden bag Maus bliver den kun tredje amerikanske vinder af den store franske pris.
På Angoulême-festivalen er Art Spiegelman netop kåret som modtager af Grand prix du festival 2011. Det er kollegiet af forhenværende præsidenter, der hvert år træder sammen og udpeger en ny. Dermed bliver den legendariske amerikanske tegneserieskaber Art Spiegelman præsident for næste års festival, ligesom han traditionen tro får mulighed for at præsentere sit værk på en stor, retrospektiv udstilling – i år var det som bekendt franske Baru, der havde æren af at lade sig titulere som præsident af Angoulême-festivalen.
Art Spiegelman bliver den kun tredje amerikanske tegneserieskaber, som modtager æren. Spiegelman er mest kendt for sit mesterværk “Maus” og som redaktør af den banebrydende 80’er-antologi “Raw”. I 2008 blev Spiegelmans tidlige tegneserieeksperimenter genudgivet i “Breakdowns”.