Tegneseriefestivalen, der løber af stablen 14.-17. april i Horsens, sætter navne på seks internationale og otte danske gæster.
Da Art Bubble-festivalen blev annonceret sidste år, lovede arrangørerne deltagelse fra “en række kendte udenlandske og danske tegnere”. Nu er sløret løftet for de tegnende kendisser. Deltagerne fra Dannevang tæller markante serieskabere som Peter Madsen (Valhalla), Sussi Bech (Nofret) og Jan Kjær (Taynikma), mens de udenlandske navne på gæstelisten nok overvejende vil vække genkendelse blandt dedikerede dyrkere af fransk-belgiske serier.
Undtagelsen er Hermann, der med serier som Jeremiah, Tårnene i Maury-Skoven og nu igen også Bernard Prince har været en pålidelig tilstedeværelse på det danske albummarked siden start-70’erne.
Serieskabere som Janry, Batem og Achdé er ikke kendte navne i sig selv, men har dog arbejdet på populære serier. Janry overtog sammen med forfatter Tome Splint & Co. fra Fournier i 80’erne, indtil Munuera og Morvan tog over i 00’erne. Han og Tome begår stadig spin-off serien Den Lille Splint. Batem er kendt for at tegne et andet Splint & Co. spin-off, Spirillen, og Achdé overtog Lucky Luke fra Morris først i 00’erne.
De sidste navne på listen er serieforfatteren Corteggiani, der er bedst kendt for at overtage Blueberry-underserien Blueberrys unge år efter Jean-Michel Charlier, og Dany, som i sin tid overtog tegnearbejdet på Bernard Prince fra Hermann og ellers mest er kendt for erotiske humorserier.
Den komplette gæsteliste – med forbehold for afbud og ændringer:
Udenlandske gæster
Janry
Dany
Hermann
Batem
Achde
Corteggiani
Danske gæster
Henrik Rehr
Peter Madsen
Jan Kjær
Rasmus Julius
Sussi Bech
Frank Madsen
Martin Flink
Carsten Graabæk