Fra surrealisme til socialrealisme, fra flippermaskiner til folkedrab, her er årets fem bedste danske tegneserier ved tegneseriemagasinet Nummer 9’s skribenter.
Af Kristian Bang Larsen, Erik Barkman, Michael Lindal Andersen, Ditte Maja Noach og Johan Hundrup
Death save af Rune Ryberg (Forlæns)
Med Death save har Rune Ryberg lavet et farvestrålende syretrip af en tegneserie om flipperspil, venskab og kærlighed.
I Death Save følger vi flippernørderne Rick og Bass, der har et ukueligt og til tider usundt venskab af den slags, der hører ungdommen til. Ricks barnlige konge-af-verden indstilling får trukket Bass fra én redelighed til den næste, og smadrer alt på sin vej. Bass er håbløst forelsket, og fanget i en tilværelse, han måske er vokset fra. Death save er en historie om at redde sig selv, når man balancerer på randen af game over.
Med sin rystede streg viser Ryberg os karakterernes personligheder. Selv de følelser, figurerne prøver at undertrykke og skjule, er vi som læsere ikke i tvivl om. Vi forstår og føler med dem. Vi mærker en tung tristhed ved firbenets nedslåede og sårede blik, og griner højlydt af verdens mest irriterende delfin, og af byens ledeste slange-bande.
Persongalleriet er lige så farvestrålende og kontrastfyldt som farvelægningen. Der er så meget knald på farverne at det svier i næsen, når man rykker ansigtet nærmere de friskprintede sider for at nærstudere de detaljerede flipperspil. Man sidder med en splittet fornemmelse af både at ville suse igennem den tempofyldte handling og at ville dvæle ved de fede tegninger.
Tatovøren og klitoris af Rikke Villadsen (Fahrenheit)
Kvinden Rikke gribes af angst over sit seksuelle begær og føder et barn ud af sin mund.
I Tatovøren og klitoris bliver kroppens impulser og affekter fremkaldt af Rikke Villadsens blyantstreg på helt kødelig vis. Grumsede, udtværede blyantsstreger fylder siderne. Man kan nærmest se, hvor ofte tommeltotten har gnedet papiret for at skabe den rette dybde i gråheden. Ligeledes kan det ses, at papiret er genbrugt. Villadsen smider ikke ud, hun visker ud. Sporene fra den mislykkede tegning skimtes under det endelige resultat. Nej, resultatet er netop denne tekst over tekst over tekst. Derfor også den konstante produktion af kropslige markører: Driften og kroppen er gjort til tekst.
I Villadsens tegninger stikker den underliggende struktur sit grimme, forvirrede, forstyrrede hoved frem blandt tegneseriens færdige arkitektur. Tilblivelsens processer forstyrrer drømmen om et færdigt resultat. Udviskede replikker; karakterer der ustandseligt bryder ud af deres rammer; og svimlende spiralfigurer overtager tegneserien.
Mens Rikkes bevidsthed går op i sømmene, er tegneserien ved at gå under af sin egen opfindsomhed. Og dette er netop problemet for teksten: Hvordan affeje stabile, statiske strukturer uden at bryde sammen af sin egen grænseoverskridende poetik? Tatovøren og klitoris kaster sig ud i en hæsblæsende dannelsesrejse, der læses og nydes som en god gammel comics. Imitationen er tegneseriens våben. Ligne claire, gammeldags dannelsesroman, politisk manifest, drømmetydninger: Tatovøren og klitoris er en pærevælling af stil, genrer og forsøg på at fortælle mennesket. Villadsen leger med genrerne. Prøver dem på; fravrister dem deres traditionelle brug; forsøger igen. Derfor er tegneserien politisk: Ikke i temaet, men i legen.
Shingal af Tore Rørbæk (tekst) og Mikkel Sommer (tegninger) (Forlæns)
Er der noget mere irriterende end at få at vide, at et stykke kunst eller kultur er “vigtigt”? Ikke desto mindre er det velsagtens det første ord, der dukker op, når man skal prøve at beskrive, hvad journalist Tore Rørbæk og tegner Mikkel Sommer har gjort med Shingal. Andre ord, der stiller sig i kø bag “vigtig” er ord som vedkommende, smuk, rørende og informativ.
Stedet er Irak i skyggen af Shingal-bjerget. Vi møder de to brødre Mazium og Asmail lige før folkedrabet på det religiøse mindretal ezidierne. Ørkenen og bjerget er så smukt tegnet af Sommer, at man næsten drømmer sig derhen, men freden afbrydes af massehenrettelser, voldtægter, krigshandlinger og slavehandel. De to herrer svælger ikke i forfærdelighederne, men holder på skønlitterær vis fokus på figurerne, hvilket gør fortællingen endnu mere vedkommende end en ren journalistisk tilgang måske ville gøre det. Værket er dog baseret på blandt andet en række rejser til Irak og samtaler med især en familie, der danner basis for de to hovedpersoner og deres familie. Der er masser af empati at finde i fortællingen, og Sommers tegninger veksler flot mellem landskaber, billedpoesi og de helt nære billeder af ansigter. Det er her Sommer fanger personernes indre liv og en menneskelighed, der burde være genkendelig for de fleste.
Historien foregår i 2014, men er nok allerede glemt af mange. Den foregår et andet sted og handler om mennesker fra en anden kultur, vi grisefarvede nordboere har svært ved at forestille os. Rørbæk og Sommer gør det nærværende og hjerteskærende. Hvis det ikke er vigtigt, så er intet vigtigt.
Fiesta Magasinet 8/9: En popsang fra de varme lande, af Mårdøn Smet, Johan F. Krarup, Peter Kielland-Brandt m.fl. (Forlaget Fiesta)
Fiesta Magasinets allersidste udgave er udkommet.
November måneds #8/9 satte punktum for små tre år med den krøllede, kulørte og satiriske tegneserieantologi. De tre ukuelige enere bag Magasinet – Mårdøn Smet, Johan F. Krarup og Peter Kielland-Brandt – orker simpelthen ikke mere.
Ak!
Heldigvis gider de godt lukke festen med et brag, så #8/9 er næsten 200 sider tyk og rummer nok den stærkeste samling bidrag, antologien har samlet i sin små tre år lange levetid.
Fiesta Magasinet har altid været en fuckfinger til de rigtige holdninger og den gode smag, men det gode håndværk – dét er der aldrig blevet slækket på. Mårdøn Smets surrealistiske satire er udført med virtuost svungne streger i art nouveau-stil, Peter Kielland-Brandts syrede, ofte ordløse fabler er eminent fortalt, og Johan F. Krarups blik for smålige menneskers mikroaggressioner er knivskarpt.
Sammen med en mindre hær af bidragydere opdaterer de den klassiske undergrundstegneserie til 10’erne.
Christian Henrys Rabarbermørket er absurd og tidstypisk ’random’ på den fede måde, og Line Høj Høstrups serie om Lady Sinbad udforsker finurligt og udogmatisk tidens identitetspolitiske forviklinger. Andre højdepunkter i #8/9 tæller Kielland-Brandts seneste hjerteskærende fortælling om stakkels Hr. Gris, Anne Bomholts smukke bibelske fabel Problemer i Paradis og Tzook Harpaz’ Simpsons-inspirerede Verden er døende.
Fiesta Magasinet er dødt! Æret være dets minde. Og dets sidste, største, måske allerbedste hæfte.
Det rette element af Line Høj Høstrup (Forlæns)
Den unge kvinde Ellen drømmer om et perfekt liv i et perfekt hus, da hun bliver ramt af en invaliderende dødelig sydom. Hvad gør hun så?
Den stenhårde præmis forløser Line Høj Høstrup elegant og rørende i sin debut Det rette element. For hun kan tilsyneladende det hele, hende Line: skabe personer og skrive replikker der synes ægte, sømløst struktere en historie i flere lag, og lade farverne frækt fortælle med. Høstrups tegninger er dynamiske og sprælske, og hendes karakterer er livlige og gestikulerer helt vildt. Men Det rette element er en dybt alvorlig fortælling, og således evner tegneserien at lade det livfulde og sørgmodige optræde side om side på fineste vis.
Det er en smukt forløst historie, der på en gang er eksistentiel (for hvad er egentlig det vigtige i vores liv?), og handler om i dag, hvor især mange unge vil leve perfekte liv, og ikke ved hvad der rammer, når virkeligheden i al dens uretfærdige uperfektion ramler ned over dem.
