Rikke Villadsens projekt er med egne ord frigørelse. Jeg har mødt hende til en snak om Tatovøren og klitoris, der både forsøger at rive sig løs og låne fra den maskuline fortælletradition. Vi kommer også ind på forskraveret papir, og om fejl er rigtige fejl.
Din nyeste udgivelse hedder Tatovøren og klitoris. Bogen foregår i drømme, som hovedpersonen rejser imellem. Hvordan er det at skrive om drømme, og hvorfor har det været vigtigt at fortælle en historie gennem drømme?
Jeg har valgt drømmene som fundament for mit narrativ, fordi det er så oplagt et univers at famle i; at lade støj og uklarheder og tvivl ophobe sig i. Min opfattelse af drømme er, at der er nogle utroligt hurtige skift og mærkværdigheder og skred, som jeg tænkte var oplagt for mig at arbejde med. Noget af det, jeg gerne ville med bogen, var at fordybe mig og falme for at kunne rejse nye spørgsmål. Drømme er sådan en størrelse, hvor man tit vågner op om morgenen og spørger hvorfor? hvordan? De mærkelige begivenheder i ens drømme virker gådefuld og uklare og giver anledning til en undren.
Rent praktisk har jeg startet med at skrive mine drømme ned, når jeg vågnede. Så var der et tidspunkt, jeg vågnede op med et tydeligt billede fra drømmen og tegnede det. Det er blevet til side et. Derfra gik jeg i gang med at tegne.
Nogle gange er motiverne overraskende og uvante, mens det at føle sig nøgen, at skifte fra scene til scene i sine drømme, fallosser og forvrængede ansigter er mere kendte elementer fra drømmenes verden. Det lader til, at klichéer igen er på spil i Tatovøren og klitoris, som de har været det i Ind fra havet og Et knald til. Hvorfor dominerer klichéer så ofte dine tegneserier?
Med drømmene følger der også drømmetydning og drømmenes psykologi… Jeg ved ikke, om der er tale om en eksakt videnskab dér, men i hvert fald er der i en vis forstand en forankret symbolanalyse og dermed en kliché og et selvhøjtideligt islæt.
Jeg forsøger at hvirvle op uden at give svar. Det kan blive temmelig mudret.
I mit arbejde med at søge efter mening, spørger jeg selvfølgelig også, hvad det vil sige at søge efter mening og søge efter det sjælelige. Det er en måde at være selvironisk over mit eget forsøg på at forstå mennesket. Jeg kan godt lide billedet, at jo mere man søger i vandet (vandet som bevidsthed), des mere mudder hvirvler man op. Jeg forsøger at hvirvle op uden at give svar. Det kan blive temmelig mudret.
Udover således at forholde sig ambivalent til forsøgene på at forstå menneskets indre, vrænger Tatovøren og klitoris også af de traditionelle måder at fortælle historier på. Vi taler om de inspirationskilder, der takkes bagerst i bogen og kommer ind på en særlig teori om fiktion. Rikke Villadsen fortæller, hvordan hun trækker på den amerikanske science fiction forfatter Ursula K. Le Guins (1929 – 2018) korte essay Bæreposeteorien om fiktion, der er et modsvar til den aggressive, maskuline og mandsdominerede fortællestil, der har hersket i fortællinger i så lang tid. Heltefortællingen er en fiktion, der er ensidig og mangelfuld; ingen rigtige mennesker er helte. Snarere samler vi ting, fortæller vigtigheder, laver mad og passer på hinanden. Derfor er det på tide at fortælle flere historier om disse mennesker og dette liv, siger Le Guin.
Rikke Villadsen. Foto: Søren Lynggaard Andersen
Vil du fortælle lidt om, hvordan Le Guin essay har indvirket på arbejdet med Tatovøren og klitoris?
Jeg har forsøgt at skabe en sådan ny fortælling ved at lade protagonisten have en åbenhed og en sårbarhed og en vilje til at samle spørgsmål og tvivl til sig, så det bliver det, hun bærer på, og det der tynger hende. Gennem første del af bogen samler hun nærmest på tvivl, og der sker en ulidelig ophobning af selvlede og skam, der udmunder i scenen, hvor hun malplaceret i den amerikanske belejring af Korea ikke ved, hvad hun skal gøre af sig selv og opdager sin egen nøgenhed, og at hun både skal – og er ude at – skide.
Hovedpersonen Rikke er ikke en helt. Hendes angst og tvivl modvirker det, men dertil har hun intet plot. Faktisk føler hun hele tiden, at plottet er sluppet ud af hendes hænder. Fortællingens begivenheder trækker hende med, mens hun forbløffet gør sit bedste for at få det bedre med sig selv. Men på et tidspunkt ændrer dette sig. I en scene, kaldet “EFTERLIGNING” finder hun handlekraft ved at kopiere Tintins gestik og gåpåmod. Efter at have været fuld af angst og tvivl ender Tatovøren og klitoris med en form for forløsning?
Fortællingen bevæger sig fra at være plotløs famlen til at blive lidt mere handlekraftig og heltmodig, ja. Skiftet sker gennem tre siders efterligning af Tintin i Sovjetunionen. Hun gør altså brug af heltefortællingen for at redde sig selv ud af situationen og måske også redde fortællingen udad sin plotløshed. Om det så er min kommentar til, at selvom et nyt sprog og en ny fortælletradition er værd at undersøge, er den konfliktløsende, fremskridende heltefortælling en dybt forankret del af vores kultur og derfor nødvendig, det ved jeg ikke. Jeg var i hvert fald nødt til at få hjælp af gode gamle Hergé for at udvikle min karakter.
Jeg var i hvert fald nødt til at få hjælp af gode gamle Hergé for at udvikle min karakter.
Jeg har næsten instinktivt læst det, at du lod din karakter blive angrebet af tvivl og fejl blive på papiret som et gigantisk overskud, og – det er måske et åndet spørgsmål… altså: der er jo syv kapitler i bogen, og to af dem hedder Kapitel 4.
– Ja, det er en fejl. En rigtig fejl.
Det er en fejl. Haha. Jeg synes, det siger meget om dit værk, at jeg ikke kunne finde ud af –
– Åh ja, …om det var meningen? Om det var endnu et greb? Haha nej, ikke denne fejl, den er god nok. Fejlene har jeg talt om mange gange før. Jeg kan godt lide de her skred, hvor der sker noget uventet eller noget uforudsigeligt, og jeg prøver hele tiden at have en åbenhed over for, at det tager mig andre retninger, end jeg regner med, for jeg vil også gerne lære noget. Og der er fejltegningen en oplagt mulighed for at nå hen til et sted, jeg simpelthen ikke vidste, jeg skulle hen. Det er en måde at fremkalde det absurde, kantede eller urene, fordi det er spændende – billedet bliver spændende.
Jeg kan godt lide de her skred, hvor der sker noget uventet eller noget uforudsigeligt.
Det er også derfor, jeg bruger palimpsesten. Den bagvedliggende stoflighed skaber nye skygger og nye linjer. Det er blevet en metode for mig at skabe en bunke tegninger, som jeg tænker som papir, jeg kan tage af. Hvor der ligger en grund i blyant som start. Jeg overvejede, om man kunne få fat i noget papir, der var forskraveret i Kina, så der allerede var noget at arbejde med, når man fik papiret, men jeg har ikke fundet det.
Som jeg arbejder med et allerede bearbejdet eller forskraveret papir, kan bogens indhold beskrives på samme måde: Jeg har ladet grundtvivl og usikkerhed og politiske spørgsmål eller feministisk diskussion være et tapet for en underholdende ud/hjem historie. Jeg synes, det er enormt vigtigt at lave en sjov fortælling; at spille skuespil i karaktererne. Tegneserien må godt have en tyngde og noget, jeg kan bryde mit hoved med, men samtidigt skal det alligevel også være let og underholdende. Det er jo bare en tegneserie.
Og Tatovøren og klitoris handler helt vildt meget om at være tegneserie. Karaktererne snakker ustandseligt om, at de er i en tegneserie, og der er hele tiden ting, der bryder ud ad deres ruder.
– Hvad var det nu… jeg havde skrevet en note til det. (bladrer i sine papirer) (rømmer sig) Jeg synes, jeg havde skrevet en helt vildt god note til det med metagreb. Men det havde jeg så ikke… Jo, men det havde noget at gøre med det her, at jeg både undrer mig over og stiller spørgsmålstegn ved, men også omfavner det konstruerede og klichéen. Og det er jo det samme som at gøre grin med sig selv eller bare det bestående. Og der er metagrebet jo virkelig godt til at pege på sig selv og det latterlige. Hvor latterligt er ikke en taleboble? Ved du, hvor meget den forstyrrer et billede?! Det er et stykke lyd, men som en visuel konstruktion. Jeg var selv flad af grin over den her moderkage, hun hoster op, at den ligner en taleboble. Talebobler er på en eller anden måde bare åndssvage.
Kunne du tænke dig at der var flere som lavede tegneserier uden talebobler?
– Nej. Vi er nødt til at komme omkring den. Vi vil gerne have, at der er lyd, men der er ingen lyd, så den må vi skabe visuelt. Det er der ikke noget at gøre ved. Det er en præmis for tegneserien. Derfor kan man godt pege på den alligevel, at den er lidt latterlig i billederne og nogle gange temmelig forstyrrende. Især hvis jeg har lavet et godt billede, der viser sig at skal have en taleboble, så skal man til at tænke den ind grafisk, denne klump. Irriterende.
Du har midt i tegneserien skrevet et manifest; den STORE tale om klitoris. Der står, at klitoris ikke skal forstås som det organ, vi kender. Vil du uddybe, hvad klitoris i dine øjne betyder i værket?
Ja, jeg har skrevet en art manifest, hvor jeg kalder klitoris det organ, der kan revolutionere verden. Idet organet i sin fulde form er forholdsvis nyopdaget, bliver klitoris symbol eller vartegn for det nye. Samtidigt er klitoris et seksuelt nydelsesorgan og ikke et reproduktivt organ. De to ting er adskilt inde i kvinden. Der er ingen formål eller væksttanke i forbindelse med klitoris, kun nydelse.
Der er ingen formål eller væksttanke i forbindelse med klitoris, kun nydelse.
Så i manifestet, fastslår jeg, at der i klitoris er mulighed for at kultivere nydelse, kultivere det at være og være formålsløs. Det kan have betydning i skabelsen af en kvindes seksuelle identitet. En mulighed for at lade sansningen være noget essentielt uden hverken at besidde fornemmelsen eller være den eller forstå sig selv eller sin identitet overhovedet. Man behøver ikke have en identitet, man kan i virkeligheden bare sanse og observere og opleve verden.
Er manifestet et svar på kvindens tvivl?
Jeg forbeholder mig ret til ikke at give nogle svar. Jeg har ingen svar på mine egne spørgsmål. Jeg vil gerne vrænge af ting, bryde med ting og stille spørgsmålstegn ved ting. Det er nok det, der er mit projekt. Og jeg tror, mit projekt er frigørelse.
