Dagbog fra Afgrunden
Lars Kramhøft tager i Dagbog fra Afgrunden et personligt livtag med angst og sorg for at finde frem til en gnist af håb og livslyst
Gymnasieeleven Lars står ved kanten af afgrunden. Både den rent fysiske, som udgøres af en stejl bakke lige ved busstoppestedet, hvor den to timer lange tur til skolen starter i den knusende tidlige morgens buldermørke.
Men også den afgrund der består af en, for den unge mand, helt uoverskuelig deroute af elementer i hans liv – måske nok igangsat af forældrenes beslutning om at flytte fra storbyen og ud hvor kragerne vender, men i særdeleshed cementeret af sorgen over faderens død.
Der er ingen, der forstår mig
Lars føler sig ikke overraskende udenfor, og vælger således at krænge hele sit liv omkring den følelse i en rolle som outsideren. Ham der lytter til metal, sidder og tegner til langt ud på natten, farver håret sort og frasiger sig klassens sociale liv med en bemærkning om, at han hellere vil “brække en arm på langs”, end at deltage i julefrokosten.
Men Lars er også som teenagere er flest. Han drømmer og fantaserer om pigerne, men har ikke noget, der blot ligner en anelse om, hvordan hele det felt skal navigeres. Ligesom de voksne “ikke forstår ham” – hverken den bøvede studievejleder, moderen og slet ikke hendes nye kæreste.
Det er således ikke overraskende, at han også døjer med angst, som er lammende og smider hans virvar af tanker ind i en usund, ufremkommelig labyrint af lavt selvværd. Lars har det med andre ord ikke helt godt.
Personligt spejl for læsesvage unge
Det er i tegneserien Dagbog fra Afgrunden svært at finde ud af, hvor figuren Lars stopper, og serieskaberen Lars Kramhøft begynder. Sådan må præmissen nødvendigvis være, når fortællingen emmer af personlig investeret kapital. Og det er også det, der løfter historien op over det banale og gør den vedkommende.
Ikke mindst fordi udgivelsen er en del af forlaget Gyldendals bogserie Mellem Rum, der er bøger med lavt lixtal henvendt til læsesvage elever i udskolingen. Kramhøft har dermed en unik mulighed for at tale om disse tunge emner på en måde, og i en form, der rammer ned i en målgruppe af unge, som har behov for bøger, de kan overkomme og spejle sig i.
Lars Kramhøft er en dygtig forfatter, der formår at få mest muligt ud af de begrænsninger, som kravet om et lavt lixtal stiller – det er ganske enkelt godt håndværk. Men det ville også have været fantastisk at se historien udfoldet i et længere, mere voksent format med ordentlig plads til udforske blandt andet angsten og den følgende selvskade, som figuren Lars også skal kæmpe med.
Dygtig forfatter med umoden streg
Desværre er Kramhøft ikke lige så stærk en tegner som forfatter. Hans naive streg fremstår på de sort/hvide sider umoden, og den savner i bund og grund meget mere karakter og personlighed til at støtte op om tegneseriens tunge emner. At han alligevel når i land som serieskaber skyldes, at der er styr på, hvordan en historie fortælles i billeder samt det overordnede visuelle flow.
Også selvom bogen i høj grad spænder ben for sig selv ved at benytte en gammeldags skrivemaskine-lignende skrifttype til voiceover eller dagbogsnoterne. Det giver ikke mening, når historien er placeret i en nutid, hvor de unge, som det handler om, er i symbiose med deres smartphone. Og det er grafisk utiltalende.
Dagbog fra Afgrunden kræver således dels, at den unge læser kan leve med en tegneserie i sort/hvid, dels at der ikke opstår panik over, at det hele ikke ligner slikkede superhelte. Men kan læseren skræve ind over den barriere, så venter der til gengæld en historie, som på en ærlig og ligefrem måde taler om angst, sorg og ikke mindst håb.
