Morten Thorning takker i dag af som leder af en af Danmarks mest bemærkelsesværdige og visionære uddannelsesinstitutioner.
I dag er der afskedsreception i Viborg for Morten Thorning, stifter og daglig leder af The Animation Workshop, som i dag huser de tre fire-årige professionsbacheloruddannelser Character Animation (i daglig tale animationsuddannelsen), Computer Graphic Arts og Graphic Storytelling (i daglig tale tegneserieuddannelsen eller grafisk fortælling), samt The Drawing Academy (der udbyder forskellige kurser på mange niveauer), Visuel HF (HF med fokus på tegning, animation og visualisering) samt hubben Arsenalet, en fysisk ramme for understøttelsen af dimittenders overgang til erhvervslivet. Plus en masse andre aktiviteter, herunder Danmarks største animationsfestival VAF, Viborg Animation Festival.
Det er ikke let at begribe hvor stor en bedrift Morten Thornings livsværk egentlig er, ikke mindst fordi institutionen TAW hele tiden ikke blot har haft konstant fokus på at udvikle en af de mest dynamiske og unikke uddannelsesmodeller i Skandinavien, men også fordi man har forstået at bidrage med at udvikle og vækste erhvervslivet omkring uddannelserne.
Sagt mere klart. Som Animationsuddannelsen voksede, har man også på forskellige niveauer hjulpet med at opbygge samfundets og erhvervslivets forståelse for mulighederne i animation, og dermed øget behovet for animation. Det er en ægte vækststrategi, som er helt afgørende, hvis man vil have statsstøtte og akkreditering til en ny uddannelse i Danmark – man skal kunne sandsynliggøre at uddannelsen skaber jobs. Det har TAW været gode til, og det er i sig selv en bedrift, et adelsmærke.
At drive uddannelse i Danmark er ikke enkelt. Animationsuddannelsen er for eksempel skabt på en måde, som kan lyde trættende og teknisk for mennesker, der ikke er inde i mekanismerne i vores uddannelsessystem. Men fordi Filmskolen i København har en Animationsinstruktøruddannelse, må TAW ikke konkurrere med den, hvorfor TAWs tilsvarende uddannelse er en mere håndværksbetonet uddannelse, og mindre lederpræget.
Men ikke desto mindre har TAWs animationsdimittender ofte haft større succes med deres afgangsfilm, som igen og igen vinder priser her og der og især i den store animationsfestival i Annecy. Skolen ligger i Jylland, hvor man praler mindre end i hovedstaden, så der gås stille med dørene. Men det er altså en kæmpesucces, uanset hvordan man vender og drejer det.
En af hemmelighederne er muligvis Morten Thornings stærke fornemmelse for form og indhold i kernen af de forskellige uddannelser. Han er ægte betaget visuel storytelling, og har et vidende og passioneret forhold til animation og tegneserier, det klassiske såvel som det progressive, det nære såvel som det fjerne og eksotiske.
Netop dette DNA er dybt rodfæstet i skolen som oser af ægte ånd. At sammenligne de stilfærdige kasernebygninger med Hogwarts og Kløvedal kan synes romatiserende og overdrevet, men der er noget om det. Alene biblioteket rummer alt, hvad man har brug for, også udgivelser, man ikke længere kan købe, herunder for eksempel en af Morten Thornings egne favoritter, Osamu Tezukas hovedværk, 12-binds-mangasagaen om ‘Phoenix’.
Thornings helt store genistreg er imidlertid arkitekturen og visionen under det hele; gæstelærerordningen, som er noget helt særligt. I stedet for det konventionelle uddannelsessystem med faglærer har TAW et system, hvor en studieleder er den studerendes faste holdepunkt, mens gæstelærere hentes ind til modulforløb, der typisk varer fra 14 dage til en måned.
De lærere, der hentes ind er oftest praktiske udøvere, det vil sige mennesker som på minussiden typisk ikke har en pædagogisk baggrund, men på plussiden topudøvere i det felt, de arbejder indenfor, og som altid er på internationalt niveau. Der har for eksempel været gæsteundervisere fra Pixar og andre store animationsselskaber, som dumper ind lige efter de har færdiggjort en stor produktion.
For studerende er dette oftest uhyre attraktivt, dels fordi disse gæstelærere kommer med state of the art-viden om, hvordan tingene fungerer ude i virkeligheden, både kreativt, teknologisk, socialt og økonomisk. Det er en ordning, som kræver et stærkt netværk blandt de forskellige branchers aktører og en stor attraktion for gæstelærerne – “hvorfor skulle jeg, en stor kanon indenfor amerikansk animation dog rejse til en dansk provinsby og dele ud af mit hjerteblod og min viden?”, kunne de sikkert tænke.
Men mange kommer, fordi skolen har et fantastisk internationalt ry, det er ganske enkelt en spændende, krævende, meget meningsfuld og åbenbart meget dejlig oplevelse for mange af disse udøvere at lede et fagmodul kort og koncentreret, og derfor kommer de, nogle igen og igen, andre udskiftes løbende som fokus på færdigheder ændrer sig. Og eleverne har det i øvrigt også godt, faktisk er de de mest tilfredse i landet.
Thorning modtog sidste år på TAWs vegne en sær-Bodil for sin indsats for dansk animation gennem 30 år.
Morten Thorning vil absolut sikkert til disse linjer indvende at bedriften skyldes holdet, og det er også sandt, og dog. Thorning er en helt særlig støbning, utrættelig, energisk, idérig, konstant optaget af udvikling, engagement og løsninger. Selv når han er krævende, er hans altid venlige og muntre væsen umuligt ikke at holde af.
Jeg oplevede det personligt i mit arbejde med udviklingen af den tredje og seneste professionsbachelor, Graphic Storytelling, i hvilket vi diskuterede det vi kaldte auteur-aspektet – ideen om at stimulere entreprenante individer med stærke og engagernede visioner – og i den sammenhæng diskuterede vi forskellige filosofier og tilgange, og jeg spurgte på et tidspunkt hvordan skolens kultur ville håndtere dygtige og stærke, men måske meget besværlige individer, hvortil Morten kiggede foruroligt på mig og svarede “Her på skolen kan vi bedst lide at folk er flinke og ordentlige ved hinanden”.
Skønt det kunne lyde lidt undvigende, synes jeg personligt, det er et godt svar på et ikke helt enkelt spørgsmål. Læg dertil at man på skolen også er meget bevidst om, at der blandt studerende kan opstå faglige eller kreative kriser, og at disse håndteres, så dimittenderne forhåbentligt ikke bare har kreative og faglige værktøjer med sig ud i verden efter endt uddannelse, men også personlige, til når de virkelighedens prøvelser rammer.
Når Morten Thorning i dag aftræder (efter hvad man fornemmer er politiske uoverensstemmelser med moderorganisationen VIA, som sandsynligvis grundlæggende bunder i TAWs sprælske og konventionsudfordrende modus operandi), er det en helt særlig epoke, der beklageligvis er slut.
Thorning stiftede på legendarisk vis skolen i 1988 som et aktiveringstilbud til arbejdsløse Viborggensere, men udviklede, udviklede og atter udviklede The Animation Workshop til en dynamisk og visionær uddannelsesinstitution i international topklasse. Der er åbenlyst mange gode år tilbage i Morten Thorning, man må tro en kapacitet med den erfaring og netværk hurtigt kommer i spidsen for et eller andet superambitiøst projekt.
Tak for The Animation Workshop, Morten Thorning.
