Fiesta Magasinet
Fiesta Magasinet har drejet nøglen om. 2019 har stået på det værste og bedste, som magasinet har produceret i dets for korte og dog lidt for lange tre år. Først en nekrolog og så en anmeldelse af magasinets 2019.
Da Fiesta Magasinet begyndte at udkomme i slutningen af 2016 med nr. 0, stod det klart, at bladets råhed, satiriske bid og blanding af garvede og dugfriske tegneserietalenter var tiltrængt i Danmark. Undergrunden levede stadig og var lige så irriterende, åndssvag og morbid, som man kunne ønske. Hvor mange hængepatter – og nosser; hvor meget bæ og blod har vi ikke skulle trækkes igennem?
I Bruce & Robin har Johan Krarup forbundet sin cringe-humor og sit talent for at skildre stakkels og dog afskyelige eksistenser på helt eminent vis. Line Høj Høstrup har med sine tegneserier vist, at politisk satire ikke behøver gribe efter de lavt hængende frugter og lave grænseoverskridende angreb på de såkaldt krænkelsesparate. Tegneseriesatire kan være sjov og rammende på mange andre måder. Christian Henrys absurde tegneserier har på smuk vis forbundet det gakkede, irrationelle og dog konsekvent morsomme.
Alt i alt har bladet formået at skabe tossede og syrede tegneserier af høj kvalitet. Men selvom Fiesta Magasinet har været punket, har det også været tydeligt, at Fiesta-folket vidste, at de var punkede. Mange af deres jokes har været insisterende infantile og nævenyttigt grænsesøgende. Fiesta Magasinet har ubetinget været den mest leveringsdygtige og pålidelige producent af tåbeligheder i Danmark de sidste tre år.
Og heri ligger bladets paradoks. Bladet har været en platform for udgivelse af alt det tåbelige, grimme og absurde, vi ellers ikke levner meget plads i samfundet. Men disse tåbeligheder har fået præg af at være formulariske i de seneste udgivelser. Og når det sprælske og skøre er kommet på formel, er det vel et fint tidspunkt at stoppe festen. Det er ikke mange fester, som man kan sige stoppede, mens legen stadig var god. For Fiesta Magasinet lykkedes det – knap og nap.
Nr. 7 – Lige ved og næsten
Så vidt nekrologen, nu videre til anmeldelserne af Fiesta Magasinets tre udgivelser fra i år.
Det syvende Fiesta magasin udkom i februar i år. Hvad der ellers havde været en hæderlig udgivelse med skægge og flotte tegneserier, får sit helhedsindtryk ødelagt af fem afskyeligt tegnede og umorsomme tegneserier af tegneraliasset Hamderkasper.
Alle fire forsøger at være sjove på baggrund af enten jokes om pædofili eller sexistiske punchlines. Det er et tydeligt forsøg på at få læseren til at blive chokeret over grovheden, men egentlig hører det bare hjemme i en 5. klasse. Fiesta Magasinet har normalt formået at forene den dårlige smag med kvalitet, men det her var bare skuffende.
Særnummer – Blod, splat og uhygge
I særnummeret Død i sfæren fra juni er der for alvor skruet op for blod, splat og uhygge. Peter Kielland har en tegneserie med om en punksanger, der skråler ”I’m gonna puke on you babe” og under en koncert begynder at svæve væk ud over landet. Mens han forsøger at opretholde sit cool ydre, bliver han skudt ned, som var han en fugl. Stregen er kantet og brutal – en sær og virkelig skøn tegneserie.
Med helt vanvittige og trippede kompositioner fortæller Erlend Hjortland Sandøy i samme nummer en skæv og sjov historie om at foretage overspringshandlinger, mens verden går under. Død i sfæren vil nok ikke blive husket som et af magasinets bedste udgivelser, men det er simpelthen bare et helt gedigent nummer.
Nr. 8/9 – alt det bedste
I november udkom så Fiesta Magasinets sidste udgave, nr. 8/9, under navnet En popsang fra de varme lande! På Line Høj Høstrups helt igennem forrygende forside – og bagsideillustration, der i en vild komposition fremviser Høstrups legende, ekspressive og plastiske stil, mødes vi af en kirkegård, hvor de døde er vækket til live. Et åndeagtigt væsen ridder en skelethest over pladsen; skeletter kravler op fra deres grave. Mårdøn Smets papegøje, Fridag, der optræder i de fleste af hans tegneserier fra Fiesta Magasinet, er ved at blive henrettet rituelt. Enden er nær – også for Fiesta.
En popsang fra de varme lande! er en stor bedrift fra alle involverede – ikke blot fordi udgivelsen er tre/fire gange så stor som de vanlige udgivelser. De splattede, absurde og helt blæste tegneserier af bl.a. Christian Henry, Søren Mosdal og Jacob Ørsted og Ari Yates gør hvad de skal. Yates lader et par hængenosser penetrere en persons anus. Mosdal og Ørsted fortæller om en restaurant, der sælger menneskekød, hvor de ophængte mennesker – klar til slagtning – gør oprør.
Donald Trump(?) overfører sin sjæl til en saxofon i Henrys gakkede X-files parodi. I en vaskeægte hårdkogt action lader Rune Ryberg sin antihelt Knak lege blærerøvsmandemand, der besejrer fjenden, som selvfølgelig viser sig at være mændene i jakkesæt. Det er lavpandet, voldeligt og meget skønt. Anne Holmgaard Bomholts ’Problemer i Paradis’, der blandt andet udspiller sig på indersiden af omslaget, er et til afveksling roligt og afdæmpet bidrag. Med smukke akvareller i varme og rare farver fortælles der om to hjorte, der kommer til at spise resterne fra det æble, Adam og Eva delte. Det er en udramatisk historie, som er skøn at have med i blade som Fiesta Magasinet, så det hele ikke ender i fis og ballade.
– og lidt af det værste
Men udover disse højdepunkter rummer magasinet også eksempler på, hvorfor jeg har haft et lidt anstrengt forhold til Fiesta Magasinet. Peter Kielland fortæller om Henhan og Henhun, der leger doktor og finder ud af, at de hverken har kønsdele eller røvhuller. Til sidst ender det med, at al deres lort og pis flosser ud af deres munde. Tegneserien lader til at pege fingrer af de svenske feminister™, der ikke tror på kønsdele og kalder dem sociale konstruktioner.
Enten er jeg blevet for gammel til at læse den slags tegneserier eller så er Peter Kielland for gammel til at fortælle vitser, der køber ind i mediernes forvrængede repræsentation af al normkritik. Line Høj Høstrups bidrag lader også til at være fanget i en fælde af at ville lave grin med de krænkelsesparate™ humanister. De er luddovne, læser Foucault og leger tankepoliti og udskammer alle, der gør noget som helst ’problematisk’. Igen laver Høstrup altså kun grin med mediernes repræsentation af humanister, hvorved al menneskeligheden, der er nødvendig for, at satire ikke skal blive en skødehund for magthaverne, ryger i fløjten.
Johan Krarup har en næsten tredive siders lang historie om Bruce & Robin med, der understreger præcist, hvor fantastisk og irriterende Fiesta Magasinet har været. Bruce bliver inspireret af kanalrundfarternes guides til at lave samme service på passagerfly. Det hele ender selvfølgelig galt – gruelig galt –, og da ser vi i et kort moment, tre sider for at være præcis, Bruce udvise sårbarhed og moralske tømmermænd.
Efter at have reddet sit eget skind, da han fik et passagerfly til at styrte ned over Island (vel nok højdepunktet for karakterens destruktive opførsel), står Bruce ensom og uden mål og med midt i Islands golde månelandskab. Han er lamslået over sin situation, og karakterens følelsesliv som sådan er smukt skildret og forstærket gennem det bare landskab. Han må bede om et lift af en forbipasserende bilist. Men så – helt umærkeligt – slår han over i sit vanlige narcissistiske, hvis ikke psykopatiske, jeg uden den mindste snært af selvrefleksion.
At Bruce & Robin står overfor muligheden for enten at kunne håndtere sine karakterer med dybde eller som karakterer, der altid skal reproducere den samme form for humor, og vælger sidstnævnte løsning, er på mange måder symptomatisk for Fiesta Magasinets problemer. Dygtige kunstnere, Krarup, Høstrup og Kielland, lader til (i Fiesta Magasinet) at have svært ved at løfte deres komik ud af den samme rille. For Høstrup og Kielland bliver komikken reaktionær; for Krarup bliver den ensidig, men én ting er fælles: det er den samme joke, der fortælles igen og igen.
Flot afslutning, der kroner et vigtigt kapitel
Fiesta Magasinet har måske skabt et problem for sig selv, hvor det er svært at komme ud af komfortzonen for grænseoverskridende, humanist-bashende og splattet humor. Men et satireblad, der kun bevæger sig inden for sin komfortzone, mister hurtigt brodden. Forstå mig ret: En popsang fra de varme lande! er stor udgivelse, og den er uden tvivl kronen på værket. Den lever op til at skulle afslutte tre år af et flot magasin.
Problemet er derfor ikke bladet i sig selv, men hvordan vi efterhånden har læst de samme jokes i tre år. På den måde har bladets tid både føltes for kort og for lang. Med bladets næsten stålsatte insisteren på at være anderledes end resten af tegneserie-Danmark og dets evne for at finde dygtige danske tegneserieskabere og give dem plads til at udfolde sig, kommer vi nok både til at savne Fiesta Magasinet og håbe på, at der kommer noget endnu mere nyskabende, som kan samle faklen op.
