Under-Danmark giver plads til et rigtigt forlag (!) og sætter fokus på tre udgivelser fra forlaget Afkom: David Lius Dreams of ultraviolence, Peder Riis’ Igor & Doktor, og antologien Satankulten på Anholt.
UNDER-DANMARK er Nummer 9s månedlige blog om small press, zines & undergrundsblade med tegneserier, skrevet af forlægger Paw Mathiasen og tegneserieskaber Lars Kramhøft.
Forlaget Afkom blev startet i 2019 af Anders Fjølvar og har udgivet en kavalkade af kulørte blade og antologier med tegneserier af både debutanter og veteraner. Og lad os bare få svesken på disken fra starten af: Forlaget har hjemmeside, CVR-nummer og flere af dets udgivelser er blevet anmeldt i i bl.a. Troldspejlet.
Hører Afkom så overhovedet til i Under-Danmark, spørger du måske?
Vi bevæger os selvfølgelig i gråzoner her. Når vi trods alt har valgt at dedikere denne måneds blog til Afkom, er det kort fortalt, fordi Anders Fjølvars udgivelser i den grad er båret frem af en fandenivoldsk outsider-attitude og en ukunstlet kærlighed til horror, action og generelt hærg, alt sammen kvaliteter der placerer forlaget langt fra den kommercielle mainstream i Danmark. Modsat meget traditionel undergrund er der til gengæld overraskende lidt sex i forlaget Afkoms udgivelser, omend det dog bliver til et par nøgne damer hist og her. Eller sagt på en anden måde; hvis Cult Pump er dansk tegneseries sexede, art school outsider i læderjakke og med smøg i kæften, så er Afkom den snottede lillebror uden fortænder og med slangebøsse i baglommen!
Frem for alt er Forlaget Afkom et sted, hvor nye, uprøvede talenter får lov at komme til orde, og det gør forlaget værd at holde øje med.
IGOR & DOKTOR
Af Peder Riis
A4, 61 sider, farver
Vi starter dog med en gammel kending, nemlig Peder Riis, som vi kender fra en mængde antologier og albums som Ana – alene ved verdens ende og Skyggearken (begge med Michael Lindal Andersen ved tasterne), og solo-debuten Lasernonnen. Også i Igor & Doktor både skriver og tegner Riis, og det slipper han som helhed godt fra. Historien er ét stort sammenkog af det bedste fra b-filmene og horrortegneseriernes verden med en gal videnskabsmand, rumvæsner, en varulv, et muteret sump-monster – sågar nogle levende døde bliver der plads til – det hele filtreret gennem Riis’ joviale streg og sprog.
Når han er bedst, tegner og skriver Riis deruda’ med en begejstring, der minder én om dengang man var tolv år og bare tegnede på livet løs uden at bekymre sig om noget. I den forstand er Igor & Doktor den perfekte showcase for Riis; det er generebevidst, morsom og kulørt underholdning for alle pengene, aldrig mere voldeligt end, at man sagtens kunne give Igor & Doktor til en 12-årig uden at få problemer med forældrene. Skulle man sætte en finger på noget, kunne det være en helt generel mangel på kontrast i både streg og farvelægning, som kunne få helheden til at stå stærkere.
SATANKULTEN PÅ ANHOLT
Af div. Redaktør: Anders Fjølvar
A4, sidetal ukendt, S/H
Satankultuen på Anholt er et prima eksempel på den unikke position, forlaget Afkom indtager i tegneserie-Danmark på godt og ondt. Det er på den ene side en ambitiøs, semi-professionel udgivelse (forsiden er outsourcet til selveste Peter Snejbjerg!), men med den store mængde afskårne hoveder, blasfemiske forhudsforsnævnringer og brug af ord som ”gedeknepper”, bliver det næppe en tegneserie nogen dansklærer vil bruge i undervisningsøjemed lige foreløbig!
Niveauet er desuden ekstremt ujævnt med meget stor forskel på de individuelle bidrag, ligesom udgivelsen som helhed har visse mangler der gør, at den kommer til kort som en helt professionel udgivelse; især savner vi en indledning eller bare som minimum en bagsidetekst, der forklarer forbindelsen til Anholt og sætter temaet i en eller anden kontekst. Sidetal kunne også have været rart, især når der nu faktisk er en indholdsfortegnelse!
Men okay, derudover er det selvfølgelig ikke raketvidenskab: Det handler om Satan! Dæmoner og kutteklædte kultister, der tilbeder Satan er det gennemgående motiv. Som sagt er niveauet ret ujævnt, men fremhæves bør både den ret ukendte Jakob Rohde-Kappel for sin stilsikre og klassisk flot tegnede historie om den clairvoyante detektiv, exorcist og actionbabe Dez Demona, ligesom Søren Bang Nørgaards De satans boligpriser, der med sin minimalistiske streg leger med antologiens tema på en sjov og overraskende måde.
DREAMS OF ULTRAVIOLENCE
Af David Liu
30 x 13 cm, 56 sider, S/H.
David Liu er en ung fyr på kun 17 år, der første gang lod høre fra sig med sit bidrag til antologien Videovold (også ved forlaget Afkom). Dreams of ultraviolence er således hans solodebut, og den er både ambitiøs og særdeles lovende for David som fremtidig tegneserieskaber. Tegneserien er udformet i et frækt aflangt format, som vil være et mareridt for enhver samler og bibliotekar, og det er skønt at se forlaget Afkom gå væk fra det røvkedelige A4-format, som både Satankulten på Anholt og Igor & Doktor udkom i, og som bør reserveres til skoleopgaver og skrivelser fra kommunen.
Og lad det være sagt med det samme: David Liu tegner som en galning – på den fede måde. Vi taler sirlig streg med en nærmest manisk detaljegrad og kompleksitet i billederne (mon ikke der er noget Geoff Darrow at finde i Lius tegneseriesamling?). Det kunne nemt være blevet det værste rod, og det taler til Lius ros at han klarer skærene! Historiemæssigt er vi over i et Hong Kong actionbrag a la John Woo når han går allermest bananas, men med et skævt og ret morsomt metalag. Ret skal være ret – det er forvirrende fortalt, og der er steder hvor handlingen bliver svær at følge, så det historiefortællende aspekt bør Liu arbejde på at styrke fremadrettet – men ideerne er gode, og Dreams of ultraviolence er værd at læse alene på grund af de fuldstændigt sindssyge tegninger.
Alle forlaget Afkoms tegneserier kan findes på forlagets hjemmeside
Oplev Under-Danmark live på Copenhagen Comics! Mød serieskaberne Andreas Hansn (Gymnoten), Kristine “Krille” Tiedt (Yngel), forlægger Anders Fjølvar (Afkom) og Martin Christiansen (forfatter til den kommende bog om Sverre H. Kristensen), på panelet “På Sporet af Undergrunden: Sex, vold og … feminisme?!” søndag d. 29/5 kl. 11:30. Event: https://copenhagencomics.dk/foredrag/sex-vold-og-feminisme/