Stribeveteranen bag “Momsemor” og “Krimiquiz” snakker tegneseriefavoritter og -inspirationer.
Inspector Danger’s Krimi-quiz startede oprindeligt helt tilbage i 1974, men for nylig er den igen kommet i vælten. I foråret udgav Forlaget Afart en samling af striberne, der blandt andet var genstand for heftige diskussioner her på Nummer 9, og for nylig fandt serien så vej til det store amerikanske stribesite Gocomics.
Nummer 9 greb lejligheden til at snakke tegneseriefavoritter og -inspirationer med Wejp-Olsen, og det udviklede sig til en kronologisk gennemgang af serieskaberens udvikling siden debuten som vittighedstegner i 1955 og som tegneserietegner i 1966. Fra Peter og Perle over Krimiquiz til Momsemor. Og så har WOW, som han signerer sine tegninger, i øvrigt et overraskende godt øje til det kontroversielle danske makkerpar Wulffmorgenthaler …
Hvad er den første tegneserie, du husker at have læst?
– Mon ikke det var Peter & Ping? I mit barndomshjem abonnerede vi på to-tre aviser og diverse ugeblade, så jeg er vokset op med datidens avistegneserier, således også Ingvar’s Tjavs og Magasin Madsen, Carlt af Holger Philipsen, Barney Baxter (Frank Miller), Bob & Frank (Tim Tyler’s Luck af Lyman Young, bror til Blondie’s Chic Young), Buz Sawyer af Roy Crane, Hopalong Cassidy af Dan Spiegle, Børnene på Sydhavsøen af Svend Otto, Arne Ungermann’s Hanne Hansen, Jørgen Mogensen med Den tossede tegner og Poeten og Lillemor, Willy på eventyr samt ikke at forglemme – Bamse & Dukkelise (!). Alle var de med til at grundlægge min fascination af disse små firkanter med den store virkning.
– Men den tegneserie, der nok fascinerede mig mest var Willy Nielsen’s Egene, der en tirsdag i februar blev lanceret på forsiden af Skipper Skræk. En fantastisk oplevelse for en lille knægt at gå på opdagelse i Danmarks stenalder hver tirsdag efter skoletid. Og så var der alle de andre serier. King of the Royal Canadian Mounted Police, Den kære familie (Polly And Her Pals af Cliff Sterrett) – humoristisk surrealisme på højt plan samt Agent X-9, tegnet af Mel Graff. Sorte Maske af Charles Flanders.
– Men min favorit var nu Fantomet, når han altså var tegnet af Wilson McCoy. Hos mig er han stadig Fantom-tegner Numero Uno. Hans naive og lettere kluntede action-tegninger, tilsat hans enestående skyggeteknik, gjorde historierne spændende, plottet troværdigt og spiseligt modsat vore dages Fantom-tegnere, hvis realistiske streger gør det svært at tro på en superhelt, der render rundt i stribede underhylere og solbriller og som stadig bruger en hest som sit foretrukne transportmiddel. Så hermed en tak til Wilson McCoy, som har været en stor inspiration både for mig selv og min gode ven, Jan Lööf, dengang vi lagde tuschpen til Felix.
– Min næste store åbenbaring i tegneseriens magiske verden var det første nummer af Anders And & Co. Da jeg så de første ti sider med Anders And som brandmand, tegnet af (ja, af hvem?), var det et magisk øjeblik. Her og nu blev der skabt tegneserie-historie, vidste jeg. Det er ikke blot noget, jeg siger, fordi det i dag er en kendsgerning. Sådan følte jeg det virkelig, da jeg “mødte” Carl Barks for første gang.
Hvis du skulle nævne en tegneserie, der i sin tid inspirerede dig til selv at lave tegneserier – hvilken én ville du så pege på?
– Det må nok være Wilson McCoy’s Fantomet, tilsat en hel del Tintin. Men faktisk startede jeg et helt andet sted, nemlig som gag cartoonist. (Ordet “vittighedstegner” burde fjernes fra Den Store, Danske Ordbog). Da jeg første gang så en cartoon af Sam Cobean fra The New Yorker i det danske Mandens Blad, datidens Playboy (i dag tæt på et årsskrift fra Indre Mission), vidste jeg, at jeg ville være tegner. Yderligere inspireret af Jørgen Mogensen’s sexede cartoons i Hudibras forsøgte jeg mig som gag cartoonist og solgte min første cartoon til Ekstra Bladet (kr. 15,-) som 17-årig, mens jeg stadig gik i gymnasiet. I de kommende år havde jeg fokus på disse gag cartoons, som via et bureau i Schweiz blev solgt over store dele af verden samtidig med, at indtægterne financierede min uddannelse som journalist.
– Men inspireret dels af Tintin, dels Fantomet, dels James Bond debuterede jeg i Jyllands-Posten med Peter & Perle, min første rigtige tegneserie. En humoristisk spændingsserie med drengen Peter og hans fire-potede sidekick Perle. Det førte senere til Felix, som jeg overtog efter Jan Lööf, der ganske enkelt ikke havde psyke til at kreere en tegneserie dag ind og dag ud. Jeg tilbragte en weekend i Stockholm, hvor Janne, som faktisk er hans fornavn, dels gav mig et lynkursus i at tegne Felix, dels viste mig de mere muntre sider af det stockholmske natteliv. Jeg tegnede den så de næste ti år – faktisk dobbelt så lang tid, som Jan Lööf magtede.
– I det danske tegneserie-miljø blev min overtagelse af Felix nærmest betragtet som en form for blasfemisk helligbrøde, og jeg kunne læse, at blandt tegneserie-freaks betragtede man mine Felix-historier blot som lettere underholdende uden politiske overtoner. Men faktisk brugte hovedparten af mine historier tidens store samfunds-politiske emner som grundelement, tilsat en satirisk og humoristisk historie med masser af visuel aktion. Lad mig i flæng nævne u-landshjælp, energikrise, hungersnød, Disney-filosofien, fagforeninger, arbejdere/arbejdsgivere, 007, klasseskel, alternativ energi, evig ungdom og bureaukrati. Der er åbenbart nogen, der har svært ved at læse mellem linierne.
Kan du pege på én tegneserie, der har inspireret den måde, du laver tegneserier på i dag?
– Nej, men Momsemor er inspireret af den såkaldte “Connecticut-Skole”, der tæller navne som Mort Walker (Basserne, Mads og Misse), Dik Browne (Hagar), Bill Yates, Orlando Busino, John Gallagher, Geo Gately, Bob Weber og Al Johns. Altså en enkelt og klar stil uden overflødige dikkedarer, som sikrer den korteste vej fra punkt A (set-up) til punkt B (punch-line). “Connecticut-Skolen” er i øvrigt et udtryk, jeg har været med til at lancere. Jørgen Sonnergaard og jeg arbejdede sammen på PIB, blandt andet med de første “Verdens Bedste Tegneserier”-antologier, og vi kaldte denne specielle tegnestil for “Connecticut-Skolen” som en spøgefuld reference til “Pariser-Skolen” eller “Bauhaus-Skolen” inden for malerkunsten. Under redigeringen af disse bøger besøgte vi en del amerikanske tegnere, heriblandt Mort Walker, og jokede med udtrykket til stor moro for ham og hans gutter. Han havde herefter et indlæg i “Cartoonists Profiles”, hvor han fortalte om de her to skøre danskere med deres specielle navn for denne tegnestil. I dag er navnet et etableret begreb, men det begyndte altså som en joke.
Hvis du skulle vælge én favorittegneserie, hvilken ville det så være?
– Det er et spørgsmål, der ikke kan besvares endegyldigt. Jeg har haft flere favorit-serier i tidens løb, men de skifter jo, som man selv skifter holdninger i forhold til tidens trends. Men hvis jeg endelig skal nævne én serie, der ligger i top på min liste, må det være Hagar, dengang Dik Browne stod for stregerne. Raffineret bigfoot-style, stærke gags og et festligt persongalleri. Måske spiller det også ind, at jeg kendte Dik Browne personligt, og at jeg på et vist tidspunkt abejdede sammen med ham som forfatter og tegner på et par af hans Hagar-albums.
Hvilken tegneserie ville du ønske, du havde lavet?
– Alle serier, der går i mere end 1000 blade! Nå, spøg til side. Far Side ville jeg gerne have fundet på. Den er jo “bare” en forlængelse af de gag cartoons, der var populære, da jeg startede. Som den geniale cartoonist Gary Larson er, har han løftet den traditionelle gag cartoon op til niveau, man kunne kalde gag2, gag i anden potens. Det varer nok et stykke tid, før han bliver overgået.
Nævn en tegneserie, du er vild med, men har svært ved at overbevise andre om at påskønne efter fortjeneste …
– Wulffmorgenthaler! Lyder mærkeligt – den har jo masser af fans, men jeg møder flere, der hader den. Nok et generations-spørgsmål. Geniale og syrede gags med kant, der gør det platte intelligent og morsomt til stor provokation for borgerskabet. Desværre er jeg, der optrådte som “Artige Werner” i Hans Qvist’s Skrækkelige Olfert, et produkt af Flinkeskolen, så jeg ville aldrig kunne lave sådan en serie. Men lidt provo har man da været. Stor forargelse hos borgerskabet, da jeg i sin tid tegnede frække damer i Hudibras.
Nævn en serieskaber, du har ”opdaget” for relativt nyligt, hvis ting har gjort indtryk på dig – og den tegneserie, der introducerede dig for vedkommende …
– Han hedder Mark Tatulli. En utrolig vital og spændende personlighed, som jeg mødte i Los Angeles i 2009 i forbindelse med The National Cartoonists Society’s såkaldte Reuben-weekend. En komsammen af primært serietegnere fra hele USA med kåring af årets tegner som højdepunkt. Hans tegneserie hedder Lio – En makaber og anderledes pantomime-strip med en lille knægt, der hygger sig i selskab med Dracula, Frankenstein-monstret, King Kong, Godzilla, zombier, blæksprutter, væsner fra det ydre rum, mumier og andet godtfolk. Den bliver stor. Hvis man vil hilse på Lio, kan han beses på gocomics.com, hvor han optræder i selskab med omkring 200 andre tegneserier – herunder Inspector Dangers Krimi-Quiz, BTW.
“♥ tegneserier” er en Nummer 9-interviewserie, hvor tegneseriefolk fortæller om tegneseriefavoritter. Tidligere: Peter Madsen, Jacob Rask, Peter Kielland, Silke Nedergaard, Søren Mosdal, Peter Snejbjerg, Rikke Villadsen, Henrik Rehr, Christoffer Zieler, Niklas Asker, Rasmus Bregnhøi, Tore Bolhøj, Dong Trieu Do, Paw Mathiasen, Lars Jakobsen, Mikkel Sommer og Lars Kram. Flere interviews følger.
