Egentlig er hun billedkunstner og illustrator. Men Rikke Villadsen er ikke bange for at prøve kræfter med tegneseriens kulørte verden, hverken som afsender eller modtager. Læs om hendes personlige tegneseriefavoritter her …
Rikke Villadsen har bidraget til Aben Malers “Tegn eller dø”-projekt og lavet tegneserien “Skægmanden fra Varde” sammen med Jens Blendstrup. Hun arbejder for øjeblikket på opfølgeren “Skægmanden i skærsilden”, og den 20. august fejrer hun udgivelsen af “Udkast(2) billedfortællinger mellem 9 kunstnere” (eget forlag) i CMYK.
Som barn var Rikke Villadsen lidt af en tegneseriesnyder, men både Jan Lööfs Felix og Robert Crumbs underground-tegneserier gjorde stort indtryk. Og så foretrækker hun i øvrigt tegneserier, der er lidt svære at aflæse – modsat f.eks. “Jimmy Corrigan” af Chris Ware, “280 siders letaflæselig selvmedlidenhed” …
Hvad er den første tegneserie, du husker at have læst?
– Jeg kan huske, at “Felix på Eventyr” af Jan Lööf gjorde et stort og blødt indtryk på fritidshjemmet i 1983. Alle maskiner og huse og ting var ligesom bygget af tyggegummi i den tegneserie. Jan Lööfs tykke kontur og runde hjørner var jo ren Hubba Bubba. Det var måden, hvorpå verden blev gengivet, der står lysende klart.
– Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg læste den. På det punkt er jeg nok lidt af en tegneseriesnyder, nogle gange kigger jeg bare billeder.
Hvis du skulle nævne én tegneserie, der i sin tid inspirerede dig til selv at lave tegneserier – hvilken én ville du så pege på?
– Det må være “Fritz the Cat” af Robert Crumb. Dem læste jeg, da jeg var 11 – i smug, tror jeg, eller når jeg kunne komme til det. Det var så beskidt og lummert og storbyagtigt. Faktisk ret absurd at tænke tilbage på: at dér sad en lyshåret skandinavisk pige i pubertetsalderen og blev liderlig over en amerikansk galnings obskure perversioner. Det var så nok på samme tid, at jeg fik min første bums. Ha ha. Men i forhold til Gammel Pot og Prins Valiant – gab og en slags køresyge syltetøjsmadder – så var der nogle drifter på spil, alle de der kæmpekvinderøve, og mænd der forsvandt derop. Og det var ikke spor helteeventyrligt eller belærende. Det inspirerede mig. Og hans kødfulde streg.
– Jeg er jo oprindeligt ikke tegneserieskaber, og derfor kan man ikke rigtig sige, at det inspirerede mig til selv at lave tegneserier. Men tegner blev jeg, og da jeg sidste år startede arbejdet med min debut “Skægmanden fra Varde” var det helt naturligt for mig at bruge Robert Crumb – ja, og så Rasmus Klump – som referencer i et nyt medie.
Hvis du skulle vælge én favorittegneserie, hvilken ville det så være?
– Jeg har vist ikke en favorittegneserie, jeg er som sagt ikke oprindeligt tegneserieskaber eller -læser. Jeg er billedkunstner på afveje. Men jeg vil da gerne benytte lejligheden til at nævne en favorit, der næsten laver tegneserier: David Shrigley. Først forsøgte han faktisk at tilpasse sin kunst en comics-form, fordi formen er velkendt. Men han indså hurtig, at det, han laver, er noter. Nu udgiver han sine værker som “Note-books”. Det er billedkunst og litteratur, der på en humoristisk og præcis facon kommenterer eller tydeliggør menneskelige paradokser. Han rentegner aldrig. Måske af den grund er hans arbejde lige i øjet. Jeg mener, at når der rentegnes alt for meget i tegneserier, bliver det visuelle udtryk for velpoleret og kedeligt. Jeg glider af på det, fordi det gør tegnerens virkelighedsgengivelse forudsigelig og utroværdig. David Shrigley er en ægte dårlig tegner. Og stor humorist. Det ser jeg meget op til.
Hvilken tegneserie ville du ønske, du havde lavet?
– Tintin, tror jeg, for så ville jeg være millionær og leve luksuriøst og invitere mine kolleger på lækker mad og dyre drinks, køre i en blæret bil og få mig en ny Mac.
– Og samtidig ville mit (nuværende) skæve og anarkistiske arbejde virke foruroligende og chokerende på et meget stort publikum.
Nævn en tegneserie, du selv er vild med, men som du har svært ved at overbevise andre om at påskønne efter fortjeneste …
– Nu er det igen, at spørgsmålet får mig til at føle mig en lille smule udenfor miljø. Jeg har egentlig aldrig haft intentioner om at overbevise andre om at påskønne værker. Men lad os alligevel antage og forestille os en situation … jeg ville uden tvivl kunne medbringe en hel stak mærkelige billedbøger på – lad os sige – tegnestuen Over Floden og råbe skingert: “Kan I ikke se, hvor fedt det er??!”
– Jockum Nordströms “Sailor och Pekka”. Henrik Dreschers “Tales from the Crib”. Diverse Mr Moka Mat eller Le dernier Cri.
– Men omvendt har jeg svært ved at overbevise min kollega Rikke Bakman – som har en helt anden tegneseriebaggrund – om den kunstneriske kvalitet i de gamle Rasmus Klump. De fleste kunstnere eller serieskabere bevæger sig indenfor et afgrænset felt af billedeobservationer. Derfor kan man sige, at et værk fortjener sin påskønnelse og hyldest indenfor en bestemt kategori eller genre. Det er vigtigt at gøre sig bevidst omkring. Især når man flagrer rundt mellem forskellige medier, og ikke kan blive stående det samme sted ret langt tid ad gangen.
Nævn en serieskaber, du har ”opdaget” for relativt nyligt, hvis ting har gjort indtryk på dig – og den tegneserie, der introducerede dig for ham …
– Det er en hun. Amanda Vähämäki, og hun har tegnet “The Bun Field”. Det er rå, skitset og grumset blyantstegning, der favner det surrealistiske drama med en feminin integritet. Hun er vist rimelig ung, og tydeligvis inspireret af Anke Feuchtenberger, jeg glæder mig til at se mere fra hendes side.
– Det er lige præcis den slags sære universer, jeg ynder at dykke ned i. I personernes gnidrede ansigtsudtryk ligger der en tvetydighed, der måske ikke aflæses præcist og på sekundet, men netop deri ligger billedkunstnerens forståelse for den menneskelige kompleksitet. Ikke som i Chris Wares 280 siders letaflæselig selvmedlidenhed … Det bliver en udfordrende, opdagende billedaflæsning, og måske en smule ubegribeligt og mærkeligt for læseren.
– Jeg ved ikke, om man kan tale om en ny tendens indenfor tegneserier, men de her udgivelser, der er båret af stor kunstnerisk vilje og særhed af folk med andre baggrunde, der udfordrer mediet. Dem er der pludselig blevet mere plads til – måske fordi ingen ved, hvad graphic novel helt betyder eller kan oversættes til. Det giver en åbning. Det er godt.
“♥ tegneserier” er en Nummer 9-interviewserie, hvor tegneseriefolk fortæller om tegneseriefavoritter. Tidligere: Peter Madsen, Jacob Rask, Peter Kielland, Silke Nedergaard, Søren Mosdal og Peter Snejbjerg. Flere interviews følger.
