Han har lige udgivet “Lost Highway”, en mytoman tegneseriefortælling om Hank Williams’ sidste dage. Han udgør også den ene halvdel af kunstpunk-bandet Ghost Voo. Men når Søren Mosdal lægger pennen og guitaren, griber han en tegneserie.
Søren Glosimodt Mosdal deltager i Nummer 9’s interviewserie “♥ tegneserier”, hvor tegneseriefolk fortæller om deres tegneseriefavoritter. Mosdal voksede op med det franske Spirou, forsøgte sig med en tegneserieadaption af “Abernes planet” som 11-årig og anbefaler Peter Bagges Hate til alle nye læsere af tegneserier …
Hvad er den første tegneserie, du husker at have læst?
– Som ganske ungt menneske – fra 5 års alderen – var jeg i to år bosat i Frankrig. Her var det absolut normen at læse månedsmagasinet Spirou, hvor vi fik en grundig indføring i den fransk-belgiske skole, Blåfrakkerne, Hr. Pind, Buller og hans hund, osv.
– Yann og Conrad, som herhjemme er kendt for Hongkong 1949 og Bob Marone, var de frække i bladet, og skilte sig ud med på en gang avancerede og lavpandede ting rundt omkring i bladet.
– Jeg tror faktisk også jeg havde abonnement på Anders And & Co. Det er jo også en udemærket tegneserie, men som tegner inspirerede den ikke så meget.
Hvis du skulle nævne en tegneserie, der i sin tid inspirerede dig til selv at lave tegneserier – hvilken én ville du så pege på?
– Det kan jeg faktisk ikke huske! Til gengæld kan jeg huske mit første forsøg på en tegneserie af albumlængde. Det var en versionering af “Abernes planet”, men jeg nåede kun til scenen, hvor en chokeret Charlton heston – det VAR et chok – opdager at hans kvindelige co-pilot har fået slået hul i sin rumkapsel og er blevet mumificeret.
– Med andre ord, det er lige efter titelsekvensen. Jeg vil til mit forsvar sige, at det her var før VHS’en, ihvertfald i mit hjem, og jeg derfor var nød til at prøve at huske hele filmen med min 11-årige guldfiskehukommelse. Hvilket mislykkes.
Hvis du skulle vælge én favorittegneserie, hvilken ville det så være?
– Den første, der falder mig ind her, og tilfældigvis også den tegneserie jeg konsekvent anbefaler alle nybegyndere i tegneserier, er Hate af Peter Bagge.
– Jeg vil ikke gå så vidt som at sige at dét er min absolut yndlings serie, men det er én, jeg kan vende tilbage til igen og igen, ikke mindst på grund af den helt elementære læsbarhed.
– Der er ingen der når Hate, hvad genren ”generations-tegneserie” angår, selvom Jacob Ørsted og jeg har gjort forsøget med Rockworld 1 og 2.
– Når jeg siger Hate, mener jeg i øvrigt de hæfter, der findes samlet i de to første bøger, ”Hey Buddy” og ”Buddy does Seattle” – serien fortsatte med at være god også efter der kom farver på, men de gamle ting er absolut mest veloplagte og sjovest.
Hvilken tegneserie ville du ønske, du havde lavet?
– Nu ser jeg mindst én gang om året en tegneserie, hvor jeg bliver grøn af misundelse og sværger, at det var præcis dét, jeg ville have tegnet og fundet på, hvis jeg havde været dygtig nok.
– Følelsen fortager sig som regel igen, heldigvis. Men sidst, det skete, var da jeg genlæste “My Boy” af Olivier Schrauwen: Første gang afviste jeg den som ren pastiche, men anden gang slog den benene væk under mig.
Nævn en tegneserie, du selv er vild med, men som du har svært ved at overbevise andre om at påskønne efter fortjeneste …
– Nu kan jeg så ikke kigge komme i tanke om en tegneserie. Men jeg er sikker på, det er i orden, hvis jeg slår over i tv-serier på det her tidspunkt. Folk gider da heller ikke høre om tegneserier hele tiden …
– I hvert fald er “The Larry Sanders Show” en tv-serie, jeg igen og igen forsøger at sælge til alle, der gider lytte til mig – og nu også læserne af Nummer 9.
– Det er moderen over alle mockumentary-sitcoms, som det hedder på godt dansk, og den handler om en selvoptaget, krukket og menneskefjendsk tv-vært à la Letterman – vi følger ham bag og foran scenen, og en stjernerække af gæster optræder som sig selv i programmet, ingen af dem bange for at udstille sig selv.
– Det lyder selvfølgelig bekendt – se for eksempel Extras – og det var her det startede. Det er den absolut sjoveste og sorteste tv serie jeg har set, og alle der holder af The Office, Seinfeld, Curb Your Enthusiasm og Klovn skylder sig selv at se den.
– Nåjah, de fire første ZZ Top-plader er også gode, men det er der jo ingen der tror på, man husker dem kun for deres håbløse firserhit “Legs” …
Nævn en serieskaber, du har ”opdaget” for relativt nyligt, hvis ting har gjort indtryk på dig.
– David Prudhomme. Hans Rebetiko er en af de serier hvor jeg som før nævnt fik en grim følelse af jalousi da jeg så den – efter læsningen af albummet var jeg nu knap så misundelig – men til gengæld er hans ”La Marie en Plastique”, skrevet af Rabaté, fantastisk. En morsom og både ondskabsfuld og hjertelig udstilling af fransk forstads middelklasse, fortalt i et tempo der giver sig tid til at få alle små banaliteter med. Her skylder jeg måske at indrømme at jeg faktisk ikke har læst del 2 endnu, som efter sigende skulle stige signifikant i både tempo og dramatik …
– På den danske scene er jeg for nylig støt på de to store talenter, Mikkel Sommer og Thomas Mikkelsen, som tilfældigvis er venner og som gør stort indtryk. Sommer mangler at lave en længre ting, men den er vist på vej, og Mikkelsen har allerede lavet sin første 140-siders ting, en fortolkning af et islandsk folke eventyr, som så virkelig fed ud – jeg ikke fået den læst endnu, kun set den igennem, for den er ikke udkommet rigtigt endnu. Eller er den?
“♥ tegneserier” er en Nummer 9-interviewserie, hvor tegneseriefolk fortæller om tegneseriefavoritter. Tidligere: Peter Madsen, Jacob Rask, Peter Kielland og Silke Nedergaard. Flere interviews følger.
