Comic Party er en nyskabelse på det danske marked: En bugnende antologi af fortløbende historier med en travl udgivelsesplan. Nummer 9 har taget en snak med redaktør Trieu om tegneseriefavoritter.
Med inspiration fra de store japanske manga-antologier har Comic Party siden slutningen af 2010 forsøgt at få vestlig og østlig tegneseriekultur til at gå op i en højere enhed. Blandt amerikanerne gnubber nyklassikeren Usagi Yojimbo skuldre med publikumsfavoritten Girl Genius, mens et par lidt mindre profilerede mangategnere holder fanen højt i det asiatiske ringhjørne. Alt sammen suppleret med webserier, redaktionelt stof, læsertegninger og meget mere.
Manden ved roret hedder Dong Trieu Do. Han er en nøglefigur, når der skal vælges tegneseriebidrag til Comic Party, men hvad vælger han selv, når der skal plukkes tegneserier ud af reolen? Nummer 9 har undersøgt sagen.
Hvad er den første tegneserie, du husker at have læst?
– Min første tegneserie var nok et Anders And-blad. Mine forældre havde en kiosk et minuts gang fra vores lejlighed, hvor jeg brugte meget af min tid, så jeg voksede op med, at mine forældre læste højt fra de tegneserieblade, som de solgte i kiosken. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at der var nogle Anders And-serier, som jeg elskede højere end de andre. Det viste sig, at det var Don Rosas’ historier. Hans serier fik én til at føle, at man dykkede længere og længere ned i et univers, som hele tiden voksede, men stadig hang sammen. Som lille – og den dag i dag – morer jeg mig over at finde alle de små detaljer. Don Rosa var grunden til, at jeg blev ved med at læse tegneserier, for dén type oplevelse fik jeg ikke af andre medier.
– “Honourable mention” må dog gå til den engelske udgave af Rumiko Takahashis Ranma 1/2, som jeg fandt i Københavns Hovedbibliotek, mens jeg ledte efter andre serier. Jeg havde læst manga før, uden at vide at det var manga – Ghost in the Shell og Akira – men det var Ranmas humor og energi, som virkelig fik mig hevet ind i hele mangauniverset.
Hvis du skulle nævne én tegneserie, der har inspireret dig til selv at udgive tegneserier – hvilken én ville du så pege på?
– Egentlig var det nok mere hele udgivelseskonceptet for de ugentlige japanske mangamagasiner, der inspirerede mig. Da jeg læste om det, tænkte jeg simpelthen: “Hvorfor har vi egentlig kun Anders And og superhelte i Danmark?” Det virker som en åbenlys ide: Masser af sider, udnyt stordriftsfordelene, undgå at låse dig fast i bestemte historier. Jeg henter stadigvæk magasiner hjem fra Japan med jævne mellemrum for at lade mig inspirere.
Hvis du skulle vælge én favorittegneserie, hvilken ville det så være?
– Den er svær, det svinger mellem Don Rosas Her er dit liv, Joakim von And, Bill Wattersons Steen og Stoffer og Hitoshi Ashinos Yokohama Kaidashi Kikou. De har alle det miks af humor og eftertænksomhed, som jeg personligt godt kan lide i en historie. Livet skal jo nydes, men man skal også lige tænke sig om. Samtidig kan de være meget subtile og underspillede, det hele behøver ikke være så udpenslet.
– Hvis jeg skulle vælge én af de tre, ville jeg få brug for en terning.
Hvilken tegneserie ville du ønske, du selv havde udgivet på dansk?
– Jeff Smiths Bone. Det er simpelthen en genial tegnet og fortalt serie, som på en eller andet måde kan spænde fra episk fantasyfortælling til noget så fjollet som … kovæddeløb, og dog føles sammenhængende. Det ærgrer mig stadig, at vi ikke har fået det hele på dansk. Men det er også en serie, som jeg gerne ville havde set nå ud til en bredere læseskare.
Nævn en tegneserie, du selv er vild med, men som du har svært ved at overbevise andre om at påskønne efter fortjeneste …
– Hitoshi Ashinos Yokohama Kaidashi Kikou, som jeg også nævnte før. Selvom det nok er en af de flottest tegnede mangaserier, jeg har set, er stilen hverken flashy eller specielt artsy. Til gengæld er den meget stemningsfuld med billeder af naturvidundere, som kan få mig til at føle, at jeg er fysisk til stede i panoramaet og er lige så betaget som karaktererne i mangaen. Det er nok det, som gør den så svær at forklare. Altså, der er et plot, men det er egentlig mest slice of life: Scenariet er post-apokalyptisk, men til forskel fra andre historier, hvor verdenshistorien slutter med et bang, ser vi her en verden, som sygner fredfyldt hen. Det er stemningen, atmosfæren og den måde, tegneserien fortæller om livets små oplevelser set fra en androids synsvinkel, der gør Yokohama Kaidashi Kikou speciel.
– Det hjælper nok heller ikke på seriens anseelse herhjemme, at den ikke er blevet udgivet uden for Japan. Jeg tror dog ikke det ville være svært at få folk til at synes om den, hvis de tog sig tid til oplevelsen. Det er bare lige et spørgsmål om at få dem i gang.
Nævn en serieskaber, du har ”opdaget” for relativt nyligt, hvis ting har gjort indtryk på dig – og den tegneserie, der introducerede dig for vedkommende …
– For nyligt? Så må det være Karl Kerschl, som har arbejdet på superhelteserier, men som jeg overhovedet ikke havde hørt om, før jeg faldt over The Abominable Charles Christopher. Den handler om et stumt yeti-væsen, der bliver involveret i en større overordnet historie, som jeg ikke vil afsløre for meget af. Samtidig er det en herligt underholdende historie om skovens andre dyr og deres indbyrdes ping-pong med hinanden og med Charles, men hvor den større historie med jævnt mellemrum lige ligger subtilt i baggrunden.
– Det første, som nok slår en, når man ser den, er hvor fantastisk tegnet den er, specielt de realistisk tegnede, men enormt udtryksfulde dyr. Den er holdt i en lys gråtone, som er med til at sætte stemningen for de mere melankolske passager, uden det bliver er så tungt, at det konflikter med humorstriberne. Man kan faktisk finde den oversat til dansk af en fan, og det er en webcomic, så der er ingen undskyldninger for ikke at give den en chance!
“♥ tegneserier” er en Nummer 9-interviewserie, hvor tegneseriefolk fortæller om tegneseriefavoritter. Tidligere: Peter Madsen, Jacob Rask, Peter Kielland, Silke Nedergaard, Søren Mosdal, Peter Snejbjerg, Rikke Villadsen, Henrik Rehr, Christoffer Zieler, Niklas Asker, Rasmus Bregnhøi og Tore Bolhøj. Flere interviews følger.
