I dag udkommer et udvalg af Christoffer Zielers Stejl fart-striber, kendt fra Weekendavisen. Nummer 9 markerer dagen ved at udfritte den unge serieskaber og illustrator om inspirationer og favoritter.
Christoffer Zieler gjorde sig først bemærket med stribeserien Maltes spalte, der gik i Københavns Universitetsavis. Siden skiftede hans fokus til Stejl fart, der indtil for nylig optrådte i Weekendavisens spalter, men for øjeblikket er avisløs. Han har også lavet den kvadratiske kortfortælling “Pigen og katten” til Aben malers 676-serie.
Anders And lærte Zieler at læse. Siden blev han trukket ind i tegneseriealbummets verden af de farlige fristelser på voksenhylderne – Lauzier, Crumb, Tardi. I dag er Zieler mest til skarpe cartoons i egensindig streg, men favoritalbummet over dem alle er en fransk/belgisk klassiker…
Hvad var den første tegneserie, du læste?
– Anders And. Lige som alle de andre, vil jeg tro. Men jeg kan faktisk meget tydeligt huske at sidde med et Anders And-blad en eftermiddag og opdage, at jeg lige pludselig læste. Det var det rare, rene snit. Det ene sekund stirrede jeg dumt på IS og KO og SØ, og det næste kunne jeg læse alting, selv om jeg så til gengæld var 17, da det skete.
– “Kong Ottokars Scepter” var min første Tintin, og vist også mit første tegneseriealbum, og helt sikkert den tegneserie, der fik det til at gå op for mig, at tegneserier, for at bruge et meget dovent udtryk, ’kan noget særligt’.
– Og så var jeg meget påvirket af min fars stakke med Poeten og Lillemor og engelsksprogede Homo Sapiens, Kasket Karl og Troldkarlen Kogle, som jeg tvang mig selv til at læse, selv om jeg ikke forstod de fleste pointer, eller ord for den sags skyld.
– I Kogle ville den grimme, tynde Ridder Skrat (eller hvad han nu hedder) f.eks. sige “Sire, the peasants are revolting!” og den lille svinagtige kongen svare ham: “You can say THAT again.” Og jeg havde en nagende fornemmelse af, at det var skægt. Selv om det jo kun er semi-, og da jeg en dag googlede joken for at finde det gamle omslag på nettet, opdagede jeg, at det er en klassisk vits. Jeg taler i virkeligheden bare om følelsen af at anerkende, at noget rummer et eller andet, man brændende ønsker at kunne værdsætte. Den er vigtig. Det gælder om at være et overstimuleret barn, så man kan have det på den måde.
– Nå jo, og så “Mik og Susse og den seksuelle revolution” af Lauzier, som mine forældres venner havde, så man kunne læse den hos dem, når man var gæst. Jeg købte den selv for 20 kroner med afskåret hjørne og blev på afgørende måder mere frisindet, autoritetskritisk og (principielt) libertineragtig, men det var senere.
Nævn en tegneserie, der har inspireret dig til selv at lave tegneserier …
– Hm, svært. Det var måske ikke så meget inspiration som en snigende, frygtblandet påvirkning fra tegneserier, som jeg selv vurderede som uegnede for min alder og skadelige for min sindsligevægt, men som var dragende, og som jeg ikke kunne lade være med at læse i små bidder på voksenbiblioteket.
– Da jeg så en trailer for Luc Bessons nye Adèle Blanc-Sec-film, kom jeg i tanke om, hvor stort indtryk, Tardis tegninger i sin tid gjorde. Jeg drømte om dem om natten som barn. Selv om jeg ikke satte mig og læste en eneste af hans ting, men kun så en lille flig ad gangen. Underligt at bringe sig selv i den situation og prioritere på den måde, for ingen ville have forbudt mig bare at låne Crumb og alle de andre voksentegneserier med hjem.
– Jeg tror, at den der påvirkning fra det halvt oplevede og dermed halvt selvopfundne er den afgørende faktor. Hvis tegneserier ikke (altså fraset Anders And) havde været en del af en mystisk oplevelse af noget hemmeligt og semiskadeligt, eller i hvert fald potentielt farligt, så havde de garanteret ikke interesseret mig senere.
Hvis du skulle vælge én favorittegneserie, hvilken ville det så være?
– Tintin, “Den blå lotus”. Hov, nu smattede jeg lige en myg med den. Hvor respektløst over for den tegneserie, man lige har udråbt til at være yndlings.
– Jeg læste den på det helt rigtige tidspunkt, tror jeg, og blev interesseret i alt det, den indeholder om venskab og politik og verdens ondskab – den er jo, sammen med første del af historien i “Faraos cigarer”, en af de hårde Tintin’er. Folk fucking dør. Og bliver vanvittige, fordi nogen vil dem det ondt og giver dem gift.
Hvilken tegneserie ville du ønske, du havde lavet?
– Nina Hemmingsson: “Jag är din flickvän nu”. Mine kvadratiske cartoons er meget inspirerede af hendes kvadratiske cartoons. Hun laver noget andet, og mit skal ikke ligne hendes eller noget, men jeg gad godt have adgang til nogle af de dystre, depressive kræfter, hun kan tære på i sine tegninger og tekster … eller rettere, jeg gad godt kunne tegne på den måde i min nuværende mestendels tilfredse tilstand.
– Og så kan Hemmingsson tegne nogle forrygende uudgrundelige ansigtsudtryk, alle mulige slags deadpan, og med det mener jeg, at hun kan få folk til at se rasende og ulykkelige og voldelige og liderlige ud, sådan at de på en og samme tid virker crazy og overspændte og underligt døde i betrækket. Det er fedt. Sådan et udtryk kan jeg kun få til at fungere på et dyr.
– Hemmingsson er slet og ret dygtig. Og hun har fået mig til at læse lidt på svensk. Det samme har Rocky. Jeg holder meget af Martin Kellermans serie og er vred over, at den skal forestille at foregå i København i den ellers ok danske oversættelse – tænk hvis man omplacerede indholdet i romaner efter samme respektløse bonderøvslogik.
Nævn en tegneserie, du selv er vild med, men som du har svært ved at overbevise andre om at påskønne efter fortjeneste …
– Nikolaj Zeuthens ting – tag bare debatten her på Nummer 9 i forbindelse med hans “Hvad synes du om dansk litteratur?” Alle kan se, at hans tekster er fede. Men tegneseriemiljøet har det virkelig dårligt med hans grimme tegninger. Ikke jeg.
Nævn en serieskaber, du har ”opdaget” for relativt nyligt, hvis ting har gjort indtryk på dig – og den tegneserie, der introducerede dig for vedkommende …
– Jeg nævner to amerikanere: Brad Neely og Ron Regé Jr.
– Regé Jr. kan noget af det samme, som jeg beundrer hos Nina Hemmingsson – det her med at knalde følelsesintensiteten helt op til det maksimale i sine tegninger. Alt syner elektrisk og på kanten af et eller andet sammenbrud, og samtidig er det meget smukt og sart. Faktisk rørende.
– Og Brad Neely, fra Texas, som både tegner cartoons og laver en slags slideshow-tegneserier – altså sådan et skridt på vejen mellem tegneserie og animation – er en sproglig og timingsmæssig mester. De mest veltalende og –skrivende tegneseriefolk kommer vist fra USA i de her år.
– Neelys ting kan man nemt finde på nettet. Både hans serie Professor Brothers og beretningen om “Baby Cakes”. Jeg har lavet et interview med ham, der ligger på Matthias Wivels site Metabunker, hvis nogen bliver sultne efter mere – det handler lidt om, hvordan han kombinerer nørdkultur og eksistentialisme.
“♥ tegneserier” er en Nummer 9-interviewserie, hvor tegneseriefolk fortæller om tegneseriefavoritter. Tidligere: Peter Madsen, Jacob Rask, Peter Kielland, Silke Nedergaard, Søren Mosdal, Peter Snejbjerg, Rikke Villadsen og Henrik Rehr. Flere interviews følger.
