Strip!-ankermanden, Forlaget Fahrenheit-chefen og PIB-redaktøren svarer på spørgsmål om sine tegneseriefavoritter. Og bliver helt nostalgisk.
Paw Mathiasen har sat sit præg på den danske tegneserieverden siden firserne, både som skribent, redaktør, forlægger og all-round samfundsstøtte.
Det er snart tyve år siden, han startede tegneserieantologien Fahrenheit, der udviklede sig til 90’ernes fornemste udstillingsvindue for danske talenter og udenlandske indieserier. Senere begyndte han at udgive enkeltstående værker på Forlaget Fahrenheit, og sideløbende skrev han tegneseriekritik og redigerede tegneseriemagasinet Strip! Han er også redaktør på PIB Copenhagen, der formidler tegneseriestriber til de trykte medier.
Mathiasen er et af de få “♥ tegneserier”-interviewofre, der ikke opdagede tegneseriemediet gennem Anders And & Co. Til gengæld er helt vild med Tintin og mener, at Ib Kjeldsmark er verdens bedste serieskaber i Danmark. Han er heller ikke bleg for at fri til både Martin Flink og Mikkel Sommer for åben mikrofon …
Hvad er den første tegneserie, du husker at have læst?
– Jeg kan ikke rigtig komme i tanke om én tegneserie, der satte det hele i gang. Men når jeg lader tankerne flyde tilbage til min barndom, kommer der nogle ret præcise og intense øjebliksbilleder frem, hvor et værk har gjort stort indtryk på mig.Min far er et af de der patologiske tilfælde, der ikke smider ting ud. Alt skal gemmes, for alt kan genbruges – hvilket det så ikke bliver, fordi i genbrug skal man skille sig af med genstanden, og det har han det dårligt med, så i bund og grund skaber han bare et merforbrug. Det betyder også, at alle de tegneseriehæfter, han fik som barn, gemmer han et eller andet sted nede i kælderen i min barndoms hus.
– Engang for 35 år siden, hvor han og min mor var i Japan, gik jeg på opdagelse i kælderen og fandt blandt andet det første Anders And-blad. Jeg har ikke set det siden, og som tiden går, tvivler jeg mere på, om det nu også var det, jeg fandt, eller det blot er endnu en af disse erindringsforskydelser, man oftere og oftere oplever, når man tænker tilbage på sin barndom. Men altså, for at gøre en kort historie rigtig lang, må det at have bladret i mine fars hæfter som barn sat noget i gang hos mig. Han havde masser af Anders And-blade, men de sagde mig faktisk ikke så meget, og når jeg i dag skal nævne de største serieskabere overhovedet, kommer Carl Barks med af pligt, for ham har jeg aldrig haft et forhold til som barn. Det har jeg til gengæld med de gamle seriehæfter, først og fremmest Kong Kylie. Min far har indbundet årgang 1949-50, og den har jeg naturligvis overtaget og givet en god plads i reolen herhjemme på Stockholmsgade.
– Jeg kunne stirre i timevis på for længst glemte serier som Dickie Dare – bare navnet, i dag lyder det som Dirk Digglers bror – og noget af det største var de store farvereproduktioner af Milton Caniffs Terry og piraterne og Steve Canyon. På grund af min fars interesse var tegneserier ikke forbudt i mit barndomshjem, og til fødselsdag fik jeg Rasmus Klump, og hver jul julehæftet med hunden Vaks, som jo er en lam og ligegyldig Disney-serie, men som jeg bare elskede dengang.
– Bliver jeg ved med at tænke tilbage, har jeg nogle ret intense minder om datidens albumserier. Alix syntes jeg var vildt spændende, men heldigvis havde jeg også kvalitetssans og var helt klart til Splint & Co., og især “Buddhas fange” fandt jeg helt suveræn i sin blanding af kløfthængere og fantasifuld teknologi. Jeg kan huske, at mine jævnaldrende naturligvis også læste tegneserier – jeg var ofte klassens midtpunkt, dels fordi mine forældre tillod, at vi legede i deres have, rigtig mange velfriserede haver var forbudte for børn dengang, og dels fordi jeg havde stakkevis af hæfter og album – men jeg var forholdsvis tidligt bevidst om, at for dem var det konsumprodukter, der blev smidt over skulderen efter endt læsning, mens jeg blev grebet af en serie og dens mange lag og straks cyklede ned på biblioteket for at låne de resterende bind. Aldersmæssigt har jeg været så heldig, at jeg er vokset op med albumboomet, så i en periode i mit liv eksploderede udbuddet, og jeg stod ofte nede i den lokale bladkiosk – Tempo-kiosken, Nørregade i Nyborg, et moderne landmark! Typisk havde jeg kun penge til to album, men lyst til fem, og så skulle der prioriteres.
– Nu ruller minderne frem, og jeg kan huske, at min far havde købt Jan Lööfs Ville, og jeg synes, Lööfs farvelægning var helt utrolig og granskede nøje detaljerne. Jeg var godt klar over, at det var mere en passion end en interesse, jeg havde fået ind gennem knappehullerne. Jeg ville selvfølgelig være tegneserietegner og var også klassens nummer 1 i dén disciplin, men havde ikke tålmodighed til at fordybe mig – og naturligvis heller ikke skyggen af talent. Samtidig voksede jeg op i en lille provinsby, og selv om det byder på mange glæder, var det jo ikke meningen, at man skulle have sådan nogle mærkværdige interesser, som jeg havde.
– Men igen kom min far mig til redning, for han abonnerede på datidens fan-publikationer, Sejd, Kulørte Sider og en uendelig strøm af udgivelser fra en lidt ældre ung herre med adresse på Juni Allé i Herlev, og det var jo ingen ringere end alle tiders tegneserieredaktør Carsten Søndergaard (pt. rorgænger på forlaget Cobolt, red.). Så i stedet for at tegne så jeg ret tidligt mig selv i rollen som redaktør og udgiver, og jeg debuterede i 1979 som nybagt 13-årig med første og eneste nummer af Top-Serien, som min far i smug kopierede i Nyborg Statsfængsel, hvor den rare mand til daglig svingede kniplen over de stakkels vaneforbrydere.
Hvis du skulle nævne én tegneserie, der har inspireret dig til selv at udgive tegneserier – hvilken én ville du så pege på?
– Nu skal jeg nok fatte mig lidt kortere, men da adgangen til at fotokopiere blev mere almen fra begyndelsen af 80’erne, skød der en masse små fotokopierede fanzines op herhjemme, og jeg abonnerede stort set på dem alle, skabte kontakter – det var dengang, man sendte maskinskrevne breve med posten og spændt ventede foran brevsprækken på svar – fandt frem til de første tegnere og udvekslede blade. Jeg knyttede nogle venskaber, som jeg stadig dyrker i dag og betragter som meget værdifulde. Jeg var meget betaget af et hæfte, der hed Fansy, og Super-Comic, der senere skiftede navn til Mini-Comic og var redigeret af Hans-Kristian Pedersen, som senere igen stiftede Laser Disken, synes jeg var rigtig seriøst, mens Kulørte Sider var lavet af de voksne og professionelle.
– Ha ha, ja, det tænkte jeg altså dengang.
Hvis du skulle vælge én favorittegneserie, hvilken ville det så være?
– Jeg er nok lidt konservativ, men jeg tror, at Tintin-albummet Den blå lotus er noget af det mest suveræne, jeg har læst. Det har jeg først fundet ud af senere, helt bestemt i 2007, hvor alle originalsiderne af den første udgave var udstillet i Pompidou Centret i Paris. Dér blev det endegyldigt bevist i min verden, at Hergé er den største på europæisk grund. Senere blev det Moebius’ “Jerry Cornelius’ hermetiske garage”, som jeg ofte er vendt tilbage til, og vist nok tror jeg endelig har fattet.
Hvilken tegneserie ville du ønske, du selv havde udgivet på dansk?
– Jeg ville ønske, at der var et dansk publikum til japaneren Osamu Tezukas værker. Jeg kan ikke nævne ét, for han har lavet mange vigtige og vægtige værker, der peger i vidt forskellige retninger og favner alle livets aspekter. Han er både til drama, action og meningen med det hele. Sammen med Robert Crumb er Tezuka den, der i mine øjne mest overbevisende har investeret sig selv i sine værker. En skønne dag må jeg nok hellere få afprøvet, om der virkelig ikke er læsere til Tezuka i Danmark …
Nævn en tegneserieskaber, du selv er vild med, men som du har svært ved at overbevise andre om at påskønne efter fortjeneste …
– Ib Kjeldsmark er verdens bedste tegneserieskaber i Danmark. Han er original, dyb og fjumset på samme tid. Vi er en lille, lukket kreds, der har vidst det i et stykke tid.
Nævn en serieskaber, du har ”opdaget” for relativt nyligt, hvis ting har gjort indtryk på dig – og den tegneserie, der introducerede dig for vedkommende …
– Det har taget mig lang tid at komme i gang med Eddie Campbell, men nu er jeg også indfanget. Norske Bendik Kaltenborn synes jeg er original, og hvis Martin Flink laver en sort/hvid graphic novel på 400 sider, så lad os lige snakke om det, Martin! Og også dig, Mikkel Sommer! Jeg kører gerne til Berlin og drøfter mulighederne, mens vi ser Hertha Berlin tabe (igen).
“♥ tegneserier” er en Nummer 9-interviewserie, hvor tegneseriefolk fortæller om tegneseriefavoritter. Tidligere: Peter Madsen, Jacob Rask, Peter Kielland, Silke Nedergaard, Søren Mosdal, Peter Snejbjerg, Rikke Villadsen, Henrik Rehr, Christoffer Zieler, Niklas Asker, Rasmus Bregnhøi, Tore Bolhøj og Dong Trieu Do. Flere interviews følger.
