Op til jul anbefaler Nummer 9s skribenter 24 tegneserier fra 2010. I dag: En ny antologi illustrerer, at England har andet at byde på end 2000 AD og The Beano.
Den britiske tegneseriescene er med danske øjne underligt underudviklet. Briterne levede i mange år på en kost af humorstriber for raske drenge og scifi i 2000 AD for drengenes storebrødre, foruden importerede superhelte fra USA. Ikke just noget varieret billede af tegneseriemediet.
I dag er der i London en vildtvoksende fanzinescene, hvor folk skriver, tegner og printer egne ting uden skelen til, om det er tegneserie, billedkunst, digt eller politisk agitation, alt sammen i lige linje fra punkens gør-det-selv-mentalitet. Den slags foretagsomhed er sjælden i Danmark.
Men er der én ting, der mangler i denne underskov, er det lækkert design og kærlighed til bogen som objekt. Også det er nu ved at ændre sig, ikke mindst takket være det nye forlag Nobrow.
I deres netop udkomne A Graphic Cosmogony har 24 tegnere hver fået syv sider til at fortælle skabelsesberetninger – det være sig bibelske, nordiske (fra vor egen Mikkel Sommer), kosmiske eller frit opfundne. På denne korte plads kan jeg ikke komme ind på de enkelte historier, men den relativt bundne opgave løses forbilledligt af de fleste tegnere, med et meget højt bundniveau. Og selv om bidragene stritter i alle retninger, føles bogen alligevel som en helhed (en sjældenhed i antologier), bla. på grund af brugen af primærfarver, der går igen i mange af bidragene og giver bogen en stærk og spraglet identitet, men først og fremmest fordi den er godt kurateret.
Enkelte tegnere har tydelige forbilleder i fx Ron Regé, jr. og Souther Salazar, som begge medvirkede i den skelsættende Kramers Ergot-antologi, og A Graphic Cosmogony deler i det hele taget sin åbne, designinteresserede tilgang til tegneseriemediet med Kramers Ergot.
Bidragyderne er hentet fra jordens fire hjørner, og jeg kendte kun to af dem på forhånd, så efter at have læst denne smukke bog sad jeg tilbage med en følelse af, at der sidder massevis af dygtige tegneserietegnere derude, som bare venter på at blive opdaget.
Se billeder fra bogen her.