Sidste mandag bragte vi Lars Krams tegnede reportage fra New York Comic Con. Til stede var naturligvis også tegneserieentusiasten Henrik Andreasen, der gennem snart to årtier trofast har besøgt adskillige amerikanske tegneseriefestivaler hvert år. Nummer 9 blænder i dag op for den garvede messegængers indtryk fra årets New York Comic Con:
Min tur til New York Comic Con markerer afslutningen på en rigtig spændende messesæson, der tæller fire amerikanske tegneseriemesser og en enkelt dansk i form af Komiks.dk. Hvor New York-messen i 2009 startede min messesæson, markerer den i år som sagt afslutningen, da arrangørerne havde valgt at flytte den fra foråret til efteråret, for ikke at karambolere med andre tegneseriefestivaler.
New York Comic Con har udviklet sig eksplosivt over en meget kort årrække. Jeg er ikke sikker på det endelige tilskuerantal, men der blev i år snakket om 96.000, hvilket er en stor øgning i forhold til sidste års 77.000. Lørdag, som var udsolgt, var helt vanvittig, og det var svært at bevæge sig rundt. New York Comic Con var i år også slået sammen med en anime-messe, der tidligere har haft sin egen separate messe, hvilket sikkert forklarer en del af de mange ekstra tilskuere.
Jeg har i andre sammenhænge omtalt film- og spilmediernes indmarch på tegneseriemesserne, primært i San Diego, og det havde New York-messen da også en snert af i år. Den er dog i mine øjne en udpræget tegneseriemesse, med en gigantisk Artist Alley, der talte næsten 400 navne, samt alle de forfattere og tegnere som de forskellige forlag havde på deres stande. Hollywood kan godt gå hjem og vugge, når man på en messe som denne kan møde Stan Lee, Joe Kubert, Adam Kubert, Andy Kubert, John Romita, John Romita Jr., Jerry Ordway, Leinil Francis Yu, Steve McNiven, Mark Morales, Brian Bolland, Gene Colan, Geof Darrow, Jim Steranko og mange, mange flere. Jeg havde selv fornøjelsen af at møde en stor del af disse og mange flere, hvoraf en del ikke var annoncerede gæster.
Som så ofte når jeg er til en messe på østkysten hjalp jeg torsdag eftermiddag David Spurlock og hans Vanguard Productions med at sætte deres bod op. Herefter tog jeg hen til en Border’s boghandel, hvor Darwyn Cooke signerede sin nye bog The Outfit, der er den anden af fire planlagte graphic novels baseret på Richard Starks Parker-bøger. Jeg har været så heldig at lære Darwyn og hans kone Marsha godt at kende ved tidligere lejligheder, og da der ikke var så mange mennesker, da jeg ankom, blev jeg og hyggesnakkede en times tid.
Stan Lee var en af messens hovedgæster og havde en del signeringsrunder i løbet af messen, hvoraf de fleste var forbeholdt betalende fans eller vindere af en bestemt konkurrence. Han havde dog også en signering om fredagen, der var åben for alle. Efter at have ventet i næsten 2 timer var jeg heldig at få signeret en enkelt ting. Han signerede for ca. 100 personer i den ½ time han sad der, men mindst tre gange så mange måtte gå skuffet derfra. Det er noget af et show, når Stan Lee har en signering. Der var en kødrand af mennesker rundt om hans bord, og der var en konstant række af lysglimt fra kameraer. Heldigvis for Stan havde han Shawn Nagel som bodyguard til at holde folk lidt på afstand. Ud over at være en meget talentfuld skulptør og sympatisk fyr, er Shawn også en af de personer, hvor de helt store byggeklodser blev taget i brug, da han blev sat sammen, så han var perfekt til at passe på Stan.
Efter en lang messedag var jeg godt brugt og fik ikke lavet meget ud over, at få lidt at spise og så ellers tidligt i seng. Lørdag aften var dog en undtagelse. David Spurlock som jeg hjalp, repræsenterer en del kunstnere, heriblandt Jim Steranko. Så jeg var så heldig at spise aftensmad med Steranko, samt Dave Johnson, Bruce Timm, Mark Texeira, Darwyn Cooke, og et par andre, der ligesom jeg hjalp David i hans bod. Ret interessant selskab som jeg tilbragte nogle fornøjelige timer sammen med.
Søndag morgen var jeg igen på messen, hvor jeg håbede at komme til at møde Gene Colan. Colan var ikke annonceret som en af gæsterne, men jeg havde via nogle venner fået fortalt, at han ville komme forbi om søndagen. Da jeg kom ind på messen gik jeg derfor en runde i Artist Alley i håbet om at han, og nogle af de andre tegnere jeg håbede at møde, var ankommet. Jeg havde kun gået rundt i en 5-10 minutters tid førend jeg løb ind i Gene Colan, der ledte efter sin plads i signeringsområdet. Da jeg vidste hvor han skulle sidde, hjalp jeg Colan og hans assistenter hen til hans plads. Gene var ikke lige så frisk som når jeg har mødt ham ved tidligere lejligheder, men han har også været plaget af sygdom i år – og så er manden jo 84 år ikke at forglemme!
Jeg fik også endnu et par tegninger lavet i min skitsebog. Den bedste tegning fik jeg lavet om lørdagen, hvor legendariske Joe Kubert sad og tegnede for folk. Der går ofte 5-10 år imellem han tegner for folk på messer, så $80,- for en tegning af Joe Kubert var et rent røverkøb. Jeg fik en superfed Sgt. Rock-tegning i min bog, og det var helt klart de bedste $80,- jeg brugte på hele messen.
Da klokken nærmede sig 17 var jeg efterhånden ved at være godt brugt, hvilket andre jeg snakkede med også var. Om det var fordi at det var min fjerde messe i år, eller om det var den massive mængde af folk, man hele tiden var omgivet af, skal jeg lade være usagt, men træt var jeg i hvert fald. Heldigvis fik vi taget Davids bod ned, og transporteret alle kasserne med tegneserier ud til bilen og læsset den i løbet af et par timer. Så lige efter kl. 19 skiltes vores veje indtil næste år, hvor messen foregår fra 14-16. oktober 2011.