Benni Bødker anmelder Adèle Blanc-Sec af Jacques Tardi.
Skal man være ondskabsfuld, kan man påstå, at åbningsscenen i albummet “Adèle og uhyret” – første bind af foreløbig ni – ikke bare rummer hele seriens stærkeste scene, men også repræsenterer dens egentlige klimax.
Det er nat i Jardin des Plantes, det naturhistoriske museum i Paris. Året er 1911, og blandt dinosaurskeletterne er et 136 millioner år gammelt pterodaktyl-æg ved at blive udklækket. En fuldt udviklet flyveøgle smadrer snart efter ruderne i fin de siècle-bygningen, hvis stålskelet minder om netop et uhyre fra fortiden, hvorefter den flyver ud i vinternatten for at terrorisere storbyen. Scenen er sat.
Fra første bind, Adele og uhyret (1976)
Franske Jacques Tardis serie om Adèle Blanc-Secs oplevelser repræsenterer et højdepunkt i den moderne franske albumtradition, men ingen af seriens øvrige albums er så veloplagte som det første, og serien bliver bind for bind mere og mere uigennemtrængelig for nye læsere. Kulminerende med det femte album, “Salamanderens hemmelighed”, hvor Adèle endelig er bukket under for sine mange fjender og tilbringer det meste af 1. verdenskrig lagt på is – klinisk set død og derfor efterladende et helt album uden hovedperson – samtidig med at væsentlige dele af handlingen kræver forkundskab til albummet “Farvel, Brindavoine”. Og det er såmænd ikke engang en del af serien, men faktisk lavet før Adèle og posthumt indpasset i serien.
De to første album udkom i 1976, de to næste i hurtig rækkefølge derefter og siden da er der gået stadig længere tid mellem nye albums. For nylig har den franske instruktør Luc Besson filmatiseret seriens første bind, og måske dette har medvirket til at få forlaget Faraos Cigarer til at genudgive hele den for længst udsolgte serie på dansk, suppleret med det aldrig oversatte niende bind, “Den djævelske labyrint”, der udkom i Frankrig i 2007.
Den nye udgave har andre omslag, oversættelserne er let reviderede, og den glimrende håndtekstning er erstattet af en velfungerende, men ringere maskintekstning, men ellers ligner serien sig selv.
Adèle er en hårdkogt og snarrådig ung forfatterinde i en periode, hvor kvinder kun lige er ved at håbe på stemmeret og ligeberettigelse. Tiden er en minutiøst researchet fransk klunketid, borgerskabets storhedstid frem mod det endelige sammenbrud for alle dets værdier med 1. verdenskrig. Men serien er først og fremmest en pastiche over periodens føljetonlitteratur, som fx den samtidige franske Gaston Leroux’ kriminalromaner om Rouletabille eller engelske Baronesse Orczys historier om den kvindelige Lady Molly, ”Detektiv fra Scotland Yard”.
Fortælleren er som i forbillederne alvidende og kommenterende. ”Gud være lovet er Adéle stadig i live!” lyder det pludselig. ”Man bemærker, hvor snedigt vor heltinde har ført ugerningsmændene bag lyset.” På bedste sensationelle vis vrimler det med krydsklippede handlinger, cliffhangere, plotomvendinger og skjulte identiteter, så læseren bevidst efterlades rundtosset.
Brugen af de kulørte klicheer er naturligvis ironisk overdrevet, men så stilsikkert turneret og originalt anvendt, at resultatet bliver meget mere end blot en uforpligtende leg med genreskabeloner. Og perfekt samarbejdet med Tardis streg, der har sine rødder i ligne claire-traditionen, men lægger vægten på det karikerede og ekspressive.
Skrupforvirrende er serien, men også noget af det mest veloplagte, Tardi har frembragt i et i forvejen imponerende værk.
– Benni Bødker
Karakter: 5/5
Værkets Titel: Adèle 1-9
Seriens titel: Adèle Blanc-Sec
Forlag: Faraos Cigarer
Forfatter/tegner: Jacques Tardi
Farve og form: Farve og hardcover
Sidetal: 48 sider pr. stk
Pris: 148,- pr. stk.
Oversat af: Jens Peder Agger, Hans Kiesow og Søren Vinterberg
Aktuelt udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark
