Fire Nummer 9-skribenter fortæller om gode og knap så gode læseoplevelser i det gryende forår.
Kristian Bang Larsen, redaktionsmedlem:
Jeg har nostalgi-stenet over Cazas sprudlende ”Fantasier fra forstæderne”, et mørkt og muntert katalog af mareridt, hvor affaldsmonstre vokser i betonkarrernes kældre, de sorte ovenpå er kannibaler, og gud larmer så forskrækkeligt allerøverst oppe. Det er til tider rigeligt rødt og halvfjerdserfirkantet, men Caza holder tungen lige i munden og drukner dogmatikken i syrede, surreelle ideer, ond satire og vild visuel hittepåsomhed. Det er fandens veloplagt.
Og så er jeg blevet en smule skuffet over Rikke Bakmans grafiske erindringsroman ”Glimt”, der følger 6-årige Rikke over en sommerdag ved Vesterhavet i firserne. Den massive hype havde skruet mine forventninger op, men jeg synes der manglede et ekstra lag i historien, en større fortælling til at samle de mange små, noget tyngde til at afbalancere sommerdagens lethed.
Men så var der så meget andet at glæde sig over: de mange klart sansede øjeblikke, stemningen af dansk firsersommer, de modige fortælletekniske valg, en streg og en stemme, der er fuldt udviklet og helt sin egen, den totalt overlegne indpakning …
Erik Barkman, chefredaktør:
Jeg har læst en del på det seneste, det meste godt – Sammy Harkhams “Poor Sailor” er f.eks. en fin lille fortælling om de syv haves sælsomme tiltrækningskraft. Bedst var Chris Wares Acme Novelty Library #18 og Kevin Huizengas “The Wild Kingdom”.
Om Chris Ware kan siges meget godt. Oversættelsen af hans “Jimmy Corrigan” var den måske mest betydningsfulde udgivelse på det danske tegneseriemarked sidste år, og der var ellers mange stærke kandidater. Men hans værker bærer ofte præg af en lidt uempatisk distance til deres figurer, der typisk er socialt inkompetente tabere med en forvrænget selvopfattelse og meget lidt at tilbyde deres medmennesker. Så meget desto mere forfriskende var det at læse anden del af Wares “Building Stories” i Acme Novelty Librarys 18. bind.
Bevares, livet er stadig ikke let i Ware-land. Vores hovedperson er en ung, ensom kvinde med en benprotese, hvis liv dissekeres med ubønhørlig præcision over bogens 56 sider. Som altid hos Ware fortælles historien med formalistisk bravour, men distancen er minimeret. Den etbenede kvinde reflekterer intelligent over sin tilværelse, hun er fundamentalt sympatisk og hun har faktisk noget at tilbyde sine medmennesker – det er mere den anden vej, det kniber.
Kevin Huizenga udmærker sig for øjeblikket især gennem sin fantastiske Ganges-krønike for Fantagraphics. “The Wild Kingdom” samler nogle ældre sager fra hans Or Else-serie i et appetitligt lille hardcover-bind.
Det er en syret affære, som gennem korte, ordløse scener, skæve reklameparodier, opslag i imaginære leksika og meget mere afsøger samspillet mellem den naturlige verden, der omgiver os, og det moderne, på mange måder bizarre samfund, vi lever i. Det kan lyde højtravende, men samlingen har sin egen, frit associerende logik. Nok så vigtigt sætter den en tyk streg under Huizengas underfundige humor, der bliver mere og mere smittende, som bogen skrider frem. Et næsten hundrede år gammelt citat fra forfatter Maurice Maeterlinck sætter bogens tema i relief, og så slutter den i øvrigt, som alle bøger burde. Herligt.
“The Wild Kingdom” er ikke stedet at starte sit Huizenga-bekendtskab – læs Ganges-serien i stedet – men er man hooked, hører den til i samlingen.
Steffen Rayburn-Maarup, redaktionsmedlem:
Jeg har også læst “The Wild Kingdom”, og det var med store forventninger, for min reaktion på Huizenga plejer at ligge mellem begejstring og jubel. Men her blev jeg for første gang virkelig skuffet. Nej, det er ikke stedet at starte, men det skyldes, at bogens skrabsammen-materiale ikke løfter sig til en samlet eller i det mindste bare interessant helhed. Men læs absolut Ganges-serien, “Curses” eller Or Else #2. Der er mindst ét mesterværk iblandt.
Og for første gang i et par årtier har jeg genlæst Jodorowsky og Moebius’ klassiker “Inkalen”, som i efteråret endelig igen kunne fås i den oprindelige farvelægning frem for det Photoshop-helvede, f.eks. Faraos Cigarers udgave bød på. Det er sci fi-ramasjang af vildeste kubik, med Carl Jung og Timothy Leary i sidevognen. Der tonses flere ideer og mere plot ind per opslag, end der i dag findes i et helt Marvel-hæfte, og overskuddet skærer i øjnene. Hurra. (Udgaven blev af uransalige årsager kun trykt i 750 eksemplarer, som selvfølgelig nu er udsolgt, men en billigere version kommer tilsyneladende til maj.)
Matthias Wivel, redaktionsmedlem:
Jeg har netop genlæst Aristophane Boulons over 300 sider lange mammutværk fra 1996, “Conte démoniaque” (‘En Djævlefortælling’). Den fortæller om en altødelæggende krig i Helvede, der bryder ud mellem Lucifers generaler, Belial og Belzebub, mens chefen er fraværende i sin konflikt med Gud. En fortælling om smålighed, forræderi og had, men også passion, håb og kærlighed, der bygger mod et voldsomt crescendo. Det er realiseret i løse, tuschfyldte penselstrøg, der veksler mellem det let akavede og det fantasifuldt bjergtagende — iblandet lige dele Pratt, Baudoin og Kirby.
Ambitionsniveauet er tårnhøjt og realiseres ikke lydefrit — plottet er kompliceret, fortællingen ofte unødigt uklar og tung, og det vrimlende persongalleri af djævle, dæmoner og fortabte sjæle er ikke sådan at holde styr på. Men samtidig må man beundre den konsekvens hvormed det hele iscensættes, den klaustrofobiske håbløshed hvormed handlingens dystopiske åsted forvandles til noget, der ligner en sindstilstand.
Stortalentet Aristophane døde alt for tidligt i 2004 og efterlod sig en forholdsvis beskeden produktion. Hans liflige skæbnefortælling fra den caribiske sommer, The Zabîme Sisters, der omsider udkom på engelsk sidste år, er nok hans mesterværk, men “Conte” er hans største satsning. Kun sjældent har en tegneserie i den grad strukket sig mod det episke og kun sjældent er det blevet gjort med så stor overbevisning — en overbevisning, der tydeligvis kommer af reflekterende og tvivlende, men derfor ikke mindre allestedsnæværende tro. (Læs også Fabrice Neauds fremragende kritik).
“Det læser vi på Nummer 9” er et uregelmæssigt tilbagevendende indslag på Nummer9.dk.
Del på
