Millionstøtte skal sikre Taynikma-universet sit gennembrud på tv – Jan Kjær fortæller her om perspektiverne i projektet.
Kort før jul fik Merlin P. Mann og Jan Kjær et dejligt brev fra Filminstituttet: grønt lys for et større Taynikma-udviklingsprojekt – og med den beslutning fulgte 1,6 mio. kroner. Projektet er nærmere bestemt støttet af Animationspuljen (DR og Filminstituttet) og det, man forventer fra puljens side, er enkeltstående, afsluttede episoder. I første omgang sigter Mann og Kjær – og Zentropa, som agerer produktionsselskab – efter en 25 minutters afsluttet film, med planlagt premiere på DR op til jul.
Taynikma-bøgerne er som bekendt en hybrid af tekst, illustration og tegneserieforløb, og ud af en planlagt cyklus på 16 bøger, er der indtil videre udkommet 12, som fordelt over udgivelser i 12 lande har solgt i omegnen af 500.000 eksemplarer. Taynikma-universet har altså bevist sit værd, og i det lys er det naturligvis ingen overraskelse, at konceptet nu opgraderes til egentlig tv-produktion.
– Når den første film er lavet, vil Zentropa forsøge at sælge den til udenlandske TV-kanaler for at tjene lidt ekstra og få deres investering hjem igen. Bagefter er det klart, at vi vil bruge filmen som salgsmateriale i forsøg på at finde investorer til at lave en Taynikma TV-serie. Beløbet dækker dog kun ca. 60% af produktionsomkostningerne, resten har Zentropa og en række fonde bidraget med, siger Jan Kjær, som udover at være tegner på Taynikma-bøgerne, også vil fungere som instruktør på filmen.
Nu har I jo allerede lagt en teaser på nettet (se øverst på siden), som viser en spøjs hybrid af tegneserie og tegnefilm, med indlagte tekstkasser og talebobler. Hvorfor ikke bare lave en ren tegnefilm?
– Der er flere grunde til, at vi vælger “motion comic”-stilen. For det første giver det os mulighed for at skabe et “look”, der vil skille sig ud blandt de andre børneudsendelser. For det andet er Taynikma-bøgerne en blanding at tekst og tegneserier, så vi fandt det oplagt, når vi skulle lave film at blande to medier igen: tegneserie og animation. Og eftersom jeg får lov til at instruere filmen, kan jeg benytte min årelange erfaring med tegneseriemediet og putte ind i filmen. Sidst, men ikke mindst, giver tegneserieformsproget os faktisk mulighed for at lave en læsefremmende film. Vi har i visse scener talebobler med korte sætninger, og da de samtidig bliver udtalt af stemmeskuespillerne, kan det faktisk hjælpe seerne, de 6-10 årige, til at lære at læse. Ikke at det er formålet med filmen, men det er da en fin lille sidegevinst.
I teaseren introducerer i en ny figur, Rax, som altså opererer i det samme univers, som bøgernes Koto. Har I større ideer med sådan et spin-off-koncept?
– Vi forsøger at skabe Taynikma-universet som en kæmpe sandkasse, vi kan lege i. Det er tanken, at nye historier og figurer ikke skal udhule universet, men udvide det. Så længe folk har lyst til at læse Taynikma-historierne, og Merlin og jeg har lyst til at lave dem, er der mulighed for at der kommer flere. Dog er der i skrivende stund ikke andre projekter på tegnebordet end at færdiggøre de sidste 4 bind og filmen, siger Jan Kjær.
Udviklingen med projektet kan følges på Taynikmas youtube-kanal, hvor Jan Kjær og Merlin P. Mann holder fans ajour med processen via små videorapporter. Nedenfor manuskript og storyboard: