Katanga 1: Diamanter
Den stadige strøm af vellykkede spændingshistorier fra Fabien Nurys hånd fortsætter. Nu med en bloddryppende strid om diamanter i Afrika sammen med makkeren Sylvian Vallée.
Katanga udspiller sig i 1960’ernes Congo, hvor landet efter 80 år underlagt belgisk herredømme opnåede uafhængighed. Men alt har sin pris og frihed kan være en vanskelig størrelse at håndtere, når man ikke har været vant til den. Den hovedrige provins Katanga løsriver sig , hvorefter der udbryder borgerkrigslignende tilstande. Det er et speget spil om milliarder, hvor magtfulde repræsentanter for den tidligere kolonimagt fortsat har interesser i at malke det diamantfyldte land. Samtidig blander FN sig og som altid når for mange kokke med modstridende interesser står i samme køkken, så går det galt. Helt galt.
Forlaget Faraos Cigarer udgiver hele Fabian Nury og Sylvian Vallées Katanga i tre bind, dog uden en samleboks, der ellers har været standardudstyr for forlagets hidtidige udgivelser af Nury. Netop Nury og Vallée stod bag den fabelagtige Der var engang i Frankrig , om en lyssky jødisk skrothandlers kamp for overlevelse under anden verdenskrig. Så der er grund til at have høje forventninger, nu hvor de er tilbage. I mellemtiden har Faraos Cigarer dog holdt gryden varm med nogle af Nurys andre projekter, der alle har fået topanmeldelser fra En russisk historie til Guld og blod.
Derfor kan man også efterhånden se, at der viser der sig nogle fællestræk for Nurys historier. For det første er de alle fast forankret i en historisk periode, hvor oprør, vold eller krige spiller en central rolle ligesom de politiske og ikke mindst økonomiske interesser i samme forbindelse får mennesker til at stå i dilemmaer mellem at gøre det moralsk korrekte eller det mest indbringende for dem selv. De udspiller sig også oftest over en længere årrække, så personerne får tid og plads til at reflektere over deres handlinger. Kendetegnene for hovedpersonerne er desuden, at de sjældent for alvor er sympatiske. Som læser får man ikke én helt at følge, som man kan heppe på, men i stedet en række personer, der godt kan have visse sympatiske træk, men til overmåde har det modsatte. Derfor udfordres man som læser på sine vante læsemønstre hos Nury, der godt nok leverer yderst effektiv underholdning, men ganske langt fra hvordan alle andre gør det. Havde det været forlaget Carlsen i slutningen af 80’erne, så var de blevet udgivet med et banner i hjørnet, hvor der stor ”Spændingstegneserier for voksne”.
Spændet mellem rig og fattig har nok aldrig været større hos Nurys personer, end i Katanga. Fattige lokale servicerer de rige hvide med adspredelse i sengen eller som chauffører, mens de hvide lever på første klasse. Men nettet begynder at stramme og oprøret mellem Congo og Katanga slår sprækker i vante klasseskel. Den tilsyneladende sløve og lydige chauffør Charlie står bogstaveligt talt pludselig med en røvfuld diamanter og nøglen til en kuffertfuld yderligere. Pludselig er måske så meget sagt, for Charlie har jo forudsætningerne for at få læserens sympati, men viser også hurtigt nogle yderst usympatiske sider.
Det samme gør alle andre, der fra mere eller mindre officielt hold sendes ind i konflikten med den hensigt at få så stort et udbytte hevet hjem som muligt. Charlies søster Alicia er umiddelbart eneste person, der kun ser ud til at være et offer, mens hun går fra seng til seng for at servicere den hvide overklasse. Hver har deres egne motiver i Katanga. Nogle er glade bare for at overleve, andre vil trække så mange penge som muligt ud af konflikten.
Der er næppe tvivl om, at Nury ser paralleller til nutidens Afrika, hvor udlandets interesser ofte er med til enten at skabe eller puste til ilden i ellers interne konflikter. Som altid med første bind i en serie, så går noget af tiden med at få etableret persongalleriet, men Nury er mere end ferm til at gøre det mens konflikten ruller.
Samtidig er Sylvian Vallée en effektiv formidler af historien, og i forhold til Der var engang i Frankrig, lægger han ikke fingrene imellem denne gang. Blodet sprøjter og folk dør en åbenlyst ubehagelig død. Omvendt er der stadig en amerikansk nypuritanisme, når det gælder udfoldelserne på lagnerne. Vallée tegner i sin vante realistiske streg med let overdreven fysiognomi. Congoleserne har fx helt generelt så store og fyldige læber, at en udgivelse på svensk på forhånd virker umulig. Dertil varierer han sideopbygningen konstant igennem Katanga alt efter handlingens tempo. Hele tiden med en forkærlighed for de flade, sidebrede rammer.
Fabien Nury og Sylvain Vallées Katanga er tegneseriens svar på en amerikansk blockbusterfilm, hvor helten er trukket ud af ligningen. Nogle historier har måske bare ikke en entydig helteskikkelse, ligesom verden ikke altid er så sort-hvid, som den bogstaveligt talt er i Congo anno 1960’erne.
