En russisk historie: Stalins død og Død over Zaren
Den franske forfatter Fabien Nury dykker igen ned i Europas historie med blændende resultater: “Død over Zaren” og “Stalins død”.
Fra Ivan den Grusomme til den just genvalgte Vladimir Putin har det krævet en helt særlig støbning at stå i spidsen for det russiske rige i dets skræmmende udstrækning, barske natur og voldsomme kontrast mellem de højeste kulturelle og kunstneriske tinder og bundløse grave af uhæmmet brutalitet. To lidt oversete kampe om magten i Rusland/Sovjetunionen skildres i denne dobbeltudgivelse skrevet af Fabien Nury, der i tidligere albumsamlinger fra Faraos Cigarer med udgangspunkt i Nordafrika efter 1. Verdenskrig i Guld og blod og Frankrig op til og under 2. Verdenskrig i Der var engang i Frankrig har spundet gode historier på historien.
Første del af den russiske historie følger storfyrst Sergej Alexandrovitj, søn af zar Alexander 2. og generalguvernør i Moskva, fra omkring forrige århundredeskifte og frem til det attentat, der lykkedes, i 1905, dernæst den terrorist/oprører, der iscenesatte det, i tiden op til og efter. Anden del følger medlemmerne af centralkomiteen i Ruslands kommunistiske parti omkring og efter Stalins død i 1953 og den kamp om magten, der opstod efter Sovjetunionens ”man of steel”, som hans påtagede efternavn betød.
Zarens magt i Rusland var baseret på ejerskab af jorden, som formelt gik i arv i Romanoffamilien. Adelen blev tildelt godser, med tilhørende livegen landbefolkning, men kunne ikke være sikre på at beholde dem i næste generation. Systemet sikrede Romanoffernes position i tre århundreder, men var ikke befordrende for det store lands politiske og økonomiske fremskridt. Zar Alexander 2. var en begavet mand, der forstod dette og igangsatte et omfattende reformprogram i midten af 1800-tallet. Verdenshistorien kunne have set meget anderledes ud, hvis han ikke var blevet dræbt ved et attentat i 1881. Eller hvis hans ældste og mest lovende søn og arvtager, der var forlovet med den danske prinsesse Dagmar, ikke var død af sygdom under et ophold ved middelhavet.
I stedet blev Dagmar gift med den kæmpestore, bomstærke og ikke særligt begavede eller fremsynede lillebror Alexander, som blev den 3. zar af det navn og med ureflekteret målrettethed gik i gang med at styre Rusland ud over afgrundens rand. Reformerne blev rullet tilbage, konfrontationerne med de revolutionære intensiveret og omfattende pogromer indledt. Den næstyngste bror Sergej blev indsat som guvernør i Moskva og dermed som nr. 2 i storriget og gav sig som det første i kast med fordrive den jødiske befolkning herfra, hvilket også indebar at nedlægge store dele af den trods alt spirende industri i storbyerne, som var ejet og drevet af jøder.
Endnu værre blev det, da Nikolaj 2., Sergejs nevø og Christian 9.’s barnebarn, afløste sin far, som ikke på nogen måde havde forberedt den unge mand til hvervet, som zar. Allerede ved hans indsættelsesfest blev flere tusinde trampet ihjel i Moskva, fordi onkel Sergej ikke havde styr på logistikken. Nikolaj fulgte slavisk i sin fars fodspor og fik efterhånden gjort livet så surt for de russiske jøder, at det førte til en egentlig udvandring, bl.a. ned igennem Tyrkiet og mod Palæstina. Nikolaj indstiftede godt nok dumaen, men turde alligevel ikke give arbejderne indflydelse, hvorfor samme forblev et skinparlament. Spørgsmålet om vejen til bedre forhold splittede arbejderbevægelsen i de parlamentarisk indstillede mensjevikker (som betyder mindretallet) og de mere voldsparate bolsjevikker (flertallet) under ledelse af Lenin.
Det var dog krigene, der knækkede nakken på den sidste zar, hvilket en anden bolsjevik ved navn Trotskij allerede forudså, da Nikolaj 2. provokerede den hastigt voksende stormagt Japan til at give russerne en ydmygende lektion i moderne krigsførelse. I kølvandet på nederlagene fulgte de store strejker, som organiserede arbejderne i ”sovjetter” (råd), og den folkelige opbakning voksede pga. zarens hårde kurs, herunder massakren den blodige søndag. Så da millioner af russere i 1914 blev udkommanderet til endnu en krig, som de ikke forstod og hverken var trænet eller udrustet til at kunne vinde, var Nikolaj og hans families skæbne beseglet. Ikke alle Romanofferne blev henrettet; bl.a. den danske zarmoder slap ud sammen med andre familiemedlemmer og afgik senere ved døden på det lille slot Hvidøre i Klampenborg.
Femogtyve år efter kejserinde Dagmars fredelige død og godt 50 efter onkel Sergejs knap så fredelige ditto har bolsjevikkerne vundet borgerkrigen om Rusland bl.a. pga. Trotskijs evner som hærfører. Stalin har udmanøvreret Trotskij som Lenins efterfølger, på trods af revolutionslederens nedskrevne ønske om det modsatte, og holder verdens arealmæssigt største land i et så knugende greb, at selv hans nærmeste håndlangere ikke kan vide sig sikre på, hvor eller om overhovedet de vågner om morgen. Det er ikke korrekt, at det kommunistiske styre satte meritokratiet ud af kraft; de mænd, der steg til tops heri, havde vitterligt udmærket sig frem for alle andre – i kynisme, brutalitet, skånsels- og skrupelløshed. Deres magtambitioner og intriger er kun holdt i ave af deres frygt for den gamle diktator, så da han dør, mobiliserer de alle deres meritter i magtspillet om posten som generalsekretær i kommunistpartiet.
Nury er rigtig dygtig til at se igennem de historiske fakta og finde de ofte tragiske historier om personerne. Sergej Alexandrovitj bliver i hans optik en om ikke ligefrem sympatisk, så dog martret mand, fanget mellem sin religion og seksualitet, i et guldbur med en kone, han ikke elsker, og på en post og et ufravigeligt spor af handlinger, der vil føre frem til hans uundgåelige og uskønne endeligt. Manden, der slår ham ihjel, er lige så tragisk i al sin handlekraft og afhængighed af krigen, kampen og volden; ude af stand til at finde mening med en tilværelse uden morderiske missioner og konflikter. Der er ikke nogen helt, heller ikke blandt de revolutionære, højest nogle naive fjolser, som kan opildnes til at ofre deres liv for at udskifte den ene herremand med den anden.
Medlemmerne af centralkomiteen er en flok forbrydere og massemordere, men de fleste af dem er også bare mennesker, der gerne vil bevare deres position og privilegier i et land, hvor den slags altid har været noget, man skulle tilkæmpe sig på bekostning af andre. Og hvorfor ikke tage, hvad man nu kan få, når ingenting alligevel forandres; der er ingen forskel på zarens og Berias hemmelige politi, villigheden til at ofre enorme antal af befolkningen i 1. hhv. 2. Verdenskrig, Kremls opretholdelse af magten ved at fordele indtægtsmulighederne og inddrage dem igen i år 1900, 1950 eller 2016 for den sags skyld. Som Dostojevskij lader morderen Raskolnikov formulere det i Forbrydelse og straf (i Jan Hansens oversættelse):
Frihed og magt, ikke mindst magten! Hæve sig op over hoben af skælvende kryb, op over myretuen. Det er målet!
Thierry Robin tegner lidt kantet og alle hans (kønne) kvinder ligner hinanden, men det her handler også kun om mænd, grimme og kantede mænd, og dem er han god til at give særpræg og personlighed. Han har især interesseret sig for bolsjevikkerne og samlet et enormt referencemateriale, som giver især den anden del af fortællingen en imponerende autenciticitet; man kan næsten fysisk mærke, hvordan det er at være spærret inde bag jerntæppet og fuldstændig prisgivet en flok paranoide sociopater. Og Ruslands fremtoning, arkitektur og design og symboler, er lige så fascinerende, om ikke helt så iscenesat og teatralsk som nazisternes, tung og nådesløs.
Død over Zaren er isoleret svagere end, men komplementerer fint Stalins død, og det samlede bokssæt er en helstøbt udgivelse i tanke, udførelse og tryk. Fabien Nury er en fremragende fortolker og iscenesætter af historiske begivenheder, holder sig nogenlunde inden for den faktuelle ramme, men lader den ikke stå i vejen for den vedkommende og elementært gode fortælling. En russisk historie er måske ikke helt på højde med den aldeles fremragende Der var engang i Frankrig, men stadig et på alle måder solidt værk, og det er et ubetinget gode, at vi bliver ved med at få Nury i dansk oversættelse.
