Tananarive
Tananarive byder på nydelig fransk patina og moralsk-filosofiske strøtanker om ægteskab, venskab, løgn og liv – uden at det bliver tungt eller grumt.
En små-kedelig pensionist beundrer sin nabo og ven, fordi denne har levet et langt mere eventyrligt liv. Da naboen dør, bliver pensionisten nølende lokket til at leve anderledes, lidt mere eventyrligt, i jagten på sin afdøde vens hemmelige barn. Tananarive er en klassisk historie om den modvillige detektiv.
Meget fransk, på den underspillede måde. Streg og rytme minder om serien Gamle Gubber, og det er ment som en ros: Veltegnet og stemningsfuld. Rolig fortælling. Fin farvelægning, som ikke unødigt gør opmærksom på sig selv.
Jeg savner lidt, at man får lov at glædes ved en udenlandsk tegneseries let fremmedartede lydord, i stedet for som hér hvor *alt* er fordansket. Men det er en smagssag. Der er ellers ikke meget at komme efter i den fine danske bearbejdelse, hvor talesproget mestendels flyder ubesværet og papir- og trykkvalitet er god.
Jeg bliver fra begyndelsen uden vrøvl ledet ind i fortællingen via Vallée’s let overskuelige billedsider med de let karikerede personer og deres nemt-aflæselige ansigtsudtryk. Fortællingen er realistisk med strejf af fantasme og en grundklang af melankoli. Den har sin egen typisk franske patina og tilhørende moralsk-filosofiske strøtanker om ægteskab, venskab, løgn og liv – uden at det bliver tungt eller grumt. Der graves ikke for alvor dybt, men antydes meget.
God balance mellem mængden af tekst og billeder. Ikke noget dårligt bekendtskab et sted i midten af tegneserie-bassinet.
